20 mar Distortion løfter sløret for de første artister på Rådhuspladsen og Nørrebro
Foto: Distortion // Mantas Hesthaven (pressebillede)
Der er i dag præcis 70 dage til Distortion løber af stablen, og arrangørerne kan nu løfte sløret for de første artister som gæster Rådhuspladsen og Nørrebro
“I år åbner festivalen med Danmarks mest populære nattelivs- & klubpromotorer TooManyLeftHands med masser af gæster fra ind og udland, radio-hits og pumpende ungdoms- energi. Det sker på byens største dansegulv – Rådhuspladsen. Distortion X har cementeret sig som de store, vilde gadefester med de største popnavne og festivalstemning midt på Københavns gader og pladser. De har givet meget mere plads og ro til den gratis byfest med små scener og skæve projekter fra det lokale vækstlag”, siger Thomas Fleurquin, Distortions stifter. Distortion X på Rådhuspladsen åbner ballet Onsdag den 29. maj, og udover de garvede TooManyLeftHands kan man samtidig se frem til den franske house producer HUGEL, kendt for hits som “Morenita” og “Stay High”.
Torsdag d. 30. maj flytter Distortion X til Nørrebro sammen med den gratis gadefest, som Fleurquin uddyber:
“Om torsdagen flytter energibomben Distortion X til Den Røde Plads & Superkilen på Ydre Nørrebro. Det er en kæmpe ære at få lov til at skabe en storslået endags-festinstallation i sådan et ikonisk byrum for første gang under Distortion. Jeg håber på, at elskere af byliv og social-arkitektur sætter pris på, at København virkelig kan noget, som ingen andre kan”.
I dette område omkring Den Røde Plads, Superkilen og skateområdet i Nørrebroparken, offentliggør Distortion hele 3 nye scener, henholdsvis kurateret af de elektroniske klubpromotorer i Gravity, Kultur- og musikmagasinet Soundvenue og Red Bull.
Gravity-scenen præsenterer den internationale tech house gigant Cloonee.
Soundvenue-scenen byder på de albumaktuelle AV AV AV, som vender tilbage efter et par års pause. Derudover løfter scenen sløret for den fremragende pop hip-hop duo Ung-skab, klub-hitmagerne Elsked, og Thea Dora med hendes ømme elektroniske pop.
På Red Bull-scenen kan vi se frem til Rapperen Kundo, kendt fra hits som 7100 og North Face, samt DJ Adidaddi, DJ Kaddi Sawaneh og musikkollektivet PREE.
Der vil løbende blive offentliggjort flere acts på de to Distortion X områder op til selve gadefesten løber af stablen, så stay tuned!