12 mar Bastett: “Danser kun i bikini og pels, men ik’ for hvem som helst”
Foto: Bastett // Yasser Yassin (pressebillede)
Bastett har skabt et power-nummer med sjæl og enkle toner, til alle de kvinder der har brug for en kamp-sang, og alle de mænd der tror de har retten til at dømme en kvinde på hendes erhverv
Bastett har hvad hun selv kalder ‘røven placeret i klaskehøjde’ på hendes nyeste single “Hov”, der er en kæk kønspolitisk kommentar, til alle dem som mener at kvindekampen for længst er ovre. Sangen handler om at blive dømt på baggrund af sit udseende eller erhverv, både af mennesker som kender en, men især også fremmede, som allerede har et billede af hvordan man er som menneske, på baggrund af ting som i det store og hele ikke burde betyde noget. Med teksten: “Hov / Du siger du vil høre mig skrige / Hov / hvad er det for noget at sige / Du tror du blir’ en stor mand / hvis bare du kan / gøre mig til en lille pige” kunne man tænke at Bastett burde råbe det ud til alle de kontrolhungrende mænd, som ser kvinder som objekter, og ikke som mennesker der fortjener lige så meget respekt og anerkendelse som enhver anden. I stedet nøjes hun med at sige fra med en blid stemme og et ørehængende omkvæd, der helt sikkert fortjener et lyt.
“Jeg begyndte at skrive på “Hov”, da jeg arbejdede som stripper på en klub. Jeg blev gang på gang overrasket over, hvor hårde folk er i deres antagelser omkring andre mennesker ‒ og hvor meget nogle personer føler, at de har ret og ejerskab til at fortælle andre, hvad de bør gøre med deres liv. Det der savior-kompleks er en ægte ting, i alle sine afskygninger. Jeg blev kun yderligere overrasket, da det kom til dating. Efter en afholdenhedsperiode forsøgte jeg at vende retur til dating gamet, hvor jeg mødte en god håndfuld kommentarer som “det er ret sygt, men jeg skulle godt nok aldrig være kærester med det”. Men jeg blev MEST af alt overrasket da en, som jeg faktisk troede jeg kendte ret godt, talte om mig, og stak en plade til sine venner: “Ah, ja. Det er min venindes ‘stripperveninde’. Hende har jeg knaldet, og hun dansede for mig”. Dér formåede han i én og samme sætning at negligere mig, mit erhverv, OG gøre sig selv sej. Tja. Det er virkelig kun fantasien, der sætter grænser for, hvad nogle kan få over sine læber,” fortæller Bastett om inspirationen bag nummeret.
Bastett er en Københavnsk baseret sangerinde og poledanser, som tidligere har udgivet singlen “Svæver du med”. Til foråret udkommer hendes debut-EP, som tager emner som seksuel frigørelse, kvindens anatomi og ikke mindst stigmatisering op, hvor “Hov” passer perfekt ind i samspillet med.
Lyt til nummeret her!