19 mar BÆNCH spæner derudad – på vej mod faldet
Foto: BÆNCH // Banger Sessions (pressebillede)
Energien brænder under fødderne på bandet BÆNCH, der har skabt et rocket hit med singlen “Skipped a Step”
Med “Skipped a Step” skaber BÆNCH en single fuld af rocktoner, mørke guitarmelodier og synthflader. Der er fart på fra starten, idet trommerne banker derudad i det indledende beat, inden forsangerens stemme træder frem med ordene: “I don’t read / The morning paper / Anymore”.
BÆNCH fortæller selv: “Man starter en 100-meter sprint ud med at læne sig forover. Det gør, at man er nødt til at løbe virkelig stærkt – ellers falder man. Det er et fald, som udskydes hele vejen ved at blive ved med at løbe hurtigere og hurtigere. Det er det, sangen kredser om: Når man skynder sig så meget, at man springer hvert andet trin på trappen over, men ender med at miste fodfæste og snuble.”
BÆNCH er et dansk post-punk band, som i 2023 blev udnævnt til vindere af Quasar Live, da de spillede på Jelling Musikfestival i 2023. Bandet består af medlemmerne Thea Hamborg Kristiansen (synthesizers & vokal) Emil Harboe Borg Lauritzen (trommer) Frederik Hjorth Rasmussen (elektrisk guitar & forsanger) og Alfred Leisgaard (bass-guitar). De spillede på SPOT i både 2022 og 2023, samt Smukfest i 2023. Ønsker du at høre bandet live, er muligheden lige om hjørnet, da BÆNCH netop har annonceret en stor forårsturne, hvor de spiller på mere end 20 spillesteder rundt om i Danmark.
Lyt til nummeret her!