23 feb IDLES’ fem albums rangeret fra værst til bedst

Foto: IDLES // Daniel Topete (pressebillede)

I anledningen af postpunkprofeternes nyeste udgivelse TANGK dykker redaktionen ned i bandets bagkatalog, og rangerer deres albums fra værst til bedst

#5 – Ultra Mono (2020)

Før vi overhovedet begynder at vurdere og argumentere, hvilke værker der er bedre end andre, er det vigtigt at påpege at hele IDLES kataloget befinder sig stabilt i den kvalitativt høje ende af det musikalske felt. Derfor er disse bundplaceringer ikke et udtryk for et dårligt album, men viser tvært imod et ekstremt højt bundniveau.

Med denne advarsel på plads, finder vi på bunden af listen gruppens tredje album Ultra Mono fra herrens år 2020, der på mange måder reflekterer de turbulente tider, vi dengang gennemgik. I denne forstand fungerede IDLES’ epileptiske punk-kaos-eufori glimrende som et talerør for den globale forvirring, frustration og angst, vi kollektivt oplevede i kølvandet på pandemien. Tidens ånd bløder yderligere gennem værket ved sange som “Mr. Motivator” og “Kill Them With Kindness”, der hhv. hylder fællesskabets sammenhængskraft og opfordrer til ændring af verden ved kærlighed frem for vold.

Selvom bandet altid har båret dette humanistiske “peace and love” sentiment med deres ellers aggressive musikalske håndværk, fremstår temaerne på Ultra Mono mere konkrete, og en tand mere uelegant end før; sikkert fordi rockerne også selv skulle have afløb for deres corona følelser. I eftertiden virker genbesøget derfor en anelse overankret i datidens problematikker, hvor fællesskabsbudskabet ender med smage lidt for meget af samfundssind (ad).

I det soniske departement differentierer Ultra Mono sig fra foregående udspil ved at sammenblande gruppens gængse tåfræsende elementer med mere atmosfæriske, underbyggende roller, såsom synthesizermotivet i sangen “Grounds” og saxofoner (?) i “Reigns”. Særligt i førstnævnte track, får dette komponent plads til at legemliggøre en underliggende angst, der egentlig er gældende for hele albummet. Desværre bliver disse roller fejet væk i resten af sangene og ender med at fungere som vellydende afstikkere frem for ligeværdige komponenter.

Sidste ting der tynger albummet, er den dynamiske dramaturgi i anden halvdel af pladen. Her forekommer tre sange i træk (“Reigns”, “The Lover” og” A Hymn”), som alle ligger i den tunge/langsomme ende af IDLES tracks. Hver for sig er der absolut intet galt med dem; dog ender rockerne desværre med at slippe pusten fuldstændig i lige den periode, hvor lytteren er allermest tilbøjelig til at lade sig distrahere. Bedre bliver det ikke, når de med afslutningsnummeret “Danke” forsøger at kompensere for energitabet, med fart over feltet og en solid omgang råbevokal; isoleret lyder det igen ikke dårligt, det fremstår dog underligt i konteksten.

Når man begår disse fejl, altså, den påfaldende overordnede dynamiske struktur, uformåenheden til at forpligte sig ordenligt til en lyd, samt et generelt “on the nose” budskab givet tidsperioden, får man det dårligste IDLES album de nogensinde har præsteret. Men igen, stadig ikke en dårlig plade!

Læs vores originale anmeldelse af Ultra Mono lige her!

#4 – TANGK (2023)

Yes – desværre lander gruppens længeventede album TANGK i den nedre del af vores rangering. Langsomt har IDLES album efter album forsøgt sig med andre musikalske stile, end dem de i starten af karrieren byggede deres bundsolide fundament på. Og med det femte album i udgivelsesrækken, må man udnævne TANGK som den største udstikker i hele udgivelsesrækken. Deres sædvanlige højtgearet tempo er udskiftet med et mere reflekterende, og til tider, pacificerende energi – en stemning der bestemt blev brugt tidligere, men her er i centrum som aldrig før.

I mange aspekter vinder pladen på dette soniske skift: resultatet er en mere eksperimenterende produktion, som bliver forløst til UG af fast Radiohead producer Nigel Godrich, med smukke lydlandskaber, der perfekt balancerer deres rå punkæstetik. Dog er det svært ikke at ærgre sig en smule over den tabte nerve ved både lydsiden og det lyriske, en tendens der også må have noget at gøre med medlemmernes fremskridende alder. Man for lidt fornemmelsen af en gammel, kloklippet hankat: charmen og det drilske smil er som altid intakt, men der er ikke meget bid tilbage. Man kan ikke underkende det kunstneriske, musikalske og sangskrivende talent gruppen igen udviser, men det er ikke helt den ideelle IDLES oplevelse.

Læs hele anmeldelse af pladen lige her!

#3 – Crawler (2021)

Selvom Crawler udkom kronologisk mellem de ovenstående, vurderer vi, at dette album overgår dem begge. Som en form for overgangs-stepstone mellem de to lyde, formår IDLES at inkorporere de underkendte produktionselementer, som pyntede Ultra Mono og som, for better or for worse, tog overhånd ved TANGK. På denne måde fungerer det fjerde albums som et form for sweetspot mellem de to verdener, hvor atmosfæriske produktionselementer tilpas underbygger den fokusberettigerede farlige punk-energi, man ikke må mangle ved en IDLES udgivelse.

