19 jan 10 hurtige til Chemtrails

Foto: Chemtrails // Der Fotoautomat (pressebillede)

Siden bandet Chemtrails i 2016 tonede frem som et voksende kultband på den britiske undergrundsscene, har gruppen i et dystopisk og forførende punk/garage-univers sat lyd på apokalypsen. Nu er de igen aktuelle med et nyt album, The Joy of Sects, der er produceret af Margo Broom.

Chemtrails er et Manchesterbaseret band, der i sin tid blev skabt af parret Mia Lust og Laura Orlova. Efterfølgende er gruppen udvidet med endnu to musikere, Ian Kane og Liam Steers, og bandet er nu en smuk sammensat kvartet, der mestrer at skabe antitetisk musik i sin fineste form. Deres lydunivers som, med inspiration fra 60’ernes psykedelisk musik, kan opleves som både mærkeligt og inviterende på samme tid. Dette danner grundlag for bandets eventyrlige popsange, der omfavner vigtige budskaber om menneskets tilstande og livet i en minoritetsgruppe.

Vores musik er…
– Angulær mutant popmusik, der nedstammer fra new wave, surf og undertiden krautrock – svært at beskrive, men den lever helt sikkert i post-punk universet. Vi kalder det “post-garage punk/psykedelisk power-pop”.

Vi begyndte at lave musik fordi…
– Meget tidligt i vores forhold tog Laura og jeg ind for at se Crocodiles, der på et tidspunkt blot var en duo med trommemaskiner/backing track. Vi kunne virkelig godt lide deres koncert, og da vi begge kunne spille lidt guitar og keyboard, sagde vi begejstret til hinanden, at “vi kunne nok lave noget lignende”. Jeg havde været i punkbands mange år tidligere som teenager, og følte, at jeg kendte det grundlæggende, så vi kom stort set bare i gang, og begyndte straks at skrive og indspille sange. Det var meget DIY (do-it-yourself) dengang – ​​de fleste af vokalerne blev optaget på en iPhone. De rå hjemmeoptagelser blev til de første Chemtrails-sange og udgør vores første to EP’er.

Vi finder inspiration i…
– Den skræmmende tilstand i den moderne verden, popfilosofi og dårlige ordspil. The Stooges og ABBA. CAN og Queen. The B52s og The Bee-gees. Én ting, der holder os i gang, er, at hvis vi ikke lavede Chemtrails-musik, så er det sikkert at sige, at ingen andre ville gøre det.

Det vigtigste for os, når vi laver musik, er…
– At sangene er interessante og overraskende, men samtidig tilgængelige nok til faktisk at være behagelige og sjove, ikke for abstrakte. Vi forsøger at sikre, at alle vores sange har en “Daseinsberechtigung” – en grund til at eksistere. Men samtidig har vi på dette album forsøgt at være tro mod vores instinkter og bare inkludere alt, hvad vi kan lide, uden at bekymre os for meget om, hvorvidt folk vil kunne lide det eller ej.

Det sejeste sted, vi kunne forestille os at spille vores nye album, er…
– Sandsynligvis på en kirkegård — men det blev faktisk en realitet på vores sidste turné! Vi spillede en koncert i kapellet midt i Sheffield General Cemetery, sammen med vores venner Ye Woodbeast og Richard Carlson Band, og det var en fuldstændig fest. Ellers ville Glastonbury-festivalen eller noget i den stil være rart…

Sangen, vi har arbejdet mest på på “The Joy of Sects”, er…
– “Sycophant’s Paradise”, som var den første sang, vi skrev til “The Joy of Sects”. Nogle sange popper bare hurtigt ud, men af en eller anden grund kræver andre en længere og mere smertefuld fødsel. Vi startede denne sang under lockdown, hvor vi alle arbejdede hjemmefra og ikke rigtig havde mulighed for at skrive meget, så vi skrev bare 30 sekunder musik fra tid til anden, og efterhånden opstod denne ret skøre sang. Den gav os noget inspiration til, hvordan det nye album kunne være, og så kom de andre sange ret hurtigt efter det.

Om The Joy of Sects  ville folk blive overrasket over at vide…
– Vi mødte albummets producer Margo Broom, mens vi svømmede i havet i Italien, rent tilfældigt. Hun var en plus-one på vores tidligere bassists bryllup i Puglia, hælen på Italiens støvle. På det tidspunkt selvproducerede vi stadig albummet, og Margo spurgte: “Hvad bruger I som reference track?”, hvortil vi svarede “Touch the Leather by Fat White Family”. Hun svarede så afslappet: “Åh, den lavede jeg.” Vi kunne ikke tro det! Vi holdt kontakten, og så reddede hun os fra mixnings-purgatoriet ved at tilbyde at mixe albummet for os.

En sang på albummet, som fortjener en ekstra lytning, er “Business Class War Paint”, fordi…
– Vi synes alle, det er den bedste på albummet, men den er ret vandrende med mange forskellige dele, så det er let at gå glip af magien, indtil du har spillet den nogle gange og lært den ordentligt at kende.

Historien bag albummets titel er…
– Vi kan ikke huske det præcist, men det var nok bare endnu en dum joke, der blev lavet på et tidspunkt mod slutningen af en lang nat. Det blev skrevet ned på listen med lyrikidéer, og hver gang jeg kiggede på listen, stod det bare ud som en mulig titel. Det virkede som om, det fangede albummets temaer på en fin måde, men var også bare så tillokkende idiotisk.

Når man lytter til vores album, bør man…
– Holde fest med sine venner og deltage i stadig mere sammenhængsløse pseudo-intellektuelle debatter, med pauser til lejlighedsvise danse, eller en slåskamp, eller en DMT-rejse.

Lyt til albummet her!