20 feb 5 sange der har fået Solange hertil i dag

Foto: Solange // Max Hirschberger (pressebillede)

Før de store hits og mange streams har selv de største stjerner og hitmagere startet et sted. Vi har fulgt dem alle på deres musikalske rejse fra den første singleudgivelse til det store gennembrud. I denne artikelserie har vi samlet fem numre fra Solange’s bagkatalog, der har været med til at forme hende til den musiker, hun er idag

Solange er Beyoncés søster, men musikmæssigt er de slet ikke forbundet. Jeg opdagede først Solange med sangen “Almeda” og tænkte, wow, hun ligner Beyoncé. Men hvis man lukker øjnene og glemmer albumcoveret, var denne type lyd bare noget, jeg aldrig havde hørt før. Den blandede smukke vokaler med flydende instrumenter i kontrast til Playboi Cartis stærkt autotunede stemme. Den moderne R&B-kunstner er normalt associeret til Beyoncé, men ikke altid for de samme ting. Solange har faktisk skrevet en del sange for sin søster som “Upgrade U”, men også for Destiny’s Child og endda Kelly Rowland.
Som lytter af Solange vidste jeg ikke, at hun har været i musikbranchen siden 2002! Folk tænker normalt på hendes to seneste album, A Seat At The Table og When I Get Home, som definerer hendes nuværende eksperimentelle stil. Men little did we know, Solange startede sin karriere lidt i samme retning som Beyoncé, som en (nu oldschool) R&B-kunstner.

Naive – Solo Star
Solange var kun 16 år gammel, da hun udgav sit debutalbum, Solo Star. Hun havde allerede opnået lidt anerkendelse for at medvirke på Destiny’s Childs julealbum, på Lil’ Romeo og Kelly Rowlands projekter, men Solo Star markerede hendes debut som kunstner. Den blev modtaget forskelligt: William Ruhlmann kaldte det et moderne R&B-album i topklasse. Men Solange blev også kritiseret for at være lidt fortabt i hendes lyd. Det kan have været hendes lagdelte vokaler, der ikke var definerede, eller det faktum, at det mindede folk om Destiny’s Child, da Solanges unge stemme lød lidt som Beyoncés. Sangen “Naive” er en søstersang i samarbejde med Beyoncé. I sangen erkender Solange, at andre måske ser hende som ung og naiv, men hun beder om tillid og muligheden for at bevise sig selv som stærk og ansvarlig. Hun tror på, at hun er forelsket i nogen og udtrykker sin overbevisning i sine følelser.
Solo Star handler om, at Solange ønsker at gøre sin plads gældende i musikindustrien som en solokunstner og ikke kun som Beyoncés søster. Men albummet mangler dybde, hvilket giver det et mere barnligt syn på tingene. På samme tid er det lidt, hvad man måske kunne have forventet fra hende tilbage i 2002, som totalt 00’ernes R&B-lyd, og vi skulle vente 6 år, før vi hørte et andet projekt fra hende.

T.O.N.Y- Sol-Angel & the Hadley St. Dreams
Hvis du kigger tilbage på hendes diskografi, er det i hendes album fra 2008, at vi kan fornemme den stil fra Solange, som vi hører nu. Hun gav os en mere livlig neo soul-Solange med uforudsigelige arrangementer. Albummet handler om at fordømme nepotisme og fortælle os, at selvom hun er en del af en berømt familie, bør dette ikke påvirke vores opfattelse af hendes musik. Albummets titel er en lille blink til det Houston-optagestudio, som hendes far byggede, mens den musikalske retning, hun tager, er en hyldest til 60’ernes grupper som the Veltones, som hendes mor var en del af. Det bliver allerede sagt lige fra starten af ​​albummet i “God Given Name” – /Jeg er ikke hende, og vil aldrig være det/To piger gået i forskellige retninger/Rejser mod den samme galakse/Lad mit stjernelys skinne på egen hånd/. Hendes sjælevokaler og uforudsigelige musikalske arrangementer, blandet med elektroniske elementer, giver en mere retro vibe til hendes musikalitet, noget vi ikke havde hørt før.
“T.O.N.Y” markerer virkelig en ny æra og giver mening og dybde til hendes tekster. Hendes soul-pop stil passer virkelig godt til hende. “T.O.N.Y” står for “the other night y”, en sang om fortrydelige engangsknald.

