23 jan Koncertanbefalinger // Uge 4
Foto: Blåøjet // Rune Hermannsson (pressebillede)
Januar måned lakker mod enden, og selvom kulden stadig hærger over Danmark, er der heldigvis en masse dejlige koncertoplevelser at se frem til i den kommende uge! På ugens anbefalingsliste er både følelsesladet pop, jazz og ikke mindst musik, der byder op til dans. Så selvom det er koldt udenfor er musikscenerne varme og klar til at byde dig velkommen indenfor!
The Bank og The Artist præsenterer fem nye talenter
Onsdag slår Hotel Cecil dørene op for et helt særligt event, når pladeselskabet The Bank Music, og bookingselskabet The Artist, præsenterer fem nye navne på den danske musikscene! The Bank Music står blandt andet bag navne som The Minds of 99, Emma Sehested Høeg og FABRÄK, og er nu klar med et nyt line-up bestående af fem, opsigtsvækkende kunstnere. Til det eksklusive event vil man blive præsenteret for artisterne; Ella Augusta, Østen, Prototypen, PAK og Beinir, der hver især giver koncert på aftenen.
Første kunstner du kan glæde dig til er Ella Augusta. Ella er ungdommens nye danske stjerne der, med sin fine sangstemme og evne inden for teksternes univers, allerede har opnået store ting i musikverdenen. Hun er blandt andet stemmen bag titelsangen til Jonas Risvigs serie, GRÆNSER, der første gang rullede over skærmen i 2021 med stor succes. Desuden har Ella Augusta produceret sange med kunstnerne Lord Siva og Benjamin Hav. Nu er hun aktuel med sin egen musik, og har senest udgivet singlen “Internetsang”. Ligeledes lægger den anerkendte musiker, Østen, også vejen forbi Hotel Cecil. Han har tidligere arbejdet som producer og sangskriver på blandt andet Artigeardits album, Længe Leve, og Barselonas album, Væbnet Hjerte. Nu er han udsprunget som soloartist med nummeret “Regn”, og udgiver til foråret sit debutalbum!
Pak er et københavnsk rockband, der består af fire unge musikere. Bandet har udgivet numrene; “Herfra” og “Spidermand”, og er senest aktuelle med singlen “Nyhavn”. Paks gennemgribende ungdomsenergi vil med garanti blæse Hotel Cecil omkuld, når de denne aften giver en forsmag på deres kommende debutalbum. Den næste præsenterede kunstner er Prototypen. Han er en helt unik musiker, der tiltrækker særlig opmærksomhed for sin enorme originalitet. Med tekster der tematiserer følelser som både glæde, humor, tristhed og tragedie, portrætterer Prototypen det moderne liv. Kunstnerens lyd formår at vække minder om tidligere ikoner som CV Jørgensen, Povl Dissing, Røde Mor og Troels Trier, samtidig med at den tilføjer et friskt pust af ungdommelig modernitet. Sidst, men ikke mindst får Hotel Cecil besøg fra Færøerne, når det store talent, Beinir, kommer forbi. Han er generelt velbevandret på scener, og er derfor ikke bleg for at stå helt “nøgen” i spotlyset med sin guitar og store stemme. På Hotel Cecil vil man dog opleve sangeren akkompagneret af et fuldt band for første gang!
Hvor: Hotel Cecil, København
Hvornår: onsdag d. 24. januar
Tandem
Den unge elektroniske rap-duo, Tandem, er klar til at invitere publikum indenfor i et univers af selvsikker sårbarhed, når de indtager scenen på Rust i København. Tandem skiller sig ud med deres drømmende tekster i et balancerende tematisk felt, der spænder mellem alt ligefra vrede til tårer, sex, eufori og tomhed. Opsummeret skildrer de alle de tusindvis af tanker, som følger med, når man er et ungt væsen. Duoen udgav i sommeren 2022 deres debut-EP, stormen2mithoved.com, og binder via en rød tråd alt deres musik sammen gennem meget personlige rapvers, hvor luftbårne- og stærkt rammende ord byder lytteren indenfor i de to unge mænds sårbare følelsesliv.
