Koncertanbefalinger // Uge 7

Foto: Kedde // Camilla Trine (pressebillede)

Om du har vinterferie eller ej, her er ugens bud på de koncerter, du bør tage ind og se! Ugens udvalg byder på alt fra pop, Hip hop til RnB og alt fra upcoming danske navne til garvede musiklegender.


KEDDE
Vi har før dækket stjerneskuddet KEDDE og på fredag den 16. februar kan vi alle sammen få glæden af at opleve ham på Ideal Bar.
Også kendt som Christian Lorensen er KEDDE Opvokset i Sønderborg og har siden han var lille spillet musik. I august kunne han modtage tak Rocks Talentpris ved Live Camp og har siden sin debut derudover været på Danmarksturné med både Mekdes og Pil og høstet flotte anmeldelser for sine optrædener på både Uhørt og Spot. Den talentfulde sønderjyde udgav sin anden single: “Sådan Må Det Være” sidste måned, som med poppede toner skildrer et familieforhold der ikke fungerer, og vi glæder os meget til at høre mere til ham.

Hvor: Ideal Bar
Hvornår: 16. Februar ’24


HUMMERDRENG
Første februar fik vi fornøjelsen af Martin Nielsen, også kendt som HUMMERDRENGs, første album: “Alt Godt Fra Havet”, og nu kan vi se frem til albummets release koncert som vil finde sted på RUST på fredag den 16. februar. Hvis man forventer Otto Brandenburg i Bennys Badekar, så er man gået galt i byen, for den her hummerdreng brillerer med hårdtslående hip hop og kaotiske samples og deler ikke meget andet end navn med førnævnte. Det bliver formentlig både fuldstændig smadret og lidt blødt når Hummerdrengen fra Aalborg indtager scenen.

Hvor: RUST
Hvornår: 16. Februar ’24


Devin the Dude
Hip hop legenden Devin the Dude gæster onsdag den 14., aka. langt om længe, Pumpehuset. Koncerten, der skulle have fundet sted i oktober, får nu endelig lov at løbe af stablen og det er vi mange der sætter pris på. For Devin er af den helt gamle skole, og kunne sidste år fejre at der nu var gået et kvart århundrede siden hans første plade landede. Han er dog stadig aktiv da han i fredags udgav den nye single: “Keep Twistin”. Han har i årenes løb samarbejdet med alt fra Dr. Dre, Gucci Mane, Snoop Dogg til Jay-Z m.fl.. Houston rapperen tilhører den skole af hip hoppere der rapper mere om at ryge, end om store biler, og det afspejler sig i hans afslappede flow og melodiske samples, som vi glæder os meget til at opleve live.

Hvor: Pumpehuset
Hvornår: 14. februar ’24

Majid Jordan
Majid Al-Maskati og producer Jordan Ullman, bedre kendt som Majid Jordan, er klar til at levere RnB i verdensklasse når de torsdag den 15. februar gæster Store Vega. De udgav i november albummet “Good People/ Afterhours” en ode til deres, på det tidspunkt, 10 år gamle debut ep som de udgav på Soundcloud under aliaset “Good People”.
De har siden hen samarbejdet med Drake på blandt andet “Hold On We’re Going Home”. Deres lyd er i konstant udvikling og de har for sin vis skabt en subgenre af af RnB der er helt deres egen.

Hvor: Store Vega
Hvornår: 15. Februar ’24

Nicolai Hegelund
nicolai.hegelund@gmail.com