14 mar ANMELDELSE: The Smile fortsætter sin musikalske arv!
Foto: The Smile // Thomas Vraaby
Venue: K.B. Hallen
Dato: Onsdag d. 13 marts 2023
I en introvert optræden med fortrinlig sammenspil og lyd, understregede Yorke, Greenwood & co. med deres musikalske nysgerrighed, hvorfor de stadig er relevante på fjerde årti.
4/6 stjerner
Der er sikkert mange, som tørster efter nyt Radiohead, da det snart er et årti siden, vi fik 2016’s ‘A Moon Shaped Pool’. Dog bør man virkelig glæde sig over, at Thom Yorke og Jonny Greenwood, som jo i høj grad er kræfterne bag Radioheads sangskrivning og arrangementer, fortsætter med at afsøge nye musikalske grænser i side- eller det nye hovedprojekt: The Smile.
Et band der, sammen med afro/avant-jazz trommeslageren Tom Skinner, måske i højere grad tillader dem at udforske de mere komplekse og rytmiske sider, der f.eks var i fokus på 2011’s ‘The King of Limbs’ eller i kompositioner såsom ‘These Are My Twisted Words’ eller ‘2 + 2 = 5’.
Trioen var i et fyldt KB Hallen onsdag aften suppleret af saxofonist Robert Stillman, der også pletvist trådte til på diverse keys og synths – ligesom der også blev roteret på instrumenterne hos Greenwood, Skinner og Yorke. Sidstnævnte udmærkede sig som en opsigtsvækkende kompetent bassist – ikke bare en guitarist med en bas i hånden!
Uanset hvordan instrumenterne var fordelt, var sammenspillet af højeste skuffe. Greenwood og Yorke har bestemt ikke mistet deres eminente evne til at finde rum i musikken. Den særlige musikalske evne til at vide, hvornår man skal træde tilbage og hvornår man skal træde frem, som mange ellers teknisk kapable musikere til tider kan mangle. Skinner besad den samme beherskelse bag tønderne, og er man den type, som kan få spat af en trommeslager, der er volatil i tempo anslag – så ville man i den have nyt fraværet af disse elementer i Skinners trommespil onsdag aften.
De jazz-rockede undertoner i The Smiles musik giver også god plads til at Yorkes og særligt Greenwoods individualitet på strengeinstrumenterne skinner igennem. Et element som fremstår endnu stærkere live. Greenwood må være en af de mest udtryksfulde guitarister i sin generation og han smeltede som så mange gange før perfekt sammen med sit instrument, i den velkendte positur med foroverbøjet hoved og usædvanlig vertikal guitarhals.
Særligt de mere math-rockede numre med en god mængde polyrytmer såsom ‘Under Our Pillows’ og ‘Thin Thing’, blev leveret med et overlegent udtryk.
Setlisten bestod, med undtagelse af Yorke kompositionen ‘FeelinPulledApartByHorses’, udelukkende af The Smile kompositioner fra de to studieudgivelser plus et par uudgivne numre. Hvis man skal tale om hår i suppen, er det måske også i koncertens kronologi man skal starte med at lede. Koncerten kunne til tider have en stop-start agtig fornemmelse, hvilket manglen på tydelig verbal kommunikation til det fremmødte publikum nok heller ikke hjalp på.
Koncertens ekstranumre illustrerer meget godt problematikken: efter at komme ud med energiske førnævnte ‘FeelinPulledApartByHorses’, efter en tilfredsstillende regulær afslutning markeret med klimakset i ‘Bending Hectic’, tog de langsomme synth lydflader i ‘Teleharmonic’ over og punkterede det klimaks, som briterne ellers flot havde bygget op. Noget af det kom igen med ‘Pana-visions’ spændingsfyldte atypiske taktart og opløste dissonans inden det med det samme blev forløst i den sårbare albumslutter fra ‘Wall of Eyes’ – nemlig pianoballaden ‘You Know Me’. Altså kunne en længere opbygning have gjort de dynamiske skift væsentlig mere tilfredsstillende.
Dog er det minderne om et fantastisk sammenspil mellem enormt udtryksfulde og teknisk kapable musikere, samt den spænding der skabes i The Smiles kompositioner, der står stærkest dagen efter. Noget man bestemt ikke bør tage for givet, for to musikere og sangskrivere i starten af det fjerde årti af deres karriere.
Skrevet af Emil Weis Brix
