01 mar ANMELDELSE: Pigtrådsromantik uden brod
Foto: Das Body // PR (Pressebillede)
Venue: Bastard Bar, Tromsø, Norge
Dato: Fredag d. 23 februar
Das Body spillede deres nye album True Vulture og ældre favoritter stramt og selvsikkert, men manglede den forventede intensitet og blev for distancerede for deres eget bedste
3/6 Stjerner
Det er vel kutyme, at koncerter aldrig starter til tiden, men på en lille kælderbar som Bastard, og med et relativt begrænset publikum ventende, virker 20 minutter som lang tid at trække den. Efter en sådan ventetid, på en intim koncert, skulle man måske forvente en form for intens entré, der trækker publikummet op, men oslobandet Das Body går høflige som skolebørn til scenen og begynder at spille det, der sandsynligvis er True Vultures mest inderlige sang “Harmfully”, med tekstlinjer som “Can I say something crazy? I love you”. I det mindste fungerer den fine, bløde indgang til at lægge et ømt grundlag, som bandet med vindende bravado kan slå i stykker af sange med mere panache.
Sceneshow og tilstedeværelse hviler på forsanger Ellie Lindens skuldre, som den eneste i bandet med nogen mulighed for mobilitet. Hun er hurtig til at udnytte Bastards snævre 50 m2, eller hvad det nu er, og glider mellem publikum, mens hun synger til publikummet en-efter-en, flirtende og selvsikkert op i deres ansigt med hendes egenartede blanding af melankoli og mani i mimik og positur. Men uanset hvor tæt Linden kommer, føles publikumsinteraktionerne stive og distancerede, som om hun er en fabriksarbejder, der drømmer sig væk, mens kroppen arbejder. Interaktionerne mellem numrene er frække, på en næsten morsom måde, som når hun spørger en tilfældig tilskuer “Hvad synes du om koncerten så langt?”, og før han når at svare, siger: “Åh, så jeg er endnu sødere end Sigrid og Astrid S?”, eller når et bandmedlem, der angiveligt er fra Tromsø, bliver bedt om at fortælle, hvad hun synes om hjembyen, og får publikum med på en “Fisse! Fisse! Fisse!”-chant. Jeg ville have kunnet lide det, hvis jeg troede, at de rent faktisk var til stede i det, de gjorde, hvis det ikke havde føltes så mekanisk og indøvet.
Das Bodys melodier arbejder ofte indenfor kolde og varme kontraster, helt ned til hvordan de forskellige synthesizere og Lindens stemme spiller sammen for at skabe en følelsesmæssigt flerstemmig – en dansabel pop med punch. Teksterne har altid balanceret mellem styrke og sårbarhed, ironi og inderlighed, ofte inden for en kærlighedstematik, der afspejler det 21. århundredes romantiske distance og ennui. Bandets seneste album er noget af det stærkeste, de har leveret hidtil, med en forholdsvis ambitiøs kompleksitet blandet med singalong-vibes, der hæver bandet over elektropoppen. Sammen med Lindens karismatiske energi – en syntese af Robyn, Alice Glass og Courtney Love – ligger alt til rette for en intens optræden, der sender publikum ud i vinterkulden med en varm, ulykkelig forelskelse, som de bedste koncerter altid gør. Men jeg står bare og venter på, at det virkelig skal tage fart, og efter godt 30 minutter er det hele overstået. Når publikum har råbt på en ekstranummer i næsten 10 minutter uden at Das Body gider at følge det op, giver jeg op og går desillusioneret ud i den arktiske mørke.
– Skrevet af William S. Mørch
