11 jan Julie Nilsson – den nye Marie Key
Foto: Julie Nilsson // Bjarke Alling Nielsen
En ny ung stjerne er på vej, med ærlige toner, følelserne uden på tøjet, og en alt for relaterbar sårbarhed. Navnet er Julie Nilsson, og hun er netop udkommet med sin debut-EP Helhjertet.
Inspireret af bl.a. Marie Key, Søren Huss og Katinka, skriver Julie Nilsson med hjertet, og forsøger at kombinere sine tekster med fantasifulde og akustiske lydbilleder. Hun er kun 20 år gammel, og en del af en generation i mistrivsel, med et stigende antal unge med mentale helbredsproblemer. Hun er derfor også nærmest til at sætte ord på netop dette.
Et af hendes numre “Mur”, udforsker følelsen af at støde imod uoverstigelige hindringer med linjer som: “Løber mod en mur, jeg tror, jeg bliver liggende her”. Andre sange som “Helhjertet”, “Eufori”, “Rod” og “Krisesangen” dykker også ned i Julie Nilssons personlige oplevelser og hendes relationer til verden omkring hende. Hendes musik præsenterer en nuanceret og mangfoldig fortolkning af hendes liv og de mennesker, hun møder, i stedet for at reducere dem til simple og ukomplicerede beskrivelser.
På trods af sin unge alder, udkommer Julie Nilsson med sin deput-EP med hele 5 sange, der kan høres allerede nu.