Nyt soloprojekt skudt igang: “Sangen blev skrevet klokken fire om morgen i en tåge af chang og vandmelon og med hele byen som udsigt” – Doif

Foto: Doif // Asbjørn Myrvold (pressebillede)

For første gang udgiver norske Andreas Lanesjord musik gennem soloprojektet, Doif, der med sin eklektiske og kontrastfyldte lyd balancerer mellem det melankolske og legende univers.

Bag kunstnernavnet, Doif, står norske Andreas Lanesjord, der efterhånden er et velkendt navn i den norske musikbranche. Andreas har nemlig tidligere både turneret Norge rundt og produceret musik på tværs af forskellige genrer i samarbejde med blandt andet Anna of the North, Kildaphew og KUUK. Kunstneren er, i sit musikalske virke, særligt inspireret af James Blake, Tyler, The Creator og Damon Albarn. Deres visionære og kreative tilgang til musikken har banet vejen for Doifs boblende og overskudsrige univers, som nu er skudt i gang med debutsinglen; “Bangkok”. Sangen blev undfanget i Thailand efter et spillejob med Anna of the North – mere impulsivt og sprudlende bliver det vist ikke!

Singlen, der netop er udkommet, vidner om et musikunivers, som forstår at sammensmelte R&B, elektronika og indiepop på fineste vis.

Om “Bangkok” fortæller Doif selv:

– Vi havde hver vores super flotte hotelværelse midt i Bangkok. Sangen blev skrevet klokken fire om morgen i en tåge af chang og vandmelon og med hele byen som udsigt. Jeg var helt jetlagged, og jeg fornemmede en mærkelig form for melankoli. Jeg var så glad for at være nået til den anden side af jorden på grund af musikken, men jeg følte mig alligevel tom. Akkorderne gav mig et følelsesmæssigt kick med deres uventede vendinger og kompositoriske friheder. Rollen som freelancemusiker har aldrig givet mig særligt meget kreativt spillerum, så denne sang blev et vendepunkt for mit videre fokus, og den betyder meget for mig.

Lyt til nummeret her!

Astrid Cornelius
astridcornelius@bandsoftomorrow.com