19 feb Metteson: “Du ser op på en stjerne efter håb”
Foto: Metteson // official video stills
Efter en fortid med troen på at skuespil var den rigtige karrierevej, er norske Sverre Breivik nu aktuel med debutalbummet, Look To A Star, under kunstnernavnet Metteson. Musikken viste sig nemlig at tilbyde lige dén kreative frihed, som Metteson længtes efter i arbejdet som skuespiller, og nu er han klar til at dele sin samling af 13 numre med resten af verden!
Sverre Breivik er født og opvokset i kystbyen Moss, lidt syd for Oslo i Norge. Først studerede han skuespil på Oslo National Academy of the Arts, men fandt undervejs ud af at musikkens kreative univers gav ham mere kunstnerisk frihed end skuespillets. Derfor stiftede han sit musikalske kunstprojekt, Metteson, hvis navn desuden er en hyldest til Sverres mor, Mette, fordi Metteson direkte oversat betyder “Mettes søn”. Hans musik beskrives som kalejdoskopisk pop spækket med synth-pop symfonier, der kommer til udtryk på scenen i form af elektrificerende koncertoplevelser i både ind- og udland.
Nu retter han blikket mod stjernerne på sit nye album der, sammen med en enestående musikvideo, danner ramme om temaer som blandt andet kærlighed og blændende betagelse.
Om albummet fortæller Metteson selv:
– Du ser op på en stjerne efter håb. Du ser op på en stjerne og føler dig ubetydelig. Du ser op på en stjerne for at huske dine kære og tidligere kærligheder. Du ser op på en stjerne, og du bliver blendet. Ud over at være en lidt fræk album- og sangtitel er ‘Look To A Star’ noget mere. Det er en sang om de mennesker, der falder igennem, og hvor smertefuldt det er at se potentialet eller drømmene hos en elsket visne bort. Sangen kan lyde som et opråb, mens musikken bygger sig op fra et mørkt synteselandskab til en ekstatisk klimaks, men teksterne fortæller den modsatte historie. ‘Og vi smiler og fortæller os selv, at du har det godt nu, i håb om, at vores smil vil erstatte dine falske’ – Jeg skrev dette for at vise, hvor svært det er at hjælpe, at se og anerkende din egen eller en andens mørke. Vi leder vores tårer væk, ser op på en stjerne og danser videre.
Albummet akkompagneres desuden af en konceptualiseret musikvideo, der er både stylet og instrueret af Metteson selv. Fokus er på den organiske og naturligt drevne dans, hvor levende koreografi dominerer. Medinstruktør Sondre Røe, redaktør Erik Treimann, kostumedesigner Friedrich Floen og koreograf og kæreste Ole Kristian Tangen er alle vigtige medspillere i produktionen af videoen, der på fineste vis inviterer seerne ind i Mettesons avantgarde univers.
Kan du ikke få nok af den norske musiker? Frygt ej – Metteson er netop aktuel med sin debut hovedturné i Europa og UK dette forår, og den er allerede i gang!
Lyt til albummet her!