“Rihannas metafor var diamanter, min er tsunamien” – Jeppe Dengsø

Foto: Hvor Er Skygge // @bullerup_autoservice (pressebillede)

Den spirende artist, Jeppe Dengsø, der i sit musikalske virke går under kunstnernavnet, Hvor Er Skygge, har netop udgivet sin nye single, “Konstellationer”, i forbindelse med annonceringen af debutalbummet, Sommetider Evig Forårsregn, der udkommer d. 1. marts 2024.

Hvor Er Skygge er nu aktuel med singlen, “Konstellationer”, som med sin jazzede, drømmende house-gaze lyd er kunstnerens hidtil mest poppede udgivelse. Nummeret er et pragteksemplar på Jeppe Dengsø’s evne til at sammensmelte det lyriske og poetiske retrounivers med en mere moderne klub-DNA. Ligeledes bevæger kunstneren sig i et spændingsfelt af abstrakt og dybfølt lyrik, som gennem klare vokalhooks videreformidler tematikker som kærlighed og længsel. I tråd med singlen er der også udkommet en musikvideo, som med sit euforiske og natlige udtryk understøtter det poppede klub-kosmos.

Om singlen fortæller Jeppe Dengsø:

Jeg har tænkt meget over hvad det vil sige at kende nogen og over hvor mange facetter verden går glip af, fordi mennesker holder igen. Så ’Konstellationer’ er på én måde en ligetil kærlighedssang. Men den spørger også, hvordan kan jeg bringe det bedste af mig selv ud og oversvømme verden med dét? Rihannas metafor var diamanter, min er tsunamien

Hvor Er Skygge’s diskografi vokser snart endnu engang, når debutalbummet, Sommetider Evig Forårsregn, udkommer på årets første forårsdag. Men kan du ikke vente med at høre Jeppe Dengsø og hans band live, er der allerede to singlerelease-koncerter at se frem til. Kunstneren spiller nemlig på URBAN 13 i Kbh, d. 18/01, og på Røde Himmel i Odense, d. 19/01.

Lyt til singlen her!

Astrid Cornelius
astridcornelius@bandsoftomorrow.com