Flere års ventetid er ovre! Emma Sehested Høeg udgiver undergrundshit

Foto: Emma Sehested Høeg // Sarah Buthmann (pressebillede)

Multikunstneren, Emma Sehested Høeg, har efter fire års ventetid udgivet singlen, “Aldrig Helt Nok”, der i 2020 blev kendt landet over i forbindelse med den Reumert-vindende forestilling Lolita For Altid

Efterspørgslen på en officiel udgivelse af sangen, “Aldrig Helt Nok”, har siden premieren på forestillingen Lolita For Altid (2020) været enorm. Publikum elskede nummeret så meget, at det endte som et såkaldt “undergrundshit”. Endelig har sangen nået overfladen, og er fra i dag af tilgængelig på diverse musiktjenester – dog i en fornyet version. For hvor den originale version af “Aldrig Helt Nok” var skabt til forestillingens specifikke univers, trækker den nye version tråde tilbage til 70’ernes romantiske disko med et mere klassisk akkompagnement.

Artisten bag nummeret er 30-årige Emma Sehested Høeg, der er kendt for en bred vifte af kreative og kunstneriske mesterværker indenfor både musik og skuespil. Hun er med årene blevet et så cementeret navn i den danske scenekunst-verden, at man nu kan tale om eksistensen af et vaskeægte “Emma Sehested Høeg-univers”. Et sted man kan søge hen, hvor kunstnerisk frihed og inspiration er en selvfølge. Forstil dig, at museerne AROS og ARKEN var mennesker. Så ville de nok minde om Emma. Sprudlende, farverige og budskabsfyldte. En skabersjæl har nemlig sjældent været så glasklar som hendes. Emma er definitionen på levende kunst.

Til marts spiller hun sammen med symfoniorkestret, Copenhagen Phil, fire (udsolgte) koncerter i Konservatoriets Koncertsal, efterfulgt af tre store koncerter i henholdsvis; Store VEGA (København), Musikkens Hus (Aalborg) og Musikhuset (Aarhus). Her kan man opleve kunsten ekstraordinært tæt på!

Lyt til singlen her!

Astrid Cornelius
astridcornelius@bandsoftomorrow.com