Losing You
Singlen “Losing You” er en rørende og følelsesmæssig udforskning af smerten og usikkerheden, der følger med opløsningen af et romantisk forhold. Gennem hendes sårbare og introspektive tekster dykker Solange ned i en desperat bøn om sandhed og bekræftelse, og hun stiller spørgsmålstegn ved, om hun mister sin partner for altid. Det interessante ved denne single er den pop retning, sangeren har taget. Med en luftig fusion af sangercentreret R&B, 1980’ernes pop og midtempo hip-house beats viser Solange os en anden side af sig selv, ikke så R&B, men stadig med de sjælfulde vokaler.

Cranes in the sky- A Seat At The Table
A Seat At The Table er der hvor vi virkelig ser Solange udvikle sin lyd og visuelle side, hvor hun viser en mere moden side af sig selv. Albummet blev udgivet i 2016, hvilket betyder, at udover EP’en fra 2012 var der ikke nogen albumudgivelse i 8 år. Det stod ud som et strålende mesterværk inden for funk, neo-soul og moderne R&B. Det trak sit publikum ind i en fortælling, der omfattede temaer som sort raseri, fortvivlelse, traumer, introspektion, styrke og ultimativt glæde. “Cranes in the Sky” er en livlig sang, der handler om forsøg på at lindre smerten med alkohol, sex, musik eller endda at løbe væk. Solange skrev den otte år før albummets udgivelse i kølvandet på hendes brud med faderen til sit barn – som hun havde været sammen med i syv år. Den udforsker tekstligt sangerens mislykkede forsøg på at distrahere sig selv fra en langvarig smerte.

Solange sagde om albummet:
“Vi [Mennesker fra den afrikanske diaspora] har altid haft en plads ved bordet… Jeg tror, at en af pladserne ved bordet også siger, at, du ved, jeg inviterer dig til at tage plads ved mit bord. Og det er en ære at have en plads ved vores bord og for os at åbne os på denne måde og for os at føle os trygge nok til at have disse samtaler og dele dem med dig.”
Ikke desto mindre er denne version af Solange mere defineret og åben over for sine følelser. Hun er ikke længere bange for at dykke dybt ned i kompleksiteterne ved at være et menneske. Og vi kan høre, at der har været en ændring i hendes måde at betragte sin musik på.

Almeda- When I Get Home
På “Almeda,” det fremtrædende spor på kunstnerens fjerde soloalbum, When I Get Home, trækker Solange kraftigt på rødder og traditioner fra hendes sydlige sorte kultur, specifikt påvirkningen fra hendes hjemby Houston. “Sort tro kan stadig ikke vaskes væk/Ikke engang i det der Florida Water,” erklærer hun bestemt. En unisex parfumefri vand kendt for sine åndelige egenskaber til at rense negativ energi, rense og berolige, er ingen modstand for styrken, den universelle kraft af sort kultur. Solange skaber korte men kraftfulde erklæringer, med over halvdelen af ​​sporene under tre minutter, der smidigt blander sig ind i hinanden som vandfarver på et lærred. På trods af albummets punk-lange sange opretholder det en bevidst rytme, hvor hvert øjeblik, beat, prøve og funktion er omhyggeligt konstrueret. Solanges kunstneriske vækst forbliver en af musikkens mest fascinerende historier, og When I Get Home fungerer som en spændende påmindelse om, at dette kun er begyndelsen på fremtidens musik, hun endnu ikke har pakket ud. Albummets meningsfulde resonans, kombineret med dets festvenlige stemning, antyder, at vi kun har ridset overfladen af Solanges visionære talent.
Dette er et tidløst album, der har præget den moderne R&B, og det ser ud til, at det er det seneste projekt, vi kan nyde fra hende i et stykke tid.