Foreningen fungerer bedst i sange som “When the Lights Come On” og “Car Crash”, der giver os noget af gruppens mest dystre og dragende. I stedet for deres tidligere mere eksplosive stof, læner de hen ad de hjemsøgende, stemningsopbyggende kvaliteter. Også forsanger Joe Talbots stemme arbejder fantastisk sammen med den brummende produktion, i hvad veksler mellem nærværende fortæller, gal prædiken og reel skønsang.

Man kan diskutere, hvorvidt det lyriske indhold er lige så potent som deres tidligere materiale, men den lydlige halvdel af værket er mere end nok til at hæve det overordnede billede.

Læs vores anmeldelse af Crawler lige her!

#2 – Joy as an Act of Resistance. (2018)

På anden pladsen finder vi det album, der må regnes for at være et skelsættende øjeblik i moderne mainstream punkrock. I 2018 udgav IDLES nemlig Joy as an Act of Resistance.; en ægte punkrock nyklassiker, der for alvor skød gruppen mod deres nuværende stjernestatus, og i høj grad kom til at bane vejen for deres samlede udtryk. På denne plade præsenteres vi nemlig for første gang for en formfuldendt version af den altid gode kombination af af hedonisk forløsning og politisk trodsighed. pakket ind i en løsrivelse fra det traditionelle maskulinitets ideal. Selv åbningstracket “Colossus” begynder med pulsen oppe, der som et accelererende damptromle formår, at opsluge alt den kommer i kontakt med, mens opfølgeren “Never Fight A Man With A Perm” fortsætter den musikalske cardiotræning med en nervepirrende karikatur af macho-man kulturen. Gennem værket mestrer Talbot og co. den dynamiske balancegang, der er absolut essentiel i denne form for eksplosive musik. De ved lige præcis hvornår, der skal veksles mellem et ondskabsfuldt, opbyggende lydudtryk og intenst jernen-derudaf. Resultatet kan slet ikke ignoreres; når hammeren falder, så rammer den fandme!

LP’en fortsætter sin grove opsang med den arrige “I’m Scum”, der fungerer som et identitetspolitisk anthem til alle “uduelige” (bemærk de sarkastiske citationstegn), venstreorienterede snowflakes, som videreføres i den nationalismekritiske kærlighedserklæring til forsangeren af Heavy Lungs “Danny Nedelko”. Her beviser gruppen, at de ikke bare er et band med kant og gennemslagskraft, men også har et godt øre for catchy rockbangers og sangbare vokalmelodier. Og ved pladens sang track “June”, udvider gruppen endnu en gang deres spændevidde med en hjemsøgende ballade, der behandler Joe Talbots forfærdelige oplevelse med den livløse fødsel af hans første barn. Et ømt og emotionelt højdepunkt, der er det perfekte modsvar til kritikernes bemærkelser om punk som uvarieret skrålemusik.

Alt dette er grunden til, at Joy as an Act of Resistance bevarer sin højtstillede status som moderne inkarnation af årtiers mainstream rock-punk; elektrisk, brutal og rå, men også iørefaldende, legende, og ikke mindste, fotogen. Hvis man skal udvælge et magnum opus blandt IDLES’ diskografi, så ville de fleste fans nok ikke se skævt til dem, der entusiastisk udnævnte dette album. Men…

#1 – Brutalism (2017)

Magnum opus eller ej! Efter vores mening sparker debutpladen Brutalism fra 2017 så meget røv, at den lige sniger sig forbi Joy as an Act of Resistance og indtager en sikker førstepladsen. Det kan argumenteres for, at 2018-udgivelsen både er mere varieret, balanceret og, på papiret, “bedre”. Men i følge os er IDLES allerbedst, når den eksplosive forløsning bliver til oprivende galskab gennem opildnende spontanitet. Selvom de to albums langt hen ad vejen gør brug af samme soniske bestanddele, så formår debutpladen simpelthen at påføre en kontekst, hvor instrumenternes tyngde og Joes rå vokal, fuldt ud kommer til sin ret.

Brutalism er også et perfekt eksempel på, hvor effektivt punkmusikken kan appellere til hele følelsesspektrummet på samme tid. På trods af et forholdsvist konsekvent brug af larmende guitarer, in-your-face trommegrooves og brølende basslines, formår IDLES at udbygge en divers emotionel palet baseret på punktraditionens vanlige systemkritiske udgangspunkt, bestående af udfarende aggression, satirisk humor, samt øjeblikke af overvældende følelsesladen potens. Disse kvaliteter opleves blandt andet i tracket “Mother”, der ud fra indledende tekstlinjer, kan tydes som en hyldest til Joe’s mor, som han mistede under albummets produktion: “My mother worked 15 hours 5 days a week / My mother worked 16 hours 6 days a week” osv. Herefter udvikler budskabet sig til en opsang af samfundets konservative magter, der har skabt et samfund, som blandt andet er betinget af mødre, der slider sig selv i ihjel. Dette udgangspunkt understreges i omkvædets aggressive chant, hvor “Mother Fucker” vittigt irettesætter dem, der udsætter vores mødre for en uværdig eksistens.

Kan man argumenterer for, at mange sangene er sonisk ensformige? Måske. Lyder store dele af pladen som en rodebutik. Bestemt! Men frem for at være forhindrende i vores nydelse af albummet, ender disse svagheder med at forbedre den sprængfarlige, desorienterende hvirvelvinds-oplevelse Brutalsim er. Og som upoleret mesterværk indkapsler albumdebuten essensen af gruppens tidlige energiberusende musik.

Er du enig? Lyt selv til albummene og del din holdning med os!