13 feb ANMELDELSE: Avantgardemetal som smadrer dit følelsesliv

Foto: Agabas // Anna Sofie Christiansen
Venue: Spillestedet Stengade
Dato: Lørdag den 10. februar

Spillestedet Stengade var lørdag aften åsted for både ængstelig uro og vild eufori. De dystre århusianere i Oxx spillede godt, men ikke på nær så godt som norske Agabas, der viste, at også glæden kan være en bærende bjælke i death metal

Sammenlignet med Nørrebrogades andre sidegader ligger Stengade påfaldende øde, da jeg en lørdag aften i februar cykler tøvende ned ad den rolige gade, langsomt for ikke at misse Spillestedet Stengade, som jeg hverken har besøgt eller kender særlig godt fra før; men selv om jeg ikke aner, hvad jeg ser efter, ved jeg, idet en hvid murblok af en funkisbygning trænger sig frem fra rækkerne af sjælløse facader, som gaden elles byder på, at jeg er kommet frem – at det, der sker der inde, uanset hvad det er, ikke kan være noget at gå glip af. Kun en håndfuld mennesker venter udenfor, selv om dørene åbner hvert øjeblik: Det er to smalle bands, der spiller; bands, der blander genrer sammen; der begge, på hver sin unikke måde forsøger at udvide publikums erfaringsrammer. Så meget ved jeg. Men, måske i lighed med de tre fire andre som venter ved døren, ved jeg ikke, hvordan det føles at få sine rammer sprængt på denne måde. Endnu.

Man ledes op ad trapper på trapper både udenfor og indenfor bygningen. Så kommer man til en bar. Det ligner ikke akkurat en koncertsal: Salonmøbler over alt. Alt er så hyggeligt. Noget der ligner en scene i enden af rummet, forvirrer mig; der spilles jazz fra et anlæg, men over det hele sidder der sortklædte, skæggede mænd; tatoverede ansigter skuler fra hjørnerne, kærligt.

Oxx
3/6 Stjerner

Koncerten finder sted i en kælder. Sådan føles det, selv om den spilles på stueetagen som, i kraft af den voldsomme trappe foran indgangen, ligger højere end stueetager normalt gør. Musikken er tung. Det er Oxx. Oxx er aarhusiansk for en motor af terroriserende lyde, der smadrer dit hoved, og midt i det hele står frontmandens skaldede isse limet til mikrofonen, og suger dig ind i et landskab, hvor der ikke findes andre faste holdepunkter end angsten. Trommerne tordner, og sammen med bassen er de som et tog, man er bange for, skal køre udfor en klippe. Det er musikalsk formidabelt. Jeg fryser. Det må være meningen. Imellem numrene sker ingenting. Der er en slags kølig distance over det hele; til trods for den vilde guitar, pludselig dyb, rytmisk, pludselig skinger og mareridtsskarp, er publikum ikke helt med. Det er som om, de venter på noget, noget andet, men det kommer ikke. Nogen råber, at de intet kan forstå. Der er en ubehagelig følelse af, hvad sker der nu, som desværre er større end angsten, musikken fremkalder. Det er synd. De er ellers så samspilte; alt hvad de laver, når sangene spilles, er godt. Musikken konfronterer én, men bandets nærvær, eller mangel på det, gør det ikke.

Agabas
6/6 Stjerner

Så forholder det sig fuldkomment anderledes med de vilde nordmænd i Agabas. Allerede før de begynder at spille, er dét tydeligt; de entrer scenen via publikum, som om seks drenge i publikum tilfældigvis havde fundet sammen on the spot og besluttet sig for at spille. Men man kan høre med det samme, at det ikke er tilfældet. Musikken skærer gennem salen, løfter os op, ryster os i live fra den første tone. Salen vågner. Dem der før stod stille bag ved baren, kommer frem og tager sit tøj af; alle tilstedeværende er, i kraft af musikken – en underlig blanding af stenhård metal og swingende jazz – blevet én stor organisme, som Agabas styrer fra scenen som en euforiserende dukkemester.

Hvis det var angst, det der før dominerede salen, er det nu en glæde, der spreder sig udover publikum; det er bandet, der presser den over os – bandet, med sine seks medlemmer, klædt op i blomstrede skjorter, udstyret med matchende turkise guitarer, hvis forsanger løber som ild gennem salen: Nu er han oppe på scenen, nu er han nede at danse blandt publikum; han er en slags djævel, med de lange krøller, det tykke skæg, det vilde blik, de dybe, norske skrig, men dette er ikke helvede, dette er et karneval, det er en fest, og nu kaster han sig over publikum fra scenen, han flyver, med retning mod moshpitten, alt imens han stadig growler, vil han falde, nej, de griber ham, han flyver. Der smiles fra scenen; der smiles fra publikum.

Vi rører hinanden: Der står konstant hænder fra publikumsskaren og op over scenekanten. Musikken er ikke som noget, jeg kender fra før. For over den stenhårde base swinger der en saxofon, der danner det melodiske grundlag i lige høj udstrækning, som guitaren almindeligvis gør det i metal. Det er som om, intet er sikkert. På den gode måde. Det er som, om man er vidne til noget, noget andet, som ikke er noget, man kender på forhånd. Man ved, det er godt. Det er sateme godt. Det er glæden, der har fundet et udryk igennem death metal. Det smitter. Når en først har set det, er det ikke noget man glemmer.

Skrevet af Bendik Vasstein Carlsen