Clara Rose og USSEL går sammen om at skabe nyt dansk hit!

Foto: Clara Rose, USSEL // Gerda Falk (cover art)

Med dybe poppede toner, og teksten om en kamp for at nå ind til et andet menneske, der er så vandt til at være alene, viser Clara Rose og USSEL deres store talent for at skabe relaterbare tekster, med ord der sætter sig fast helt inde i hjertet

Clara Rose og USSEL har slået sig sammen om at skabe singlen “Bag Tapet”. Med omkvædet: “Du siger det’ svært at snakke om følelser / Om følelser for mig / Du siger det’ svært at være besat af en / der kysser dine fejl / Du siger det’ svært at komme forbi / Men det’ ik’ svært at være alene”, udstråler sangen den rå ærlighed makkerparret har ønsket at udtrykke, sammen med et håb om at komme tættere på et andet menneske. Et menneske, der har svært ved at lukke andre ind, og samtidig ikke føler behovet for det, når de klarer sig så fint alene. “Før floden / den blev tom / Der fyldte du den så fint”, er et klart statement om, at det at være alene, hverken er ensomt eller mangelfuldt. Så sangen er på en gang et udtryk for beundring for et andet menneskes evne til at klare sig selv, og samtidig en bøn om at få lov til at være den der får lov til at hjælpe – at være den, der bliver lukket indenfor, for at give kærlighed og tryghed til et andet menneske.

Sangen handler om at vise sårbarhed og føle sig magtesløs, men i sidste ende forsøge at omfavne sig selv. De to kunstnere siger selv om singlen: “For os handler sangen om to personer, der oprigtigt ønsker at støtte hinanden, samtidig med at de frygter at overskride hinandens grænser. Jeg (Clara) har noget lignende meget tæt på mit hjerte, så sangen har fået en stor betydning hos mig. Det, jeg virkelig finder vidunderligt ved ‘Bag Tapet’, er, at den ikke placerer skyld hos nogen. I sidste ende formidler den ideen om, at begge parter bare ønsker det bedste for hinanden. At tænke på ens struggle som en fælles kamp, i stedet for en konflikt mod hinanden, får det hele til at føles lidt mindre ensomt.”

Clara Rose er foruden sin solokarriere, den ene halvdel af den danske duo UNG-SKAB. Duoen udgav deres debut-EP i 2021, og udkommer snart med den næste, i april 2024.
Pop/rock-vinder af Karrierekanonen i 2022, USSEL, udgav i efteråret debutalbummet ENGLE OG BLAA MÆRKER, og kunne i sommers opleves på både på Roskilde Festival, Smukfest og Syd for Solen.

De to musikere har udover samarbejdet om “Bag Tapet”, også skabt singlerne “Lille Røde Hjerte”, “OPAD”, og ikke mindst sangen “Mig og Mig”, som bliver titelmelodien til Youtuber Jonas Risvigs kommende serie EVIGT.

Lyt til “Bag Tapet” her!

Tags:
Sarah Holmbo
sarahholmbo@bandsoftomorrow.com