18 feb ANMELDELSE: Angående Mig har noget på hjertet. Det var derfor ærgerligt, at man ikke kunne høre det
Foto: Dagmar Gorica
Venue: Posten
Dato: Lørdag d.17 februar, 2024
Angående Mig gik på scenen efter en prerecorded speak mellem en kvinde og en mand, der ridsede en alternativ trosbekendelse op, som indeholdt en masse med lort. Det flettede så over i, hvorvidt man bør kalde det afføring, feces eller lort. Det var en sjov dialog, men jeg forstod ikke rigtig konteksten, udover at det selvfølgelig var noget anti-Christ, men det blev aldrig et centralt tema i resten af hendes performance.
3/6 stjerner
Musikken var fed. Angående mig var troppet op med fuldt band og havde endda en cello med, hvilket tilføjede nogle virkelig fede og dystre elementer til musikken. Effekterne på selve vokalen var jeg dog ikke særlig vild med. På den ene side var det mega fedt, at Angående Mig havde to mikrofoner, en med effekter og en uden, som hun skiftede imellem. På den anden side var der alt for mange effekter på den ene mikrofon. Autotune er en fed og moderne stilart, og det virker i hendes musik. Men på Angående Migs indspillede numre kan man høre hendes ord, og det kunne jeg ikke til koncerten. Det er ærgerligt, da hun virker som en kunstner, der har noget oprigtigt og autentisk på hjertet. Jeg havde håbet på et lidt klarere budskab fra en vred kvinde, men jeg blev efterladt uden et.
Angående Mig havde dog momenter uden effekter og et helt nummer, der udelukkende var akustisk, hvor den hæse rå vokal skar klart igennem. På et tidspunkt kom hun også ud til publikum og stillede sig på et bord for at spille nummeret “Sommerfugl”. Dette gjorde oplevelsen mere intens, og det fungerede, da man kunne se hendes ansigtsudtryk.
Det var en helt fin koncert. Der var livemusik og det spillede. Men det større mærkværdige budskab og invitationen ind i Angående Mig universet stod ikke klart for mig.
Skrevet af Jeppe Seiding Olsen