29 feb 10 hurtige til Your Hands
Foto: Your Hands // Tobias Helms
Vi har haft den fornøjelse at stille Johannes Brandstrup, også kendt som Your Hands, 10 hurtige spørgsmål i forbindelse med udgivelsen af hans EP: ‘Songs to Sing in Your Kitchen’.
Indie-pop kunstneren Your Hands hylder på EP’en små fortællinger fra den virkelige verden. ‘Songs To Sing In Your Kitchen’ hylder livets lethed, for selv med små naive betragtninger findes der måske dybere mening. Musikken er legende let og luftig og skaber et helstøbt lydbillede hvor elegante pop melodier får kant af finurlige krøller.
Johannes Brandstrups umiddelbare vokal og den akustiske guitar er gennemgående på Ep’ens numre, og bliver suppleret af afslappede blæsere på en måde der i høj grad vækker associationer til bands som Bon Iver og Kings of Convenience. Du kan læse mere om Your Hands her! For nu vil vi give ordet videre til til ham selv:
Min musik er… Let og umiddelbar. Både i betydningen at den sætter en kvalitet i at være let at lytte til, og at historierne er lette at forstå. Ren musikalsk kan man vel kalde den ”alt godt fra indie posen”. Der er elementer af pop, folk og rock. Alt sammen med fortegnet ”indie”. Jeg er heller ikke signet, så også i sin originale betydning er det spot on.
Jeg begyndte at lave musik fordi… Your Hands musikken blev lavet ud fra et ønske om at give en cadeau til de små følelser. Jeg var i en periode i mit liv, hvor jeg så folk omkring mig i det musikalske miljø jagte de store følelser med de store armbevægelser, og det handlede om at finde sin kerne. Det følte jeg lagde et enormt pres på en selvransagelse, der egentlig ikke resonerede med mig. Så jeg begyndte at lægge mærke til de små ting i livet som folks mimik, når de venter for rødt, de skrallede plakater på nedlagte frisørsaloner og søde hunde på Instagram. Ting der ikke nødvendigvis rører os dybt, men alligevel indeholder en lille underfundig pause, hvis vi giver plads til den.
Jeg finder inspiration i… Naivitet. Jeg elsker den barnlighed, der ligger i at være i tvivl, og jeg synes naiviteten tilbyder en åbenhed, som kan være svær at finde tilbage til, når jeg som ung voksen er ved at fæstne mine holdepunkter og gøre klart, hvilke ting jeg er sikker på.
Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er… At det lyder som mig. Jeg har nogle gange lavet musik, hvor det teknisk eller tematisk har været mere imponerende, men hvis det ikke har det der twist af kækhed eller noget jeg selv synes er interessant, så mister det kernen af, hvad jeg gerne vil lave. Når jeg har lavet en sang og spiller den for mine venner og musikalske legekammerater, så er den bedste kommentar altid: Det lyder af dig. Hvis den så bliver efterfulgt af et lille grin over noget i sangen, så er den lige på kornet.
Det sejeste sted, jeg kunne forestille mig, at spille er… Jeg er fuldstændig forelsket i alternative spillesteder og gribende rammer. Mine umiddelbare svar ville derfor være enten en NPR Tiny Desk koncert eller på det legendariske Red Rocks i USA. Man kan sige det er to ender at skalaen, hvor Tiny Desk er det helt nære i øjenhøjde og Red Rocks er en kæmpe stenformation af et amfiteater. Jaja, man har vel lov at drømme.
Sangen jeg har arbejdet mest med på ‘songs to sing in your kitchen’ er… Sangen ’orbit’ er skrevet for ca. tre år siden på en familiesommerhustur. Sangen i sig selv kom egentlig rimelig flydende og intuitivt, som de gør, men det har været svært at finde frem til lyden, der skulle få den flettet ind i en your hands kontekst. Tit skal sange jo skrives på sangens præmisser, og så kan man bruge den eller ej, så jeg har været fortvivlet over, at når jeg ændrede i arrangementet, så gjorde det ikke noget godt for sangen. Jeg synes, den er landet et rigtig godt sted nu og er faktisk med til at give et frisk pust af storladenhed til en ellers minimalistisk udgivelse.
Om ‘songs to sing in your kitchen’ ville folk blive overrasket over at vide… Sangene er indspillet i samarbejde med Aske Vang Rasmussen, der læser til tonemester ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det gav mulighed for at indspille i det smukke gamle DR Studie 3. Et kæmpe og historisk studie, som også var alt for stort til projektet. Nogle gange måtte vi indspille i nogle små rum vi fandt i stedet for, fordi det skulle lyde mere hjemligt og sengekantsagtigt. Bigger isn’t always better.
En sang på EP’en som fortjener et ekstra lyt, er… ’oh, teacher’ er en sang, som i udgangspunkt bare er rar. Den åbner ballet på udgivelsen, og har med sit grundlag af trommemaskine og spansk guitar et flydende tempo, der som sådan ikke gør meget væsen af sig. Lige præcis det ikke at gøre meget væsen af sig lægger sig godt op ad sangens tematik om engang jeg mødte en hospitalslærer på den bar. Jeg vidste ikke, den titel fandtes, og han ville heller ikke fortælle så meget, fordi han synes bare vores liv som musikere lød meget mere interessant. Vi var klart uenige, men det tror jeg lige, man skal give sangen og teksten et ekstra lyt for at finde ud af.
Historien bag EP’ens titel er… Sangene på EP’en er lavet til at lytte, mens du laver noget andet. Min to tidligere singler har haft fokus på at være gode at cykle til, og nu er den her altså lavet til køkkenet. Jeg er en kæmpe sucker for anledninger, så jeg tænkte, at hvis man ikke vidste, hvor musikken passede ind, ville jeg give et bud. Samtidig synes jeg køkkenet emmer af netop det nærvær og den opmærksomhed, vi hungrer efter i kunsten. At sidde med en kop kaffe og snakke har bare en anden farve i et køkken. Ligesom musikken har.
Når man lytter til min EP, skal man… Drikke en kop kaffe. Jeg tror den lyder dårligt uden, det må jeg bare sige.
Så skænk en kop kaffe og lyt til EP’en her!