Med ‘alles følelser uden på tøjet’ har APHACA skabt “Hjertet På Gaden”

Foto: APHACA // Emil Næsby Hansen (pressebillede)

Bandet APHACA har skabt en intens men enkel single, med “Hjertet På Gaden”. Sangen viser bandet i sit allermest sårbare og følsomme sted, og ikke mindst et sted hvor de har kæmpet sammen, for at skabe den intensitet de ønsker at vise frem for deres publikum

“Hjertet På Gaden” er et nøgent track, hvor APHACA‘s forsangers stemme starter ud med at fylde billedet. Kun akkompagneret af en guitar, glider hvert et ord ud mod lytteren, indtil omkvædet bryder frem, med ordene: “Kaster hjertet ud midt på gaden / en følelse kan råbe højere end alt / Vi da ligeglade / For vi skal folde os ud når vi har brug for hinanden”. ‘Hinanden’ bliver gentaget og lagt i lag, for at skabe et ekko af omkvædets sidste ord, som for at sætte streg under det. For at vise at ‘hinanden’ er det der er vigtigt.

Forsanger Rumle Kærså fortæller om processen:

– “Sangen er skabt flere forskellige steder, men blev endeligt forløst, på en tur til det ikoniske Gula Studion i Malmö. Det var intenst, og ’Hjertet På Gaden’ kom ud som en af de sidste sange – udmattede, midt om natten, one take uden klik, men indspillet ni gange i træk, til vi havde den og med alles følelser uden på tøjet.” 

– ”Der er en kompromisløshed i sangen, som stod endnu mere nøgent og tydeligt frem, da vi delte den med publikum,” fortæller Rumle og fortsætter: ”Hayao Miyazaki’s magiske filmunivers er en stor inspiration for os og hans karakter, Prinsesse Mononoke, som vi synger om, repræsenterer på mange måder den ild vi, som band og venner, har mellem os – en ild der forstærkes, når andre mennesker spejler sig i den samme følelse.”

Bandet APHACA består af de fire venner, Rumle, Bertram, Bertil og Noah, der mødte hinanden på gymnasiet på Nørrebro i København, og skabte bandet der allerede har haft singler som “Til Solen Er Sort” og triple-singlen “Flora Flora”, og ikke mindst albummet “ET AAR UDEN DIG”.

Ønsker du at opleve bandet live, kan du se dem på dette års SPOT Festival, og på Loppen på Christiania, hvor de spiller den 2. maj 2024.

Lyt til nummeret her!

Tags:
Sarah Holmbo
sarahholmbo@bandsoftomorrow.com