17 jan 5 sange der har fået Tate McRae hertil i dag
Foto: Tate McRae // Elizabeth Saravo, Beath (pressebillede)
Før de store hits og mange streams har selv de største stjerner og hitmagere startet et sted. Vi har fulgt dem alle på deres musikalske rejse fra den første singleudgivelse til det store gennembrud. I denne artikelserie har vi samlet fem numre fra Tate McRae’s bagkatalog, der har været med til at forme hende til den musiker, hun er idag
Den canadiske sangerinde Tate McRae er i dag et kendt navn verden over men de færreste ved, at hun blev et kendt ansigt allerede i 2016, da hun deltog i realityshowet “So You Think You Can Dance”. Tate forstod at komme fremad ved hjælp af diverse eksponeringer. Blot i året 2016 optrådte hun både ved Justin Biebers koncert i Calgary, deltog som danser på Teen Choice Awards som finalist fra SYTYCD-castet, og performede på The Ellen DeGeneres Show hele 2 gange. Efter en start som primært danser, begyndte hun for alvor at dykke ned i musikken og skrev sange som blev udgivet online, der bl.a. tiltrak sig opmærksomhed fra RCA Records, som hun sidenhen skrev kontrakt med. Fra hendes første selvudgivne sange online og til nu, har den canadiske sangerinde skabt sig et navn, der bliver svært at glemme igen. Med sange som “You Broke Me First”, “Greedy” og “working” feat. Khalid, har Tate nu allerede et bredt kartotek af hits bag sig, og forhåbentlig langt flere forude.
“One Day” (2017)
Tate McRae fik allerede opmærksomheden rettet mod sig, da sangen “One Day” gik viralt på TikTok og YouTube tilbage i 2016. Med sin YouTube kanal “Create With Tate”, der også indeholdte diverse dansevideoer, lagde Tate McRae nummere “One Day” op kun 14 år gammel. Tate kunne derefter se, hvordan antallet af visninger blot steg og steg til de 40 mio. views, videoen har nået til på YouTube i dag. Den klare stemme sammen med de enkle smukke toner fra klaveret, fik lokket lyttere til. Og de lyttere blev hængene. I 2018 måtte hendes forældre flyve med hende til møder med labels alt sammen pga. en klaverballade med ømme toner og en klokkeklar tekst.
“You Broke Me First” (2020)
Med sangen “You Broke Me First” kunne Tate McRae pludselig kalde sig en international sangerinde, da sangen tog verden med storm. Under Covid-19 med eget mobilkamera siddende klistret fast på hendes mors bil, gik Tate McRae rundt på et tag i byen og sang den tekst der senere gik viralt, og som stadig er Tate McRaes mest spillede sang til dato. Den klare tekst er ikke til at tage fejl af med bl.a. ordene “I know you / you like this /when shit don’t go your way / you needed me to fix it“, der viser Tate’s store talent for at skrive kærlighedssange, som ikke kun viser had eller eufori, men som viser flere aspekter af et forhold helt ned i detaljen og gør sangen personlig for alle, der hører den. “Sangen “You Broke Me First” tilbragte 38 uger på Bilboard Hot 100 og nåede helt op på en 17. plads.
“She’s All I Wanna Be” (2022)
Tate fortsætter med sine ærlige tekster, der ikke lader nogen tvivl stå tilbage om hendes store talent for sangskrivning, som har et tydeligt sprog og mening. Samtidig er “She’s All I Wanna Be” et mere tempofyldt popnummer med et tydeligt større repertoire af instrumenter og et professionelt label bag sig til at finpudse sangerindens musik. Med hendes sikre skridt og hurtige tempo, viser Tate McRae en langt mere selvsikker side af sig selv frem. En udstråling som kommer fra en ung kvinde, der ved, hvad hun er værd og ikke længere den pige, hun var, da hun først indtog branchen. Det samme har musikvideoen tydeligt fanget, der viser Tate i et tætsiddende danseoutfit, mens hun holder øje med en anden danserinde og synger ordene “She’s got everything that I don’t have / and she’s all i wanna be / all i wanna be / so bad“. For selvom der gennem ordene stadig skinner en usikkerhed igennem, lader videoen til sidst McRae og den anden kvinde danse sammen og blive venner fremfor konkurrenter og viser det mod, hun nu har til at stå ved sig selv. Videoen har allerede nået knap 60 mio. visninger på YouTube og er blevet endnu ét af Tate McRaes største hits.
“chaotic” (2022)
Med sangen “chaotic” viser McRae, at hun langt fra er færdig med de tekster, som hendes egen generation for alvor kan spejle sig i. Med albummet i used to think i could fly, har McRae skabt musik bestående af åbne, ærlige og relaterbare tekster om usikkerhed, ensomhed og ikke mindst det kaos, der kan opstå i det indre. Sange som “feel like shit” og “go away” er stærke numre på et album, der ikke lægger skjul på sangerindens egne tanker og følelser. Samtidig træder hun et skridt tilbage til fortiden ved at lægge ud med et klaverspil, som hun selv brugte til sine allerførste sange, da hun sad og spillede hjemme på værelset i håb om, at nogle en dag ville lytte til hendes musik og se det talent, der siden er vokset sig til nye højder. Sangen udtrykker en frygt for at vise sit sande jeg, vise når man bliver bange og især for, at der ikke står nogen ved siden af klar til at hjælpe og lytte.
“exes” (2023)
Fra hendes altid gennemarbejde og succesfulde kærlighedssange, har McRae med sangen “exes” nu skabt en anti-kærlighedssang med et selvkritisk blik på sig selv. Sangen er langt fra en had-sang og heller ikke de break-up sange, vi tidligere har hørt fra hende, men i stedet fyldt med kolde statements som: “then they swear they’ll never call me / but I still keep their number and their necklace / kisses to my exes”. Sangen beskriver sangerindens egne besværligheder med at være i et forhold, når det er nemmere at lade broerne brænde og komme videre. Med en boksering som centrum for musikvideoens danserutine, viser McRae også sit talent som danser frem, i cowboystøvler, små shorts og BH. I sangens første uge blev den af Bilboard kåret som ugens favorittrack, og viste tydeligt hvor mange fans McRae har derude, da sangen modtog 39% af alle stemmerne.
Tate McRae kan opleves live, når hun kommer til Danmark den 4. maj 2024 i Falkonersalen!