En duo i vækst: Popdreng er ude med ny single!

Foto: Popdreng // Vaiva (Moshmallows) 

Duoen, Popdreng, er netop aktuel med deres anden popbasker, “skør”, fra deres kommende debut-EP!

De to danske musikere, 23 årige Bertram Jessen Nystrøm (forsanger) og jævnaldrende Sebastian Sloth (producer), har endnu engang udgivet ny musik under kunstnernavnet Popdreng. Deres visuelle udtryk er stærkt inspireret af K-pop-universets sprudlende tilgang til farver og mønstre, hvilket også kommer til udtryk gennem drengenes poppede lyd.

“Skør” handler om det turbulente parforhold, hvor balancen mellem kærlighed og kaos kan være svær at navigere i. For hvordan håndterer man, når ens følelser overtager kroppen, og efterlader sindet i konstante svingninger? Og er det så bedst at gå hvert til sit? Alt dette afsøger Bertram, når han synger om dybe og ærlige tematikker inspireret af personlige erfaringer, som akkompagneres af Sebastians finurlige produktion med både funkguitar- og bas.

Om singlen fortæller Bertram:

Da jeg skrev ’Skør’, prøvede jeg at indkapslede, hvordan det føles at være i et parforhold, der ikke er sundt for nogle af parterne involveret. Det er dog ikke min egen historie. Jeg skrev den tilbage i en tid, hvor jeg havde nogle venner omkring mig, der var i usunde forhold. ’Skør’handler om to mennesker i et parforhold, hvor alle følelser – både de gode og de dårlige – buldrer afsted. Det ene sekund forelsker man sig i hinanden på ny, og det næste sekund flår man hovederne af hinanden. Jeg har prøvet både at fange op- og nedturene, men har især prøvet at fange det drastiske og pludselige skift herimellem. “Pige du gør mig skør” og direkte til “jeg falder for dine smilende øjne”.

Lyt til singlen her!

Astrid Cornelius
astridcornelius@bandsoftomorrow.com