10 feb ANMELDELSE: Girls in Airports – Den musikalske destination for eksperimenterende jazz
Foto: Girls in Airports // Kat Jarby (Pressebillede)
Bremen, det atmosfæriske spillested dybt inde i hjertet af byen, med de blå velourstole og en unik mulighed for intime musikoplevelser, kom i dén grad til sin ret fredag aften, da den københavnske kvintet Girls in Airports lagde vejen forbi et koldt og ruskende Vesterbro. En aften, der dog, inden døre, skulle vise sig at blive destination for både varme, autencitet og nærvær.
5/6 Stjerner
Jeg er ikke udbredt jazzconnaisseur– og samtidig har jeg haft svært ved at putte Girls in Airports direkte ned i en jazzkasse. Jeg har oplevet dem live én gang før på Hotel Cecil, og der gik det op for mig, at deres lyd og genre er helt særlig og udefinerbar. Netop af den årsag var det også med en smule ærefrygt, at jeg satte mig til rette på tolvte række i det velrenommerede Bremen teater fredag aften.
Hurtigt skulle denne ærefrygt dog vise sig at blive sat til vægs – for det er netop dét, Girls in Airports kan; at tryllebinde sit publikum. Fra første trommeslag i Oktober Komposition, som bandet efterfølgende fortalte, at de ellers aldrig plejer at skyde koncerten i gang med, følte jeg mig omsluttet af en tryghed og en varme, som kun få formår. Deres omfavnende lyd af jungletrommer og saxofon og med en scene klædt i et spinkelt røgslør, blev min spænding og mine spørgsmålstegn til genren erstattet af en fuldkommen ro og lyst at give mig hen til musikken. Jeg følte mig pludselig henledt til lune sensommeraftener, som de første numre skred frem, og scenelyset skiftede farver fra blå til varm orange.
Èn af de observationer jeg gjorde mig denne aften, var bandets fantasifulde og legende brug af forskellige genrer. Fra den lidt følsomme og medrivende “Kaikoura”, som også fik stor applaus fra publikum, til den lidt mere melodramatiske “Bes” og den drømmende “The Grass by the Roses”. Girls in Airports måde at tappe ind og ud af forskellige stemninger, takter og beats, var en kæmpe oplevelse i sig selv og trods forskelligheden i genreuniverserne, smeltede hver et nummer sammen og fungerede som en symbiose. At se et band være så nøjagtige og synkrone på trommer, samt deres måde at fornemme hinanden på scenen, var så elegant og ubesværet, at det skabte en mindeværdig oplevelse. Det er mig en gåde, at fire så ydmyg og musikalske genier ikke er et kæmpestort livenavn herhjemme. Deres fusion af forskellige genrer skaber en spændende og nytænkende lyd som i den grad fangede mit- såvel som publikums fulde opmærksomhed på Bremen.
Da koncerten nåede til vejs ende, fik vi lov til at høre deres nyeste single “Teis”. Rolig men groovy på én og samme tid, og det føltes som den helt perfekte afskedssalut. En rejse tilbage fra drømmenes land.
Girls in Airports’ eklektiske fredagskoncert var, i min optik, et uimodståeligt sansebombardement der fik publikum til at rejse med dybt ind i deres eksperimenterende og enestående jazzunivers. Med deres tekniske formåen og musikalske nytænkning beviste bandet, at de fortjener en plads i toppen af den danske jazzscene. De er uden tvivl et band, man bør holde øje med såvel nu – som i fremtiden.
Skrevet af Mathilde L. Dahlin