16 feb Thomas Ring tilbage efter syv år
Foto: Thomas Ring // Jonas Hesselmark (pressebillede)
Der har været stille fra X Factor vinderen Thomas Ring siden 2017, hvor han udgav sit dansksprogede album ‘Gadedreng’ og samme år medvirkede i Melodi Grand Prix. Nu giver Ring endelig lyd fra sig igen i form af singlen ‘Golden Days’.
Hatten er tilbage på plads og Thomas Ring er i topform på første single til sit kommende album ‘Inamoratas’. Singlen ‘Golden Days’ er et frembrusende nostalgisk pop/rock nummer, hvori den 43 årige sangskriver drømmer sig tilbage til de gode stunder i sin fordums forliste forhold. De 7 års radiostilhed er blevet brugt fornuftigt for Thomas har i mellemtiden fået både en søn og en smule perspektiv, som han udtaler:
”Jeg er blevet ældre, gladere og er landet et rigtigt godt sted i mit liv. Når man har fået fortiden lidt på afstand, kan det være nemmere at se tilbage, og sætte pris på de alle de positive ting, man har haft i tidligere forhold. De fantastiske fælles oplevelser, gode følelser og ting man lært, og forhåbentlig har bragt med sig videre til nye forhold,”.
Singlens nostalgiske tema hænger også sammen med resten af hans kommende album, da det gennemgående kommer til at være en ode til kvinderne i hans liv: Tidligere kærester, hans mor, der gik bort for et par år siden og hans nuværende kæreste. Hvorfor? ”Fordi det er kvinderne, der har lært mig alt omkring sådan noget med følelser,” lyder det fra Ring, der fortsætter ”Jeg er ikke så god til romantik og blomster – så at skrive sange, er min måde at få tingene sagt.”
Det er en et stykke væk fra temaerne i Rings sidste album ‘Gadedreng’ der hovedsageligt drejede sig om livet som ungkarl og nogle af de udfordringer, der kan følge med det at være single. En status han sidenhen har fået rådet bod på da han nu har været sammen med sin kæreste, og moren til hans søn, lige så længe som han har været væk fra rampelyset. Den aktuelle single og det kommende album er blevet til i tæt samarbejde med musiker og producer Noah Rosanes og den engelske multiinstrumentmentalist Richard Lobb.
Det kommende album lander d. 26 april 2024 og i mellemtiden kan du give den nye single et lyt her!