Koncertanbefalinger // Uge 2

Foto: Lucky Lo // Benjamin Tarp (pressebillede)

Januar måned er for alvor skudt i gang, og selvom kulden hærger over Danmark, er der heldigvis en masse dejlige koncertoplevelser at se frem til i den kommende uge. En håndfuld nordiske og internationale navne lægger nemlig vejen forbi Danmark, og det vil du ikke gå glip af! På ugens anbefalingsliste er både følelsesladet pop, eksperimenterende elektroniske universer og ikke mindst musik, der byder op til dans. Så selvom det er koldt udenfor er musikscenerne varme og klar til at byde dig velkommen indenfor.

Lucky Lo

Den svenske musiker og sangskriver, Lo Ersares, der går under kunstnernavnet Lucky Lo, er klar til at skyde VEGAs musikår igang nu på fredag. Med sig har hun blandt andet sit seneste album, The Big Feel, der udkom i oktober 2023, og indeholder numre som “Peak/Valley” og “Through The Eyes Of A Woman”. Lucky Lo er kendt for sit finurlige og sanselige univers i indiepop-genren, der formår at vække store følelser. Hun veksler i sin musik mellem det forventede og uforventede, og man kan derfor forberede sig på en aften med stort musikalsk indtryk.

Hvor: Store VEGA, København

Hvornår: Fredag d. 12. januar

John Craigie

Den amerikanske countrymusiker, John Craigie, lægger vejen forbi Danmark til en smuk koncert i weekenden. Musikeren, der til dagligt er bosat i Oregon, formår at favne alle slags mennesker med sin fortællende og eksperimenterende musik. I 2022 udgav han albummet, Mermaid Salt, der er resultatet af en dyb ensomhedsfølelse og isolation under nedlukningen i forbindelse med COVID. Albummet er undfanget i samarbejde med en række forskellige musikere på et teater i Oregon under helt andre forhold end normalt. Man kan derfor se frem til en følelsesvækkende musikoplevelse, hvor smukke historier er skabt ud fra komplekse omstændigheder.

Hvor: Ideal Bar, København

Hvornår: Søndag d. 14. januar

Posh Isolation: oqbqbo & Scandinavian Star + Vanity Productions + Croatian Amor

Pladeselskabet, Posh Isolation, inviterer til en vild koncertoplevelse med hele tre koncerter samme aften. Bag kunstnernavnet, oqbqbo, er Nastya Sipulina. der har oprindelse i Rusland, men i dag er bosat i København. Hun er særligt kendt for sin indadvendte elektroniske lyd, og har det seneste år arbejdet sammen med den anerkendte kunstner, Scandinavian Star. Sammen står de bag albummet Water Tiger med numre som blandt andet “Airdrops” og “Sleep Lines”. De andre to kunstnere på dagsordenen er stifterne af Posh Isolation selv – herunder: Christian Stadsgaard, der går under kunsternavnet Vanity Productions og Loke Rahbecks med kunstnernavnet Croatian Amor. Vanity Productions er kendt for sin eksperimenterende og elektroniske lyd, og kom frem i starten 00’erne med sin noise-musik inden for den elektroniske genre. Croatian Amor fokuserer i sine tekster især på det drømmende og fantasifulde, der kan gøre vores verden med udholdelig at leve i. Man vil altså opleve et sammensurium af elektronisk musik, der med sine drømmende og eksperimenterende toner leder publikum ud på en magisk rejse.

Hvor: RUST, København

Hvornår: Fredag d. 12. januar

Cornelia Jakobs

Den svenske sanger og sangskriver, Cornelia Jakobs, indtager scenen i Lille VEGA nu på søndag. Tidligere var hun medlem af pigebandet, Love Generation, men slog for alvor sit navn fast, da hun i 2022 fik en fjerde plads i Eurovision Song Contest med sangen “Hold me Closer”. Hendes musik er tidligere beskrevet som organisk, følelsesladet, filmisk og tidsløst. Med sin unikke og kraftfulde stemme kan du forvente en forførende og ikke mindst meget smuk koncert af den svenske musiker.

Hvor: Lille VEGA

Hvornår: Søndag d. 14. januar

Sofia Kourtesis

Hotel Cecil åbner, på fredag, dørene til en festlig aften i selskab med den peruvianske DJ Sofia Kourtesis. Sofia er bosat i Berlin, og mixer derfor musikarven fra Peru med toner fra det berlinske klubmiljø, når hun stiller sig bag DJ-pulten. Musikken afspejler hendes multikulturelle liv, hvor blandt andet house og baleariske pop-rytmer baner vejen frem. Så er du på udkig efter en festlig aften i København med garanti for musikalsk kvalitet, så er dette et godt bud!

Hvor: Hotel Cecil, København

Hvornår: Fredag d. 12. januar

Astrid Cornelius
astridcornelius@bandsoftomorrow.com