Hvor: Rust, København
Hvornår: lørdag d. 27. januar
Alessandra
Der er besøg fra udlandet, når den halvt norske, halvt italienske sangerinde, Alessandra, besøger Lille Vega på sin The Queen of Kings Tour 2024. Den 20-årige sanger og sangskriver er kendt for at blæse publikum omkuld med sin utrolige vokalteknik og enorme kærlighed til dét at optræde. Musikken har nemlig altid boet i Alessandra, der allerede som 6-årig vandt sin første sangkonkurrence. Siden er musikkarrieren kun gået fremad for den unge artist, og i dag bruger hun sin stemme som formidlingskanal til at sprede budskabet om selvkærlighed. Hendes store euforiske selvkærlighedshit, “Queen of Kings”, med lige netop dette budskab for øje, er skrevet af Alessandra selv i samarbejde med den norske komponist Henning Olerud, Linda Dale og produceren Stanley Fernandez. Dét og meget andet god musik kan du se frem til at høre nu på søndag!
Hvor: Lille VEGA, København
Hvornår: søndag d. 28. januar
VEGAs Udvalgte 2024 – Aarhus
For 14. år i træk præsenteres “VEGAs Udvalgte” i et spækket koncertprogram fyldt med nye danske artister, som forventes at markere sig særligt i musikbranchen fremover. Tidligere har artister som Jada, MØ og Drew Sycamore været en del af VEGAs Udvalgte-artister, der efterfølgende har skabt sig en kæmpe karriere inden for musik i både ind- og udland. Til arrangementet vil seks nye navne blive præsenteret, der alle byder på noget forskelligt musikalsk.
En af de fem udvalgte er sangerinden Tamara Mneney, der går under navnet Tamara i sit musikalske virke. Hun er en multikulturel artist, der bevæger sig indenfor R&B-genren. Selv har hun tanzaniske rødder, men er opvokset på Færøerne, hvor følelsen af at være udenfor fyldte meget. Derfor har musikken altid været et frirum/tilflugtssted for Tamara, og det skulle ligeledes vise sig at blive den unge artists største formidlingskanal. Senest var hun aktuel med debut-EP’en, Perks of a Wild Heart, som udkom i oktober 2023. Ligeledes er unge Dos Santos‘ rytmiske univers en sammensmeltning af blandt andet R&B-inspirerede melodier og elektroniske beats. Artistens debut-EP udkom i december sidste år under titlen Samba. Ham kan du også opleve til VEGAs Udvalgte! Næste navn på listen er den dansk-bosniske artist, ILMA, som i november udkom med sit debutalbum, Everything I Love Is Killing Me, der er et indadskuende sammensurium af kreativitet mellem artisten og producer/sangskriver Glori. Nu er hun aktuel med singlen, “Get To Know Me”, der udkom d. 19. januar i år. Derudover er “vanvidsorkesteret” Sauna Senere, rapperen Faza og jazztrioen Smag På Dig Selv også udtaget til VEGAs Udvalgte – dem kan du læse mere om i vores tidligere artikler!
Hvor: TRAIN, Aarhus
Hvornår: lørdag d. 27. januar
Blåøjet
Bandet, Blåøjet, der på mange måder er fremtidens danske musiklyd, spiller en gratis koncert på B&W Live i weekenden! Kvartetens enestående lyriske talent, og dertilhørende smukt akkompagnerede musik, er en stor musikalsk oplevelse for alle med en forkærlighed for dansk musik. Ikke nok med de dybe teksters indvirkningskraft, er der også plads og rum for dans, når numre som “Barneleg” og “I Dag Eller I Morgen” spilles live.
Hvor: B&W Live, Haslev
Hvornår: d. 27. januar