Nordiske Hits // Uge 6

Foto: KRYD // Philip Temple (pressebillede)

Så er de nyeste nordiske hits klar, og Spotify-playlisten er opdateret med hele 25 nye sange. Lyt nu, og husk at følge playlisten, så du altid er opdateret med de nyeste hits på den nordiske scene

KRYD – “Ikke nogens mere” & “Slowmotion”

Er du klar på at være “en af dem der opdagede KRYD“, så skal du spidse ører nu! Det danske Spicy Girls/Taylor Swift-klingende band, bestående af musikerne; Anne Sofie, Signe, Maria og Viktoria, er nemlig nu aktuelle med deres første udgivelser, og du kan, som de selv siger, stadig nå at være med på rejsen helt fra start.

KRYD har rødder helt tilbage i 2018, hvor tre af gruppens medlemmer mødte hinanden på Oure Højskole. Og selvom det hele faktisk startede med drømme om individuelle musikkarrierer, kulminerede deres musikalske talenter alligevel i én stor synergi, da de valgte at slå pjalterne sammen. Senere kom fjerde medlem, Maria, til, og bandkonstellationen blev fuldendt på fineste vis. Tidligere har gruppen ageret support-act til koncerter med både Dayyani og Blæst, hvor de i den grad har bevist at “nøgen” og gåsehudsgivende musik stadig eksisterer i vores ellers meget digitaliserede verden. I fredags udkom kvartetens første dobbeltsingle; indledt af nummeret “Ikke nogens mere”, der handler om at vælge sig selv til og efterfulgt af nummeret “Slowmotion”, som portrætterer dén powerfulness, der opstår, når man omgås med gode og inspirerende mennesker. Gennem catchy pop-melodier inviterer KRYD os indenfor i en, på mange måder, overdimensionel verden af svævende harmonier, men formår samtidig at holde sig jordnære med hverdagsfortællende lyrik.

Selv fortæller bandet:

Vi har glædet os helt vildt til at invitere resten af Danmark med ind i vores musikalske univers, derfor vil vi gerne skyde ballet i gang med en dobbeltsingle, der viser, at vi både tør tale om følelser, men også tør at pakke janteloven væk, og fortælle om, hvor vild en følelse det er at være i en gruppe som KRYD: at vi føler os en million gange stærkere når vi er sammen.

Lyt til sangene her!

Thor Farlov (feat. Noah Carter) – “Alt Det”

Den danske artist, Thor Farlov, der lige siden barndommen har knuselsket musik, er netop aktuel med en ny single i samarbejde med rapperen Noah Carter. Og det er ikke et helt tilfældigt nummer, de er udkommet med – du har måske endda hørt dele af tracket før?! “Alt det” er nemlig en frisk og nyfortolket version af Mortitos nummer med selv samme titel, der i tidernes morgen blev produceret af duoen Pitchshifters. Den nye version er produceret op af Carl Barsk, og fuldendt af Noah Carters imponerende rap-vers.

Selv fortæller Thor:

– Gutterne i Pitchshifters havde skabt noget magisk dengang for snart 20 år siden. Så jeg tog kontakt, fortalte om idéen og så gik vi i gang. Tracket blev produceret op af Carl Barsk på en sommerhustur – det var fedt, men manglede ligesom en ekstra dimension. Den tilførte min ven – og mit bud på en af de allerbedste rappere vi har – Noah Carter, der var lige så hooked som mig på tracket og nærmest freestylede sit vers. Han lyder bare for vildt på dansk!

Lyt til sangen her!

Mille – “dagdrømmer”

Måske genkender du teksten; “forår, sommer, efterår og vinter – vi ved hvor året starter, det ender”?! Sådan lød det i hvert fald, da den dengang 11-årige Mille vandt børnenes MGP med stor overbevisning. Og selvom der er sket meget for den i dag 17-årige kvinde, kan ingen tage fra hende, at hun stadig er en enormt talentfuld sangerinde og formidler. Allerede som 15-årig flyttede Mille hjemmefra for at jagte drømmen om musik, og har nu skabt sit helt eget univers, hvor musikken er både finurlig og umiddelbar. Gennemgående for hendes værker er nemlig, at alt hun skriver, og synger om, er baseret på egne oplevelser og tanker – præcis ligesom en dagbog! Nu er Mille ude med sin første EP, hvor nummeret “dagdrømmer” agerer fokustrack. Sangens titel er desuden også overskriften på hele EP’en, som en kulmination på Milles dagdrømmende tilgang til livet, der er båret af en enorm passion for musik.

“Dagdrømmer” har, som prikken over i’et, fået æren af at være outronummer i Jonas Risvigs nye ungdomsserie “EVIGT”, og om det fortæller han:

– Da jeg hørte “Dagdrømmer” faldt brikkerne pludselig sammen til min nye serie EVIGT. Vores forfattere og jeg havde længe været på udkig efter et lydunivers, som kunne underbygge den relativt store fortælling om en masse meget forskellige unge. Milles sang fik det hele til at give mening, da den på fineste vis beskriver en fælles følelse som alle vores karakterer og seere bag skærmen kan relatere til. Den bygger bro mellem det drømmende filmiske univers og dèn virkelighed, som vi selv bevæger os i hver eneste dag.

Lyt til sangen her!

Også tilføjet til playlisten:

Amanda Fondell – “Cut Them Out”
Anne Linnet – “Monster”
Beinir – “Romeo”
Bette – “Bedre”
Clara Rose, USSEL – “Bag Tapet”
Clara Sofie (feat. Lærke Emilie x Gustav Boje) – “Omvej”
Cyd Williams – “Alle Forsvinder”
Dina Ögon – “Jag vill ha allt”
Freja Kirk – “Hvad skal man kalde én som mig?”
Gobs – “Livet Er Kort”
Hanna Ögonsten – “Medicine”
Haugust – “Exhale”
Helena Gao – “No hard feelings”
John Dahlbäck – “I Know A Place”
Jonah Blacksmith – “Up”
KÆNT – “Forfra”
Matoma, Ruben, Hver gang vi møtes – “Alone Together”
Mia Berg – “Winners”
Rigmor – “Vælter vi mørket”
Snavs – “Hold on”
Sol Strøm – “… Ocean”

Astrid Cornelius
astridcornelius@bandsoftomorrow.com