Musik i Lejet er klar med 6 nye tilføjelser på plakaten

Foto: Strandscenen // Nicolai Hegelund

Musik i Lejets seneste tilføjelser, til det i forvejen stjernespækkede lineup, inkluderer alt fra hiphop til RnB og både velkendte og nye navne.

Andreas Odbjerg
Med utallige hits i rygsækken, konsekvent flotte positioner på hitlisterne, og adskillige priser i sit bælte, er Andreas Odbjerg svær at komme udenom. Senest i rækken af ørehængere udkom han med singlen: “Benny” i januar og der er ingen tvivl om at der er dømt storslået fællessang og fest i sandet, når Andreas gæster lejet.

Strandz (UK)
Londonbaserede Strandz bringer vaskeægte hiphop til strandkanten. Efter længe at have lavet bølger på den Britiske rapscene, er Strandz klar til at pakke en kuffert med hiphop hits og krydse sundet, for at introducere sin selvproducerede, East Coast-inspirerede lyd til nye kyster.

Lord Siva
Brian Sivabalan, bedre kendt som Lord Siva, har siden starten af 10’erne været med til at sætte sit præg på dansk musik, og med radiohits som ‘solhverv’ og ‘stjernerne’ forstår man hvorfor. Heller ikke her kommer der til at være mangel på tekster at synge med på, når Lord Siva rammer Tisvildeleje til sommer.

Kundo
Kavalkaden af hiphop tilføjelser, som Musik i Lejet nu sætter på plakaten, stopper dog ikke her, for i år får festivalen selskab af unge og talentfulde Kundo fra Vejle. Han debuterede i starten af 2023 med singlen ’7100’, og har senest udgivet singlen ‘North Face’ som indeholder en gæsteoptræden fra selveste Lamin.

ILMA
Også ILMA er aktuel med en ny single: ‘Get to Know Me’, hvilken markerer første udspil, i kølvandet på sit 14 numre lange debutalbum, der udkom sidste år: ‘Everything I Love Is Killing Me’. ILMA indhyller følelserne i synthesizere, rullende 808-beats og en øm autotune, som skaber et exceptionelt medrivende resultat. Det har gjort ILMA til en af de mest interessante nye danske popmusikere lige nu, og passer perfekt til en skumrings svingom i skovbrynet.

Bette
Bettes musikunivers rummer eftertænksomhed og fordybelse pakket lækkert ind i dansksproget RnB. I 2019 udgav Bette ’Hører Dem Ikke’, som blev P3’s Uundgåelige og spillede desuden vellykkede shows på en imponerende lang række festivaler. I 2020 skulle Bette have stået på scenen til Musik i Lejet, havde det ikke været for et mindre pandemisk benspænd. Nu kan Bette dog langt om længe igen få chancen for at optræde på scenen og fremtræde på plakaten, denne gang med splinterny musik i baglommen, da også Bette netop nu er aktuel med sin nye single: ‘Bedre’.

Sommerens festival i Tisvildeleje løber af stablen d. 18., 19. og 20. juli.

Nicolai Hegelund
nicolai.hegelund@gmail.com