10 jan Søren Manscher: “og jeg græd fordi det var min skyld”
Foto: Søren Manscher // Jon Aslak Madsen (coverfoto)
Søren Manschers nye single “Som en bror” skaber en indre fotoserie af øjeblikke, der viser et venskab fra den spæde start, til op og nedture, i Manschers ærlige og enkle stil.
Med singlen “Som en bror” går Søren Manscher ind i et tabubelagt emne. Derind, hvor mænd de græder sammen. Sangen skaber et personligt billede af to mandlige venner, de udfordringer deres venskab har mødt, og ikke mindst den sårbarhed Søren Manscher har vist vennen Andreas Kristiansen, som har været med til at skrive den. Den sårbarhed som også mandlige venner kan stå frem og vise hinanden, græde sammen, og på den baggrund skabe et livslangt venskab, når paraderne er nede. Manscher tager et vigtigt og aktuelt emne op, nemlig retten til at være sårbar som mand.
”Der er stadig en forestilling om, at det er svagt at græde, feminint og farligt måske endda at gøre sig sårbar på den måde. Jeg synes egentlig ikke, jeg har haft noget problem med at tale om, hvad den her sang handler om – men da jeg skulle i studiet med den på Færøerne, og jeg sad overfor tre mandlige musikere og skulle forklare sangen, inden vi spillede den – der kunne jeg godt mærke, at det blev lidt svært for mig at holde de maskuline parader nede”, fortæller Søren.
Ideen til sangen fik Søren af vennen Andreas, og i efteråret indspillede han den med hans færøske hold Teitur, Torleik Mortensen og Hjørtur Háberg.
Lyt til den allerede nu, lige her!