21 jan ANMELDELSE: Man forelsker sig mindst lige så meget i mennesket Ida Laurberg som i hendes musik!
Foto: Ida Laurberg // Jeppe Klausen (pressebillede)
Ida Laurberg viste denne lørdag, hvordan musik kan tænde op under et publikum i alle aldersgrupper. Børn, unge, veninder og sågar modne ægtepar stimlede sammen i det intime Lille VEGA for at hylde musikken sammen med den unge sangerinde.
5/6 stjerner
Kan man indtage Lille VEGA med en forholdsvis lille diskografi og stadig få publikum med i dansende flor? Svaret er: JA! Det kunne Ida Laurberg i hvert fald, da hun med en sætliste, primært bestående af dugfriske upcoming-sange, satte både fødder og tanker i bevægelse blandt publikum.
Kuldegysningerne indtog rummet allerede fra start, da sangerinden skød koncerten igang med et cover. Den folkekære godnatsang, “Solen er så rød mor”, skabte en finurligt sammenhængende overgang mellem opvarmeren Dahlin’s insisterende lyrik og Ida’s mere humoristiske, men dog alvorlige, up-beat pop-univers. “Solen er så rød mor” fadede lige så fint ind i Ida’s nyeste single, “Mellem mor og far”, der er en poppet ballade inden for samme emnegenre. Overgange som denne viste sig at være et mønster i koncertens fremdrift, især når det gjaldt de efterhånden nationalt anerkendte numre som: “Jeg kan rigtig godt li’ dig” og “Terrier”. Den talentfulde sangerinde udstrålede en lyst til at give publikum en større musikalsk og tredimensionel oplevelse, end hvad streamningtjenesterne normalt tillader. Derfor indledte hun flere gange sine megahits med en vokalfokuseret, akustisk start, der lod publikum lande i nummeret, inden hun igen tog det et notch op, og var tro mod den velkendte lyd.
Efter en, på mange måder, rørende start efterfulgt af sætningen; “Godt at være tilbage i København!”, blev publikum med det samme suget ind i et univers af ny musik. Ballade efter ballade og fængende omkvæd med relaterbare budskaber gjorde det klart for alle og enhver, at Ida Laurberg kun lige har begyndt sin musikalske rejse. Sjældent er så meget talent kogt sammen til én boullionterning! Hun er et levende bevis på at svære oplevelser, mindreværdskomplekser og skam kan bruges konstruktivt til udformningen af smukke og givende musikperler. F.eks. når hun i sangen “Hjørnetand” fortæller om at være “skæv” og falde uden for rammen, eller når hun synger “det er bare sådan det ser ud” i et skrøbeligt og betydningsfuldt nummer om skam. Ida formår at være grounded med publikum på en måde, som ikke mange kan. Måske fordi hun som menneske er enormt elskværdig med mange sjove anekdoter, og musikken blot er en forlængelse af dette? I hvert fald var det ikke kun musikken, man forelskede sig i, i Lille VEGA lørdag aften. Det var først og fremmest Ida.
Efter flere nye og gamle sange, og vilde instrumentale præstationer af bandet, sluttede hele molevitten af med GIGA-hittet, “Terrier”. Det var tydeligt en forløsning for publikum at høre nummeret live, og dansegulvet ramte sit nok højste ekstatiske niveau. Det var kulminationen på sangerindens første mini-tour rundt i Danmark, og ikke mindst prikken over i’et på en magisk koncertoplevelse.
Ida Laurberg må tilskrives at være et vaskeægte stjerneskud i den danske musikbranche!