“Young Hearts Blue” viser krigen som ingen kan vinde

Foto: Trine Lyngvig // Bobby Mandrup (pressebillede)

Med hjertet uden på tøjet, og sværdet i hånden, går Trine Lyngvig i krig. En krig som efterfølger det forliste forhold, og som hun inderst inde godt ved, at begge sider i sidste ende vil tabe

“Young Hearts Blue” er første sang på Trine Lyngvig‘s kommende album, How Do You Heal a Heart, som handler om et parforhold der ligger bag hende. Et forhold der er slut, en kærlighed der er mistet, og en krig der snart er forbi, og efterlader begge kæmpende sider med ar og knuste hjerter.

Med teksten: “You call me a liar / but your mouth’s in the mud / Word on the wire / is you’re smelling the blood / In the name of the fire / it’s an eye for an eye” viser sangerindens talent for skabelsen af klare lydbilleder, der skal symbolisere den krig, som sangerinden har kæmpet i.

Hvor hendes første album var en sorgbearbejdelse efter en skilsmisse, er det nye album et kapitel længere fremme, nemlig med sange om at skabe bro mellem det gamle og det nye. En heling af et hjerte, der nu skal videre i en anden retning, med både helt nye oplevelser og mennesker forude, men også med nogle af fortidens fællesskaber og minder i rygsækken. Albummet kredser om fællesskaber som vi søger, kræver og opløser gennem livet.

Trine fortæller om “Young Hearts Blue”: ”Sangens budskab er meget enkelt – vores hjerter bliver små og blå, når vi bekriger hinanden. Den tager os med ind i en konflikt, der udspiller sig på en altødelæggende måde, hvor parterne griber til våben og vil gøre alt for at sejre. Teksten låner sine billeder fra krigshandlinger, fordi konflikter hvor fællesskab og forståelse opløses og erstattes af et blindt fokus på egen vinding måske har den samme kerne – uanset om det er konflikter mellem nationer eller mellem to mennesker”.

Trine Lyngvig blev kaldt “Fyns svar på Lana Del Rey” da hun i 2021 udgav sit debutalbum White Bird. Nu udkommer hendes andet album snart, med titlen How Do You Heal a Heart, som du kan høre fra den 12. april 2024.

Lyt til “Young Hearts Blue” her!

Sarah Holmbo
sarahholmbo@bandsoftomorrow.com