22 mar ANMELDELSE: RATKING – Fra Melankoli til Mesterskab – En Autentisk Genkomst

Foto: Brimheim // André hansen (pressebillede)

Brimheim bryder gennem musikkens landskab med hendes seneste album RATKING, der viser en transformation fra sårbarhed til styrke. Hendes autentiske lyd og følelsesladede tekster kombineres med et fornyet energiniveau og skaber et mesterværk, der ikke kun begejstrer gamle fans, men også inviterer nye tilhængere ind i hendes musikalske univers

6/6 Stjerner

I en tid hvor de stille mussepiger er blevet til superstjerner, og hvor normalen bliver glorificeret og romantiseret til døde, træder den dansk/færøske artist Brimheim ud af mørket og ind i lyset for at give os et autentisk billede på, hvordan det også kan se ud af være en stærk, enestående og fantastisk kvinde. Brimheim er nemlig langt fra som de andre kvindelige artister. Hun er nemlig helt sin egen og har ikke noget behov for at være mere end blot sig selv. Hun udforsker i bred og følelsesmæssig forstand, hvad det vil sige at være menneske på både godt og ondt. Hun har sit helt eget sprog for følelser og kærlighed, som hun naturligvis også har udviklet gevaldigt igennem sin nyeste plade: RATKING.

Brimheims nye opus lyder og føles som det fredfyldte og tiltrængte suk, der kommer efter den enorme indånding der fyldes i dine lunger, efter et alt for koldt og gråt vinterhalvår; på mange måder ankommer RATKING på det helt perfekte tidspunkt. Brimheim er nu tilbage med en fornyet energi, og hun har skruet ned for sine mange triste fraser og op for sin charme og attitude. Inspirationsmæssigt ligger lyden til stadighed tæt op af 90’ernes store indierockikoner såsom Björk og PJ Harvey, men også mere aktuelle artister som eksempelvis sentimentale Mitski, og den evigt eksperimenterende Eartheater.

Tilbage i 2022 efterlod Brimheim os med en mesterlig og sårbar indierockdebut, som blev et af årets absolutte højdepunkter. Debutpladen: Can’t hate myself into a different shape blev I sig selv en emotionel magtdemonstration fra Brimheims side, der vidnede om, hvordan at Brimheim er i stand til at tage sine følelsesmæssige skjold og sårbarheder, og transformere dem indtil smukke og gennemførte sangtekster. Brimheims lyd og tekstunivers har været stærkt defineret gennem hendes evne til at formidle og kommunikere dystre og tunge tanker, fra en tilværelse der på smukt og poetisk vis kan betragtes som en kende melankolsk og til tider depressiv. På Brimheims første plade var dette en stor del af hendes dagsorden, og hun vandt lytterens kærlighed ved at være hudløs ærlig med et mod, der gjorde hende i stand til at italesætte mange af de mørke følelser, der også hører med til at være menneske. Mange af disse temaer er stadigvæk relevante, men det er som om, Brimheim har genvundet kontrollen og nu er vokset et skridt længere ind i sig selv. Alt det, der før kunne forveksles med sårbarhed, er nu blevet hendes største styrker. Denne gang har Brimheim valgt at smide mange af disse skjolde og våger nu at bruge følelserne som et våben, fremfor et forsvar. Hun vælger nu at sætte sig selv og sin lyd fri i et udtryk, der lyder stærkt, charmerende, selvsikkert og nærmest forelsket. Hendes dagsorden hedder nu: Større lyd, og større følelser. Og det er slet ikke til at få nok af!

Allerede tidligt i sin karriere var Brimheim hurtig til at finde sin egen lyd, og den har hun holdt sig til stort set hele vejen igennem. Hun har dog været i stand til alligevel at udvikle den til en større, stærkere og modigere lyd, som virker autentisk og som en naturlig udvikling fra Brimheims udgangspunkt. Hendes lyd er som udgangspunkt meget indierock klassisk med dertilhørende guitar, trommer og bas. Lyden på hendes sidste plade blev derimod stærkt defineret gennem elektroniske synth-bårne elementer, der nu var med til at redefinere projektets lydbillede. Endnu engang har Brimheim fået den legendariske producer Søren Buhl med på albummet, og det er klart og tydeligt, at han ikke kan undværes, og vi skylder den mand så meget (Især efter hans samarbejde med henholdsvis Guldimund og hans arbejde med Blau Blume). Ved hjælp fra den danske superproducer er lyden nu en blanding mellem analoge velorkestrerede instrumenter og udsøgte og atmosfæriske elektroniske tilføjelser, der giver Brimheims æstetik en hel del atmosfære, kant og mystik. Der er i hvert fald skruet op på samtlige niveauer og parametre i forhold til hendes sangstemme, produktionsniveau, tempo og rendyrket kunstnerisk energi. Hun efterlader i hvert fald et indtryk af, at hun er transcenderet ind i hendes næste store kunstneriske face, og det er fuldstændig uimodståeligt. Samarbejdet mellem Brimheim og Søren opnår sit største potentiale på tracket ”surgeon”, hvor Brimheims sangstemme smelter i ét med producerens nærmest magiske og alkymistiske egenskaber. I en synergi mellem menneskeligt talent og uovertruffen tekniske egenskaber får de skabt sig et nummer, hvor kunstner og midler smelter sammen i et stort overmenneskeligt mesterværk, hvor Brimheim for alvor opereres ind i Sørens evner til at lade musik og menneske sammenføres til noget, der lyder større end musikken og kunstneren som separate enheder.

Hendes tekster er blevet skåret mere ind til benet, og hun er mere klar i mælet end nogensinde før. Hun formår at formidle store, stærke følelser på kortere tid, uden at det bliver på bekostning af et corny og kikset udfald. På den måde kunne man anklage Brimheim for at gå i en mere fordøjelig og ”poppet” retning, men sandheden er måske i virkeligheden bare, at hun har fundet et sundere humør og genopfundet styrken fra hendes kerne. Hun er stadigvæk lige så autentisk, som hun altid har været, men med flere facetter og nuancer end vi er vant til at se. Denne nyfundne styrke manifesterer sig klart og tydeligt på rockbangeren ”Into The Ooze”, hvor hun skråsikkert og selvsikkert fremfører det stærke statement: ”Not gonna be an agreeable little bitch / Never been more ravenous than right now”. Lige så vel lyder det som om, at hun har fået helt nyt smil og humør på dansevenlige sange som ”Literally Everything” og ”Brand New Woman”, der markerer de mest dansevenlige numre på tracklisten, med omkvæd der er svært udfordrende ikke at synge med på. Her begynder Brimheim stilmæssigt at danse imellem rocken og indiepoppen, og det klæder hende utroligt godt; de udføres og fremføres med stor menneskelighed og autentisk ærlighed. Alt i alt er det fantastisk at se Brimheim vende tilbage, og det er imponerende at se og høre hendes tilbagekomst med så stort et overskud og genopfundet potentiale. Hun får vist alle sine bedste nuancer og egenskaber og er tilmed i stand til at vise os nye tricks og sider fra sin kunstneriske værktøjskasse.

Uanset om du er ny eller gammel tilhænger af Brimheim, så kan dette blive din perfekte første – eller anden forelskelse i denne evigt spirende og inspirerende musikalske drivkraft af et ægte supertalent.

Skrevet af Viktor Holtegaard