N.P. York og The Fools sætter pris på de små ting i deres nye single “Waves”

Foto: N.P. York // Josefine Wilstrup (Pressebillede)

Havnearbejder, journalist, vagabond, skovarbejder, musiker: Den 31 årige N.P. York fra Vendsyssel mangler ikke diversitet på CV’et. Sidstnævnte punkt har ført til at han, og hans 13 mand stærke orkester “The Fools”, netop nu kan bryste sig med en ny single i form af sjæleren: “Waves”.

Singlen trækker på sangskriverens fortid indenfor folk og postrock og valser sig drømmende afsted i taktarten 3/4. Den markerer sidste single før udgivelsen af bandets debutalbum “Music for Fools“, som udkommer d. 1. marts 2024. En debut de agter at fejre ved at blæse deres “Tour for Fools” i gang på Ideal Bar samme dag. N.P. York har komponeret “waves” med henblik på både blæsere og strygere hvoraf sidstnævnte er mesterligt udført af ensemblet “Who Killed Bambi”.

The Waves er en lille fin sang om at slappe lidt af og ikke tage alt så højtideligt, som jeg skrev i en periode, hvor jeg var ret isoleret fra omverden. Livet skal nok passere forbi, så lad os alle nyde noget jamón serrano fra Rema1000 og et glas portvin i vores vens forældres sommerhus, mens vi sætter pris på alle de små ting, såsom at kitesurfe i modvind eller et eller andet” fortæller N.P. York i en pressemeddelelse.

Lyt til singlen her!

Nicolai Hegelund
nicolai.hegelund@gmail.com