10 af de bedste sange til at sætte stemningen i de lune forårsdage

Foto: Kali Uchis // PR

Det længe ventede forår nærmer sig – og med det kommer lysere tider, mildere temperaturer og en følelse af fornyet håb og optimisme. Det er tid til at bevæge sig udenfor, sætte noget god musik på og nyde den smukke årstid. I den forbindelse har vi nedenfor samlet 10 sange, der passer perfekt til foråret.

Med solens første varme stråler og farverige blade, der forsigtigt folder sig ud på træerne, er foråret ikke blot et tegn på naturens genoplivning, men også en tid, hvor musikken føles særligt passende. Det er en årstid fyldt med forventning, håb og fornyelse, og der findes mange eksempler på sange, der er som skabt til at tage os i hånden gennem disse måneder. Udover de 10 sange vi har samlet nedenfor, har vi også lavet en playliste med i alt 25 sange, du kan lytte til mens du flanerer gennem det spirende danske landskab. Sangene er en nøje udvalgt blanding af nyt, gammelt, dansk og internationalt, så læs med, og dan soundtracket til dit forår lige her.

Scarlet Pleasure – ”Under The Palm Trees”

Savner du sommer, varme og palmetræer? Så er der næppe et bedre nummer til at få dig i den rette stemning end ”Under The Palm Trees”. Scarlet Pleasure gør hver dag til en sommerdag, og fylder dine ører med forførende lydflader, 80’er inspirerede temaer og en sensuel lyrik. Sangen opfordrer til at man mixer sig selv en lækker drink, finder sine solbriller frem fra skuffen og opsøger forårets lune solstråler, mens man drømmer sig væk til den nært forestående sommer. Palmetræer eller ej, temperaturen stiger automatisk når dette nummer sættes på. 

Kali Uchis – ”Me Pongo Loca”

Glæder du dig også til Roskilde Festival? Hvis ikke, så lad dette nummer overbevise dig om at komme afsted og finde danseskoene frem når Kali Uchis indtager Orange Scene til sommer. Håndplukket fra dette års album ORQUÍDEAS, tager ”Me Pongo Loca” udgangspunkt i en kærlighedsfortælling der gør Uchis en anelse frustreret og træt, hvilket meget fint afspejles i titlen der på dansk kan oversættes til ”Jeg Bliver Skør”. Selve sproget foregår på engelsk og spansk – spanglish om man vil – mens lydsiden er en genremæssig mixtur bestående af RnB, soul, reggaeton og merengue. Med ORQUÍDEAS tyder det på at Kali Uchis for alvor har fundet sin stil, og se det som en kærkommen mulighed til at gå på opdagelse i hendes musikalske univers dette forår. 

Fieh – “Allthetimeevenwhen”

Den norske neo-soul gruppe Fieh forstår om nogen at lave musik der indkapsler alt det gode ved foråret. ”Allthetimeevenwhen” er den perfekte sang til årets første årstider, med et tekstunivers der kredser sig om omfavnende temaer som venskab og kærlighed, mens selve lydsiden også føles som et trygt og varmt knus. Det blide udtryk er yderst behageligt at lytte til, og lukker man øjnene skal der ikke meget til før man let forsvinder ind i en drømmende og nærmest svævende tilstand. 

UNG-SKAB – ”Sol Gennem Regn”

Den danske duo UNG-SKAB hylder deres kærester på dette hjertevarme kærlighedsnummer. Foråret er en tid hvor træernes blade springer ud og blomsterne blomstrer, men i særdeleshed en tid hvor solen erstatter de regnfulde dage og indikerer landet vågne efter en lang vinter. Sangens titel er i virkeligheden en metafor for taknemmelighed og kærlighed til ens udkårne – et tema der finder leje i et lydbillede bestående af RnB og pop. Clara Rose og BJØRN der står bag UNG-SKAB, sørger for det helt rette soundtrack til foråret, og sætter fokus på hvad der er vigtigt her i livet. 

Erika de Casier – ”Lucky”

Danske Erika de Casier udgav for nyligt det fremragende (og længe ventede) album Still – som vi her på redaktionen kvitterede med 5/6 stjerner  hvorpå nummeret ”Lucky” er at finde. Indledt af en mystisk latter og et let klaverarrangement, udvikler nummeret sig til en organisk kærlighedsfortælling der befinder sig mellem harmoni og disharmoni, hvor retoriske spørgsmål som ”do I like this?” og ”do I like that?” sætter scenen for de Casiers romantiske fortvivlelse. Nummeret er både slesk og længselsfuldt, pakket ind i forførende RnB-toner der bidrager til at illustrere de Casiers håbefulde og romantiske tilværelse. Foråret skal fejres med Erika de Casier i ørene – og det kan kun gå for langsomt.

