26 mar Byhaven offentliggør deres forårsprogram!
Foto: Wondo + KRYD // Byhaven PR
Byhaven har netop offentliggjort forårsprogrammet for Københavns hyggeligste gårdhave, og maj måneden er fyldt med spændende artister. Vi har på Bands of Tomorrow fået æren af at repræsentere to udvalgte navne, som vi især ser frem til at opleve!
Byhaven er spillestedet Pumpehusets udendørsvenue og bar, hvor man hele sommeren kan opleve upcoming danske og udenlandske artister. Fra april til september vil der være over 150 koncerter, hvor baggårdsfest og snak er på kalenderen, og endda med fri entré!
I dag blev majplakaten offentliggjort, der byder på fede artister som Neo-Soul Tigeroak, BOABOA, Skyggesiden og mange andre!
Dermed præsenteres i samarbejde med Bands of Tomorrow : “du er min daisy” bandet Wondo, efterfulgt af girl-bandet KRYD !
Det er ikke tilfældigt, at kvarteten fra Aarhus kalder sig for en “hyg-hop”-gruppe frem for en “hip-hop”-gruppe. Det er nemlig hyggen, der er i fokus, når Wondo indtager både scene og højtalere i de danske hjem. Og da ingen af medlemmerne fra bandet er opvokset i klassiske, hårde hiphop-miljøer med gangstere eller pistoler, har de valgt at tage rappen ud af en helt anden tangent. Med udgangspunkt i at få folk til at smile, kredser Wondos lyriske virke sig atter om humoren ved/og i det uperfekte liv. Deres målsætning med musikken har været at skabe et dansksproget hiphop/pop-univers med en umiddelbar og jordnær tilgang livet.
“Daisy” vil sandsynligvis dukke op som årets mest afspillede sang på redaktionens Spotify-recap. Ja, “daisy, du er min daisy” har vi på hjernen 24/7, og vi kan ikke slippe af med det! Eller vil vi gerne slippe af med det? Find selv ud af det i Byhaven den 9. maj !
WONDO består af Jakob Backer Schmidt (rap/sang), Asbjørn Lauridsen (rap/sang), Simon Krogh (trommer) og Peter Møller (DJ).
KRYD er aktuelle med deres hit “Ikke Nogens Mere”, der ikke engang en måned senere har ramt 105 tusind lyttere på Spotify! Med en pop hit som den, beviser bandet at man godt kan udgive en dobbelt debut-single, og allerede blive hørt og set.
KRYD har rødder helt tilbage i 2018, hvor tre af gruppens medlemmer mødte hinanden på Oure Højskole. Og selvom det hele faktisk startede med drømme om individuelle musikkarrierer, kulminerede deres musikalske talenter alligevel i én stor synergi, da de valgte at slå pjalterne sammen. Senere kom fjerde medlem, Maria, til, og bandkonstellationen blev fuldendt på fineste vis. Tidligere har gruppen ageret support-act til koncerter med både Dayyani og Blæst, hvor de i den grad har bevist at “nøgen” og gåsehudsgivende musik stadig eksisterer i vores ellers meget digitaliserede verden. Gennem catchy pop-melodier inviterer KRYD os indenfor i en, på mange måder, overdimensionel verden af svævende harmonier, men formår samtidig at holde sig jordnære med hverdagsfortællende lyrik. Vi er vilde med den energi, som KRYD bringer til den danske musikscene!
Wondo og KRYD kan begge to opleves den 9. maj i Københavns hyggeligste gårdhave!