Kvarti er klar til at stikke af på debutsinglen ”Flygter”

foto: Kvarti // PR

På samme tid melankolsk og håbefuldt spiller Kvarti med “Flygter” op til dans. Med upbeat, nærværende poprytmer sættes der ord og musik på en følelse, som vi nok er mange, der kender til.

Bag kunstnernavnet Kvarti findes den 20-årige Vesterbrodreng og sangskriver Kvarti Blomfrø. Kvarti begyndte sin musikalske rejse som helt lille, da han fik sin første basguitar – men det var først på Sankt Annæ Gymnasium, at musikken for alvor fik en plads i hans liv. Med sine to faste producere i ryggen skaber Kvarti i dag uptempo musik om end melankolsk popmusik, der forener følsom lyrik med livlige melodier. Kvarti udforsker sin indre tumult gennem ærlige tekster, hvilket man også mærker på hans debutsingle “Flygter”, hvor vi møder en Kvarti, der har mistet sig selv i festen – dér, hvor musikken pumper og hans ængstelighed, sender ham på flugt fra alle dem, der prøver på at hjælpe ham.

/ Hun siger, jeg glemmer, hvem jeg er igen / Brænder ud, men du holder altid lyset tændt / Står med åbne arme / Men jeg ender med at føle mig klemt /

– ”Flygter” handler om at have brug for et pusterum væk fra det hele; væk fra hverdagen og fra stressen, men også væk fra den livline, der prøver at trække en i land. Det handler om, når man ikke er klar til at blive hjulpet, så man ender med bare at stikke af fra det hele, fordi man har skabt et tilhørsforhold til sin ensomhed, fortæller Kvarti.

På trods af den melankolske lyrik, har sangen dog en håbefuld silver lining: Personen der altid er der, når det hele ramler for Kvarti, og som i sidste ende står klar til at vise ham vejen tilbage:

/ Hjælp mig igen / Før jeg løber herfra / Hjælp mig igen / Før jeg flygter fra det hele igen /

Lyt til sangen her!

Tags:
Nicolai Hegelund
nicolai.hegelund@gmail.com