Silk Sonic – ”Skate”

Nu tager vi en tur over Atlanten, og gør Bruno Mars og Anderson. Paak selskab på det sommerlige optursnummer ”Skate”. Fællesprojektet Silk Sonic opstod i 2021, og tryllebandt med ét os alle gennem deres organiske og nostalgiske lyd der fremføres med en legende og overlegen lethed. De to hovedpersoner er charmerende, underholdende og ikke mindst utrolig talentfulde, så med Silk Sonic kan du roligt sænke skuldrene og rokke med på de lune og dansevenlige rytmer. ”Skate” er indbegrebet af en feel-good sang, der er som skabt til lysere nætter og lunere tider. 

Bette – ”Bedre”

Bette er aktuel med singlen ”Bedre”, efter en længselsfuld pause på godt to år siden hendes sidste udgivelse. ”Bedre” er en sang om den forunderlige tid efter et brud, hvor man agerer sin egen hypeperson, og forsøger at overbevise sig selv om at det hele nok skal gå – det hele skal nok blive bedre. Nummeret udfolder sig i et karakteristisk Bette-univers, hvor nysgerrige RnB-elementer underbygger den ærlige reportage om Bettes liv der formidles gennem den inderlige lyrik. ”Bedre” udstråler en aura af selvtillid og selvbevidsthed. På grænsen til at lyde kliché, kan budskabet anskues som en oplagt metafor for at omfavne forandringerne og gå nye tider i møde.

Brent Faiyaz & DJ Dahi (feat. Tyler, The Creator) – “Gravity”

Brent Faiyaz er en artist kendt for sin smidige vokal, sin stemningsfulde RnB-lyd og ikke mindst sit smittende og charmerende udtryk. Disse elementer gør sig også gældende på nummeret ”Gravity”, hvor Faiyaz får fint besøg af Tyler, The Creator, hvilke tilsammen udgør en særdeles velsmagende cocktail. Sangen udforsker temaer som tiltrækningens kraft og den uundgåelige fascination af en anden person, næsten som om der er en magnetisk kraft, der holder dem sammen. Som helhed skabes der en stemning af intensitet og passion, samtidig med at nummeret også afspejler en vis sårbarhed og ærlighed i lyrikkens beskrivelse af kærlighedens kompleksitet. Kender du endnu ikke til ”Gravity” er det med at finde hovedtelefonerne frem og gøre Brent Faiyaz og Tyler, The Creator selskab – what’s not to like?

Barselona – ”Lyse Nætter”

Som vores anmelder meget rigtigt skrev i anmeldelsen af Barselonas seneste album Væbnet Hjerte, vækker ”Lyse Nætter” minder om en cykeltur gennem København en alt for tidlig sommermorgen, når man er på vej hjem fra byen og føler sig som den eneste, der er vågen i hele byen. Titlen er selvsagt afslørende for selve nummerets tematik, der forventeligt indebærer sommerens lykkelige øjeblikke, mens det også indeholder en dobbelthed ved erkendelsen af at disse stunder ikke varer for evigt: »Du kan drukne dig i lyse nætter / men aldrig helt forstå / at de ikke kan lyse på os for evigt«. Budskabet må tolkes som en opfordring til at nyde de lyse nætter mens de er her – og det er egentlig argumentation nok for nummerets plads på denne liste.

Rex Orange County – ”Sunflower”

Som afslutning på denne liste skifter vi genre til britisk bedroom pop og sætter fokus på romantikeren over dem alle – Rex Orange County. Som det viser sig at være fællesnævneren for mange af de udvalgte numre på denne liste, kredser temaerne i 2017-nummeret ”Sunflower” sig også om kærlighed, længsel og håb, med en handling der går på at finde glæde og mening i de små øjeblikke i livet og om at være taknemmelig for de gode ting, der kommer ens vej. Selve solsikken fungerer derfor som en årstidsrelevant metafor for varme, lykke og lys. Rex Orange Countys stemme er charmerende og forførende, med en solid vokalpræstation der bidrager til at forstærke sangens følelsesmæssige dybde. ”Sunflower” portrætterer en forårsstemning af optimisme og glæde, med en smittende melodi der passende fungerer som afrunding på denne liste. 

Med Bands of Tomorrows forårsplayliste i ørene, er du klædt godt på til at bevæge dig ud i den skarpe forårssol og det blomstrende danske landskab – så nyd foråret mens det er her, og find vores nøje udvalgte playliste herunder: 

Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com