Lad dig opsluge af The Smile’s skiftende toner i deres nyeste single “Friend of a Friend”

Foto: The Smile // Frank Lebon (pressebillede)

Med toner der blander sig og hele tiden skaber noget nyt midt inde i sangen, har The Smile skabt et hit, hvor lytteren aldrig kan føle sig helt sikker på, hvilken retning “Friend of a Friend” tager, som også afspejler singlens tema om Corona pandemien

The Smiles nyeste single er ude nu, med titlen “Friend of a Friend”. De enkelte toner, der starter sangen ud, blandes snart med et let klaverspil, og en vokal der er så rolig og blød, at man næsten kan vildledes til at tro, at han blot hvisker ordene for sig selv. Trommerne er næsten ikke hørbare, men danner netop den baggrund nummeret har brug for, for at skabe den dybere stemning.

Det engelske rockband, The Smile, består af Thom Yorke, Jonny Greenwood (Radiohead), og Tom Skinner (Sons of Kemet), og blev dannet i 2020. “Friend of a Friend” har allerede haft live-debut på bandets europæiske tur, og er 2. single på bandets kommende album, Wall of Eyes, der udkommer den 26. januar 2024. Singlen er lige som resten af sangene på det kommende album, inspireret af Thom Yorkes oplevelser med at være fanget i Italien under covid-19 pandemien, med den tranghed og samtidig medmenneskelighed der opstod, idet naboerne stod på altanerne omkring ham for at underholde hinanden om aftenen.

Singlen holder sig i de dybere toner, mens teksten også fokuserer på det svære og det hårde under pandemien. Det er lige med undtagelsen af stykket: “All the window balconies / they seem so flimsy / As our friends step out to talk and wave / catch a piece of sun”. Under denne tekst bliver musikken lysere og lettere, mens teksten viser det lille udsnit af hverdagen, der skabte noget positivt for musikeren under covid-19.

Du kan høre The Smile live i KB Hallen den 13. marts 2024.

Lyt til nummeret her!

Tags:
Sarah Holmbo
sarahholmbo@bandsoftomorrow.com