10 feb ANMELDELSE: X Ambassadors viste hvad det vil sige at være til stede
Venue: Pumpehuset
Dato: Fredag d. 9. februar
Dans, hop, rock og gode vibes blev leveret på en aften med gensidig glæde mellem publikum og bandet
5/6 Stjerner
X Ambassadors er et amerikansk pop-rockband fra staten New York, som opstod i 2009, og består af vokalen Sam Harris, hans bror, keyboardist Casey Harris og trommeslager Adam Levin. De er især kendt for hitsene “Renegades”, “Jungle” og “Unsteady”. Af deres nyere sange kan nævnes “Happy People” som er lavet i samarbejde med Jac Ross, og Teddy Swims vi også er så heldige at se i Danmark i KB Hallen den 1. maj. Og så har mange måske hørt sangen “Deep End”, hvis man har været inde og se anden film i Aquaman-serien, som soundtracket er skrevet til. Flere af bandets kendte singler er nemlig soundtracks til film, bl.a. også “Great Unknown” som er soundtrack til filmen The Call og the Wild, og så selvfølgelig kæmpehittet “Unsteady”, som er brugt til den romantiske komedie Me Before You. Den 9. februar 2024 gav pop-rockbandet koncert i pumpehuset, hvor bandets medlemmer, minus Casey Harris, viste sig at være fuldt ud til stede.
Opvarmning
Aftenens overraskelse, som denne anmelder i hvert fald ikke havde læst nogle steder, var opvarmningen, der blev leveret af ingen mindre end Morgan St. Jean. En kvinde der ikke er bange for at være ærlig ,og også tage kontroversielle temaer op, som bl.a. mænds privilegier og voldtægt. Hun leverer en klang der runger smukt igennem salen, på trods af et snakkende publikum, som ventede på aftenens hovednavn. Det var dog ikke kun X Ambassadors der var købt billet til denne aften, kunne man se på den gruppe af mennesker der forlod stedet, efter at hun havde spillet. Men den vigtige rolle Morgan St. Jean havde med at opvarme, tog hun skam også seriøst, da hun valgte at synge Britney Spears’ “Toxic”, der fik hele stedet til at synge med. Her må man sige at X Ambassadors valgte rigtigt, da de tog hende med på tour.
Da den dygtige Morgan St. Jean havde haft scenen i en halv time, takkede hun af med bl.a. hittet “Not all Men”, inden lyset igen blev tændt, og vi i spænding kunne vente på hovednavnet, X Ambassadors.
Hovednavnet X Ambassadors
Kl. 22 fyrer bandet op for musikken, lader instrumenterne vise hvad de kan, og indleder med hittet “Renegades”. “And I say hey / hey hey hey / Living like we’re renegades” er en sætning samtlige tilskuere i salen kunne synge med på, og som skabte den stemning der skulle til for for alvor at sætte festen i gang. Med “Boom” lige efter, var det klart at høre hvor glade bandet er for gen-gående lyde, da først “Hey hey hey” og så “My feet go boom boom boom / Boom boom boom / boom boom boom” synges. Men selvom sangene kan lyde en smule ensformige, især når man skriver teksten ned, var det det der skulle til for at sætte gang i publikum. Nemme ord, er lig med nemt at synge med på.
Udover musikken, som spillede præcist og klart ud af højtalerne, var det vigtigste i aftenens koncert, den stemning der blev skabt. Forsanger Sam Harris forstod at give den gas på scenen. Hans dansede rundt, hoppede og sprang, og var i hele taget i det humør ethvert publikum drømmer om. Nemlig at se sine idoler være lige så meget på, og lige så glade for at være til stede i koncertsalen, som publikum er for at være der. Han sørgede for at publikum klappede med, fik dele af sange at synge selv, og skabte en nær kontakt til sit publikum. Både ved at tale ud til os, og fortælle om deres sanges betydninger, men også ved at holde kontakt med både blik og krop. Kroppen som han gik ud til scenekanten med, og blikket som han holdt fast ved de mange mennesker som havde glædet sig til at se dem. Det var en sand fornøjelse at se et band som elskede at spille deres musik, for det publikum som tydeligvis elskede dem. De så ikke meget på hinanden, lydmænd, eller trak sig tilbage ind i deres egen boble. De VAR der.
En enkelt gang var der problemer med udstyret, men det fik publikum ikke at mærke. Havde Sam Harris ikke selv sagt det straks det skete, ville ingen havde været opmærksomme på det, før nogle minutter senere. Men de tabte hverken stemningen eller beatet af den grund. I stedet foreslår Harris straks at tage sin akustiske guitar, og spille et nummer selv. Før publikum egentlig havde nået at forstå at den var gal med udstyret. Med sange og musik der som regel går hånd i handske, og som denne anmelder i hvert fald var i tvivl om kunne klare sig uden hinanden, tog Sam Harris udfordringen op, og sang et enkelt vers og omkvæd med kun ham selv, og sin akustiske guitar på scenen. Og han klarede den. Instrumenterne og musikken er en kæmpe del af X Ambassadors stil, og utroligt vigtige for hinanden. Men et enkelt akustisk nummer, gjorde intet dårligt for hverken stemningen eller sangen.
X Ambassadors spillede både helt nye sange, ældre sange, og store hits, da de indtog scenen i Pumpehuset. Det eneste minus var desværre da forsangeren skulle vise sine evner med en saxofon frem. Et instrument der oftest lyder super fedt, fik desværre ikke taletid denne aften, da både trommer og elguitar overdøvede, i den korte tid forsangeren spillede på sit instrument.
Mellem sangene fortalte Sam Harris om deres betydning, og ikke mindst om et koncept de har kørt på det seneste, med at skabe hits i samarbejde med dem de havde lyst til. På tværs af genrer og musikstile, har de hevet fat i dygtige musikere og sangere, og bl.a. fået skabt en sang der temamæssigt nærmer sig country. De ønsker at udforske musikken, og skabe nyt indenfor andre genrer rammer, og har derfor skabt nye singler som “Friend For Life” med Medium Build, og “Alcohol” med Breland.
X Ambassadors fortalte selv, at deres tour er i forbindelse med deres kommende 4. studiealbum Townie, hvor bl.a. hittet “No Strings” ligger som allerførste single, som udkommer den 5. april 2024.