11 mar ANMELDELSE: En nedslidt frontmand fra The 1975 kæmpede sig modvilligt gennem sit set foran udsolgt K.B. hal

Foto: The 1975 // Anna Borgkvist (Northside 2023)
Venue: K.B. Hallen
Dato: Søndag d. 10 marts 2023

Det er efterhånden blevet 50/50, om man som publikum får lov til at opleve Matty Healy i sin opløftende rockstjerneenergi eller som en afdanket antihelt. Som en forhenværende dedikeret fan til The 1975 med mit nu tredje show i bagagen, må jeg blot erkende, at dette show var noget af et cirkus, der ikke indfriede sit potentiale – overhovedet

2/6 Stjerner

Lad mig tage dig med tilbage til 2019, hvor min veninde og jeg bevandrede os ud til det berygtede TAP1 for at se mit daværende yndlingsband, The 1975, spille tonerene fra deres broget musikkatalog, hvor deres seneste album dengang var A Brief Inquiry into Online Relationships (2018). Jeg husker spændingen, forventningen, forvirringen og skuffelsen efter Matty Healy tilbagelænede proklamerede, at i aften bare ikke var hans aften, og at han var ked af, at han ikke kunne gøre mere. Jeg husker publikummets storråbende “JAA” forstumme sig til en mærkelig mumlen, hvorefter sangeren kontradiktorisk vendte tilbage med et up-beat nummer, mens to baggrundsdansere svingede sig rundt om ham og understregede koncertens absurditet.

Lad mig tage dig tilbage til koncerten i går, hvor vi fem år efter møder præcis den samme antihelt, proklamerer for de talrige koncertgæster ca. 1 time inde i showet: “Jeg er ked af den første halvdel af showet, jeg har ikke haft det godt, og jeg prøver bare at gøre mit bedste… Det er bare… Det er så fucking svært at gøre det her, jeg gør det hver dag, jeg ser så mange af de samme mennesker hver dag, og alt det du siger på en scene, bærer en performativitet i sig, der gør, at jeg begynder at betvivle min egen autenticitet.”. Egentlig en velreflekteret tanke og selvindsigt, men foran en udsolgt K.B. Hal kan den brutale ærlighed og maskefald fra den glorificerede sanger virke som om, at scenen blev forvandlet til et terapirum med en hovedperson, der mest af alt virkede som om, at det var bedst for alle, hvis han fik lov til at træde ud fra rampelyset. Dette var blot en brøkdel af en længere eskapade af ekstremt svære og personlige betragtninger, som Matty Healy delte ud for et meget taknemlig og overbærende publikum, som fik energien løftet lidt op igen. Dog var der blevet forplantet en grundfølelse i rummet om Matty Healy egentlig var okay, selvom sangeren tydeligt understregede: “Jeg har det fint, lad vær med at bekymre jer om mig, det er det sidste, jeg vil have, at i gør”, selvom det var tydeligt, at selv hans bandmedlemmer delte denne mistanke. Var det hele et spil for galleriet, eller var det autentisk? Denne tvivl hørte jeg blandt flere koncertgængere men uanset hvad, så var det svært at lytte til.

Selve koncertens set-up var af en imponerende art, hvor en kulisse bredte sig henover scenen, der formede et tværsnit af et hjem, hvor utallige af små detaljer såsom, bogreoler, sofaer, skakspil og hyggelige belysning dannede rammerne for en intim og hyggelig atmosfære, som bød publikummet indenfor. Showet var præget af finurlige gimmicks og koreografier, som musikerne på scenen fulgte med en mekanisk virke, som kunne have haft potentiale for meget mere, hvis stemningen blandt musikerne havde været højere. Der var en form for teatralsk, showbiz karikatur over set-uppet, der fungerede æstetisk, og som komplimenterede musikken.

Selvom Matty Healy tydeligt prøvede at overkompensere for sin fremtoning i anden halvdel af showet, kom der ligeså en form for professionalisme tilbage i musikeren, hvor han prøvede sig frem igen på scenegulvet i et lettere “gladere” humør, som publikummet begejstrede tog imod. Et musikalsk højdepunkt i koncerten fandt man bl.a. i “Robbers”, hvor Matty Healys teatralske, sørgmodighed blandede sig med de skarpe synth-toner og skabte en storladen oplevelse, hvor publikummet istemte sig med musikeren i et rørende øjeblik. Generelt fungerede det godt, når lydsiden af musikken tenderede til den lettere sentimentale karakter, da det virkede som om, forsangeren havde sig selv med i dette format, og ikke blot iklædte sig en bestemt entertainer-skikkelse, som man så i sange som “TOOTIMETOOTIMETOOTIME”. Her var det som om de medrivende tropiske house rytmikker, tvang forsangeren ud i små dansetrin, hvor det lignede han slapt prøvede at overbevise sig selv og publikummet om hans tilstedeværelse.

På trods af forsangerens hjerteskærende udmelding, der gav et benspænd for resten af koncertens kvalitet, så må man bare erkende, at The 1975 er et band, hvis fanskare er nogle af de mest loyale tilskuer, jeg længe har oplevet. Koncerten havde sine få højdepunkter, men det der resonerede mest i mig efter koncertens afslutning, var hvor trist det er at se en musiker, der tydeligvis er brændt ud, og at den kommende pause fra bandets side efter turnéen virker mere end tiltrængt for bandets medlemmer.