23 jan Smerten ligger gemt i humoren i Sasha Adrians nye single “IMDb”
Foto: Sasha Adrian // Benjamin Voldum Krog (pressebillede)
Sasha Adrian vælger at synge om et af de allersværeste emner, og det som kan gøre allermest ondt, nemlig et seksuelt overgreb. Det fratager den kontrol som Adrian kæmper for at få tilbage, her med sangen “IMBd”, der er en anderledes kærlighedsfortælling, spækfyldt med selvironisk humor
Teksten i sangen Sasha Adrian‘s nyeste single “IMDb” beskriver den facade kunstneren kan sætte op, for at skubbe tanker og følelser bort fra overfladen, og være “a much better actor now / than I ever thought I’d be” som hun synger i tekstens indledende vers. Sangen handler om forsøget på at beskytte sig selv mod smerten, der bliver længe efter at overgrebet er begået. Hvordan hun ønsker kontrollen tilbage over sin egen krop, som stadig ikke føles helt som hendes egen, nu hvor hun har oplevet at en anden har kunne overtage den. Samtidig forsøger hun at give sangen et humoristisk udtryk, ved at beskrive de ‘mordere’ hun ser alle steder, og sætter utrygheden på spidsen med en god portion selvironi. Indiepopmelodierne skaber på singlen “IMDb” baggrunden for den svære fortælling, som beskrives med sort humor.
Netop humoren har været vigtig for Sasha Adrian: “Det er ikke en sang, jeg har skrevet for, at nogen skal have ondt af mig. Jeg har skrevet ‘IMDb’, fordi jeg ved, jeg ikke er den eneste, der har mærket utryghed på alt for tæt hold. Det er i virkeligheden ikke så anderledes end at frygte for hjertesorg, men i modsætning til det knuste hjerte er det ikke en frygt, vi skal acceptere at leve med.”
“Jeg er færdig med at bære det alene. Det er et fælles ansvar. Derfor har jeg har ønsket at give et indblik i, hvordan det kan føles at leve med frygt.”
Sasha Adrian er kendt for hendes karakteristiske lyd og ikke mindst de dybe fortællinger om svigt, overgreb og kærlighed, som hun gør med en selvironi der både viser en sårbarhed og samtidig et kæmpe mod.
Du kan høre Sasha Adrian live i Vega den 15. februar, og lytte til nummeret lige her!