12 feb Ugens Upcoming // Kvarti
Foto: Kvarti // PR
Denne uges upcoming er 20-årige Kvarti Blomfrø, der i sit musikalske virke går under navnet Kvarti. Med sin melankolske, uptempo popmusik, der forener dybtfølende lyrik og sprudlende melodier, har Kvarti allerede nu markeret sit navn på den danske musikscene
Tilbage i 2020 blev danskerne for alvor bekendt med navnet Kvarti, da den dengang unge teenager udgav nummeret “Sommernætter”, som gik viralt i forbindelse med Jonas Risvigs ungdomsserie, Centrum. Siden har Kvarti fortsat sin musikalske rejse med et lydunivers, der trækker tråde til kunstnere som C.V. Jørgensen, Barselona og Post Malone. Hans ungsindige tilgang til musikken er i dag et friskt, men klassisk bidrag til dansk musik, som lovende tyder på en stor karriere for den unge musiker.
Med store drømme i sigte er Kvarti altså kun på vej ét sted hen – og det er fremad! Herunder kan du lære artisten endnu bedre at kende:
Hvem er Kvarti?
– En ung mand, der tænker for meget over tingene.
Hvordan vil du beskrive din lyd?
– Hvis jeg selv skulle beskrive den, ville jeg nok sige at det på overfladen er ret muntert pop, med diverse lånte elementer fra noget rock og noget rap. Hvis man så lytter til lyrikken, får det et helt andet, noget mere melankolsk udtryk, der på godt og på ondt fortæller hvordan det kan være at være ung til tider.
Hvordan startede du?
– Jeg startede med at spille bas som helt lille, og har i den sammenhæng spillet i en håndfuld bands i gennem årene. Så startede jeg på Sankt Annæ Gymnasium, hvor sangen begyndte at fylde ret meget. Da jeg så gik i overgang, var vi nogle drenge fra klassen, der valgte at lave sange til alle vores afleveringer, fordi det var en sjov måde at formidle på. Dér fandt jeg kærligheden for selv at skrive, og kærligheden for at skabe, selvom det dengang bare var ringe SoundCloud rap.
Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?
– Det starter tit med en ide, hvilket kan være alt fra en lille melodi til en sjov lille vending, der har fået min opmærksomhed. Så sætter jeg mig med mine to producer drenge VICAL, som er mine to gode venner Victor Rossé og Albert Ruberg, hvor vi så i fællesskab får lavet noget instrumental, der passer lige til den følelse jeg gerne vil give videre.
Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
– Lydmæssigt kigger jeg oftere og oftere henimod musikere som F.eks. Damon Albarn, Dominic Fike, Post Malone og Barselona. Lyrisk set synes jeg at jeg bliver meget inspireret af C.V Jørgensen, Peter Sommer og generelt set de danske rock poeter i deres klasse.
Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Har lige haft et kæmpe flip med Peter Sommers “De Uforelskede I København”. Genial plade.
Hvad arbejder du på i øjeblikket på musikfronten?
– Jeg arbejder lige PT. På min første EP, som jeg glæder mig helt vildt til at udgive. Det har været en lang process, men jeg synes at det begynder at ligne noget.
Hvad er drømmen?
– Drømmen er at det forbliver sjovt og spændene, men med det sagt ville det da ikke være helt skidt at stå op Orange en skønne dag.
Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– Når nu jeg ikke har udgivet så meget endnu, har jeg ikke så meget at vælge imellem, men jeg synes “Flygter”, som udkom sidste måned er et godt bud. Dog vil jeg sige, at man roligt kan glæde sig til, hvad der kommer ud i løbet af de næste par måneder.
Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?
– Arn bitter. Det er egentlig ikke en drink; det er snarere et friskt shot af bitter-sødme.
Lyt til Kvarti her!