28 feb Magtdynamikker og højintens nostalgi smelter sammen i MAYA’s debut single!
Foto MAYA // Alexander Samsø (pressebillede):
MAYA åbner døren til deres krøllede univers med debut singlen “Don’t regret it plz”, der udforsker tabubelagte sider af kærlighed. Singlen er et indblik i bandets univers, hvor dagbogsskriverier, kærlighed og usikkerhed får frit spil.
MAYA er et ungt københavnsk popband bestående af barndomsvennerne Albert Callesen, Karl Storm og Tobias Bjerg. Med en lyd, der kombinerer nostalgiske toner med en frisk retning, har MAYA formået at skabe lidt af en ørehænger med denne single, der fænger fra første tone. “Don’t regret it plz” er en smuk og skrøbelig single, der udforsker temaet ‘knækket kærlighed’. Sangens tekst kredser om det smertefulde øjeblik, hvor man indser, at en kærlighed har taget det bedste af begge parter. Forsanger Albert Callesen beskriver sangen som en fortælling om den uudholdelige limbo, der opstår, når man beslutter at afslutte et forhold og står overfor tvivlen om den rigtige beslutning.
Musikalsk set formidler singlen magtdynamik og nostalgi gennem tætte og tørre guitar temaer, der leger med dominans og skiftevis underlægger sig hinanden. Resultatet er en intim følsomhed, der fører lytteren igennem en refleksiv rejse. Bandet har store drømme, og med “Don’t regret it plz” inviterer de lytterne ind i et univers, der er rodet, larmende, sårbart og spækket med kærlighed i alle facetter!
Lyt til singlen her!