Ugens Upcoming // Wondo

Foto: Wondo // Nikolaj Frømsdorf Bache Schou (pressebillede)

Denne uges upcoming er hyg-hop-gruppen, Wondo, fra Aarhus, der med et glimt i øjet gør musikken til et hyggeligt og sjovt frirum for fællesskabet. Det skal nemlig være rart og festligt at lytte til bandets finurlige tekster og poppede akkompagnementer!

Det er ikke tilfældigt, at kvarteten fra Aarhus kalder sig for en “hyg-hop”-gruppe frem for en “hip-hop”-gruppe. Det er nemlig hyggen, der er i fokus, når Wondo indtager både scene og højtalere i de danske hjem. Og da ingen af medlemmerne fra bandet er opvokset i klassiske, hårde hiphop-miljøer med gangstere eller pistoler, har de valgt at tage rappen ud af en helt anden tangent. Med udgangspunkt i at få folk til at smile, kredser Wondos lyriske virke sig atter om humoren ved/og i det uperfekte liv. Deres målsætning med musikken har været at skabe et dansksproget hiphop/pop-univers med en umiddelbar og jordnær tilgang livet.

I november 2022 agerede bandet support på Magtens Korridorers perlerække af koncerter, samt varmede op for Jonny Hefty og Jøden i marts 2023. Senest er de aktuelle med singlen “Daisy”, der udkom i forbindelse med dronningens abdicering i år. Du kan læse mere om sangen her!

Hvem er Wondo?
– Wondo er et hyghop band. Vi leger med musikken og sproget. Det skal være hyggeligt og sjovt ellers er det ikke grinern. Og det skal være energisk og sangbart. Bandet består af Kringledreng og Jazzbjørn, som rappere, Simon på trommer og DJ Peter. 

Hvordan vil I beskrive din lyd?
– Vores lyd er som en pelikan. Stor i munden og med en masse godter gemt i næbet. Vi tilstræber sangbare og ørehængende omkvæd, et smækkert beat man kan rappe til og en god portion hyggelig tilværelse lige ned i øregangen. Det skal helst være noget man kan bevæge den tunge krop til. 

Hvordan startede I?
– Det hele begyndte på et teenageværelse bag kernefamiliens trygge ligusterhække i en forstad til Fredericia. Kringledreng havde et par hiphop CD’er med fra præstegården i Middelfart, og Jazzbjørn legede i stor begejstring med trommemaskinerne i Garage Band. 

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?
– Normalvis medbringer en fra gruppen et stykke musik, en melodi eller en tekstidé til de andre. Det udvikler sig så med fire krogede hjerner til et sammensurium af tekster, rim og musiske gimmicks. Simon vil meget gerne have noget håndspillet med hver gang. 

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
– Tekst-wise forsøger vi at suge den lækre juice ud af gode gamle danske rappere som Per Vers og Malk de Kojin. I musikken spænder vi bredt. Alt fra ungarsk folkemusik til roskildeheadliners har vore øres interesse. 

Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Pladespilleren snurrer med Per Vers’ nye plade PRAKSIS, som kun er udkommet på vinyl – Jazzbjørn var så heldig at tilluske sig et eksemplar på den lokale bazar. Det er en ordentligt bunke original tiptop hip op, der kan anbefales at anskaffe, hvis man er til store analoge lydskiver. Derudover følger vi den danske musikscene med vågne øjne. 

Hvad er I i gang med lige nu? (på musikfronten)
– Vi er netop i gang med at forberede udgivelsen af vores næste single “En krone mere”. Den handler om at være lav på saldoen og overleve på de usle små basører. Der er virkelig smæk på 90’er hip hop-trommerne og omkvædet kan skråles af 10 fulde mænd og stadigvæk lyde godt! Vi er meget spændte på udgivelsen. 

Hvad er drømmen?
– Drømmen for Wondo er at sprede hyghoppen ud til hele landet. Vi giver den energi, som både unge og 40-årige elsker at bobbe til, og det omkvæd, der foretager en brandstiftelse på dansegulvet. Vi vil gerne spille på de store scener i landet. Og vi har hyg-di-hip-hoppen til det. 

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– Lyt til vores seneste nummer ‘Daisy’. Hvis du er royalist er det fløde for dine trommehinder. Hvis du er republikaner er den en refleksion monarkiske undertrykkelsessystemer. Det er også en ret finurlig kærlighedssang, og du kan omkvædsteksten inden 2. vers går i gang.

Lyt til Wondo her!

Astrid Cornelius
astridcornelius@bandsoftomorrow.com