12 jan Mirby sammenligner tom sex med fastfood i sin nye single!
Foto: Mirby // Dennis Emig (pressebillede)
Den danske sangerinde og sangskriver, Mirby, har netop udgivet sin nye single, “Chocolate, fries & you”, der skildrer lighederne mellem tom sex og fastfood i et kreativt og farvestrålende musikunivers.
Multikunstneren, Miriam Brandt, der går under navnet Mirby, udgav hele tre singler i sit musikalske debut-år, 2023. Nu skyder hun 2024 i gang med endnu en single, der kredser om temaet: at hige efter de ting man godt ved, ikke er gode for én. Med en helt unik vokal guider Mirby publikum ind i et univers af farverig ærlighed, humor og dybde. Akkompagneret af et simpelt guitarriff og en tung bas, lader Mirby sig inspirere af musikere som Gwen Stefani, Charlie Puth og ikke mindst Babara Moleko, der alle har et stort talent indenfor både lyrik og formidling.
Selvom sangen på mange måder er et stykke gennemsigtigt, humoristisk kunst, er det sårbare budskab ikke til at tage fejl af. Lyrikken understøtter nemlig naturligheden i at blive revet med af egne lyster som menneske, og hvordan man ofte kommer til at ignorere åbenlyse følelser af ubehag til fordel for kortvarige tilfredsstillelser. I et væld af sammenligninger mellem sex, kærlighed og mad fortæller Mirby om helt normale, menneskelige komplekser med sin smukke vokale formidlingsklang.
Om nummeret siger hun selv:
– Jeg har længe haft lyst til at skrive et nummer, der sammenligner den dér tomme følelse efter sex med en person, der egentlig ikke vil dig sådan rigtigt, med følelsen, efter du har spist dig alt for mæt i fastfood og slik. Man føler sig utilpas og lidt ’bvadr’ indeni. Alligevel er det svært at lade være – det er som om, at man bevidst glemmer det igen, og bare fortsat higer efter adrenalinen og smagen.
Singlen er produceret i samarbejde med Valdemar Littauer Bendixen, også kendt som Løv li, og ligger nu tilgængelig på alle streamningtjenester.
God lyttelyst!
Lyt til den her!