12 jan Tonser lukker klubbens mørke ind på imødeset debutalbum
Tonser // Gordo Itko (Pressebillede)
Efter flere år som central spiller i den københavnske rapundergrund er Tonser langt om længe på gaden med debuten Night Hunter, der balancerer på knivspidsen mellem hårdtslående EDM- anthems og selvransagende erkendelser
Fortællingen om dansk raps genrebrydende renæssance i slut-2010’erne er efterhånden ganske velkendt. Trap-trummer, diffuse synthesizere, autotune og ungdommelig melankoli ramte landet i lyset af genrens altoverskyggende medvind i USA. I mangel på kunstnerisk fornyelse virkede bølgens indspark på hitlisterne dog hurtigt udvandet, og som lytter fristedes man derfor til at rette blikket dybere mod undergrunden. Det gjorde vi i 2021, da vi udpegede københavnske Tonser som et bud på morgendagens stjerneskud. Med sit hyperpoppede lydunivers udgjorde han allerede dengang et frisk pust på den københavnske rapscene, og sidenhen har den elektroniske indflydelse fået så meget plads i diskografien, at musikken næppe kan pålægges en enkelt genre. Oven på en række intense singler i mellemtiden, der blandt andet tæller samarbejder med medlemmer fra svenske Boys Nights Out og japanske STARKIDS, har det været svært ikke at se begejstret frem til Tonsers næste træk. I dag lander således debutalbummet Night Hunter.
Foruden at have turneret i London, Berlin og Tokyo, har Tonser i løbet af det seneste år arbejdet ihærdigt på debutprojektet, der tæller i alt syv selvproducerede tracks med bidrag fra produceroraklet The Bird. Man skal ikke mange sekunder ind i åbningsnummeret ”Bloodhunt”, før den indledningsvise trance-lead sætter tonen for albummet – og med et brag af en hardstyle-inspireret afslutningssekvens har lytteren formentlig for længst spændt sikkerhedsselen. De resterende sange bevæger sig inden for samme fandenivoldske sfære og udgør en smeltedigel af EDM, trap og ambient; alt sammen præget af en ravestemning med konnotationer til tågede natklubber badet i blændende strobelys. Stemningen kulminerer i særdeleshed på nummeret ”Entity”, hvis tunge bas og ørehængende pluck bidrager til albummets atypiske dansevenlighed.
Tonser udtaler selv, at ”brugen af euforiske og atmosfæriske synthesizere fungerer som et hemmeligt våben i opgøret mod mine indre dilemmaer”; og med temaer som tabt kærlighed, tvivlsomme omgivelser, spiritualitet og grådighed, er der på Night Hunter således lagt op til den helt store selvransagelse, når klubbens pulserende mørke møder artistens indre verden.
Lyt til albummet her!