Årets 25 bedste albumudgivelser

Foto: Guldimund // Laura Bisgaard Krogh (pressebillede)

2023 har været et vildt musikår, som har markeret sig med utallige række af imponerende albumudgivelser! Derfor har det været svært at udvælge 25 af årets bedste udgivelser – men frygt ej! Vi har gjort det alligevel! Her får i dette års 25 bedste albumudgivelser

Caroline Polacheck – Desire, I Want To Turn Into You

I 2023 fik art-pop sangeren Caroline Polacheks for alvor fat i den mainstream musikscenes opmærksomhed med hendes banebrydende album. Efter 17 års musikalsk udøvning overlappede musikverdens brændende ønske efter unikke artistiske stemmer endelig med Polacheks, idiosynkratiske sangskrivningstalent. I midten af dette venn-diagram står Desire, I Want To Turn Into You som en moderne milepæl. Med legesyge genrehybrider mellem synthpop, breakbeat og flamenco-musik sammenbinder kunstneren en mangfoldig farvepalet i et dragende musikalsk maleri, der indbefatter både sørgmodighed, epik og sjæl-nærvær. Til sidst ville det være forsømmeligt af os ikke at nævne hendes mesterlige vokalpræstationer, hvilket faktisk har affødt diskussion blandt hendes fans om anvendelsen af autotune.. Her slår Caroline fast, at vokalerne ikke er pitch-korrigerede; så vild er hun bare!

AFSKUM – Afskum

Endelig, ENDELIG var 2023 året, hvor man kunne lytte til AFSKUMs musik hjemme i stuerne. Efter energifyldte og anmelderroste koncerter landede det længeventede album endelig, og vores anmelder kvitterede da også med fuld plade: 5/5 stjerner! Det er svært at ignorere hypen omkring, AFSKUM, der går under det borgerlige navn Prince Askare. Hele albummet kendetegnes af AFSKUMs kraftigt bearbejdede vokal, der komplimenterer de intense og nærmest smertefulde udbrud. Stemmen bliver gradvist mere uigenkendelig, som afspejler AFSKUMs synkende mentale helbred. Albummet byder på en mangfoldig oplevelse for dem, der søger udadvendt selvterapi, imponerende produktioner eller for dem som simpelthen bare ønsker at svede. Har du ikke lyttet til albummet endnu, er det bare om at komme i gang.

boygenius – the record

Meget kan gå galt, når store musikalske personligheder mødes. Clashende egoer, artistisk skråsikkerhed og kunstnerisk mindreværd risikerer at komme i karambolage, når supergrupper som boygenius finder sammen. Dette lyder dog ikke til at være tilfældet med the record, der som stor sangskrivningstriumf demonstrerer kunstnernes komplementerende musiktalenter. Bestående af toneangivende singer/songwriters Phoebe Bridgers, Julien Baker og Lucy Dacus, har stjernetrioen formet et appellerende guitardrevet værk, der med produktionsmæssigt nedbarberede numre og autentiske, personlige hymner, uden tvivl kommer til at bestå “the test of time”. Selvom man siger at tre hoveder ikke er bedre end ét; lyder til at boygenius udgør en vigtig undtagelsen!

James Blake – Playing Robots Into Heaven
Multiinstrumentalisten, James Blake, udgav i 2023 albummet Playing Robots Into Heaven, der rækker tilbage til Blakes musikalske kerne som en mester i at lave dynamiske elektroniske beats, der bare slår hårdt! Albummet balancerer tunge elektroniske fundamenter, som sammenflettes med James Blakes karakteristiske falsetvokal, der giver det tunge lydlag en modpol, som skaber en lethed i de instrumentale, sterile klangflader.

Barselona – Væbnet hjerte

Man kan vist ikke skrive om de helt store albumudgivelser i 2023, uden også at skrive om Barselonas nyeste album Væbnet Hjerte. Albummet formår at skabe en unik og moderne lyd, der fusionerer forskellige musikalske elementer på organisk vis. Barselona har bevæget sig væk fra deres tidligere poplyd og har adopteret en mere eksperimenterende tilgang, der inkluderer en tydelig rocksignatur og elektroniske elementer. Denne lydudvikling er afgørende for albummets placering blandt årets bedste, da det viser en kunstnerisk modenhed og evne til at forny sig selv. Væbnet Hjerte præsenterer sig som en helhed, der tager lytteren på en sammenhængende rejse gennem livets kompleksiteter. Albummet starter med reflekterende numre, der skaber en stemning af introspektion, og udvikler sig derefter gennem forskellige temaer og lydlandskaber, der udforsker ungdommens bittersøde erfaringer. Det formår at integrere Barselona’s tidligere ubekymrede popvibe med den nye rocksignatur, og på den måde demonstrerer albummet bandets evne til at udvikle sig og forblive aktuelle.

eee gee – SHE-REX

eee gee stjal alles hjerter med albummet SHE-REX, der elegant kombinerer nostalgiske toner med et moderne flair. eee gees dynamiske vokal stjæler rampelyset, som især bliver synliggjort i festlige numre som “School Reunion” og “Ghost House”, der smelter retro-elementer sammen med en futuristisk livlighed. Redaktionens anmelder var ligeså imponeret over eee gees seneste album, hvor hun bl.a. skrev, at eee gee har en evne til at bruge gamle musikalske elementer i en moderne kontekst, som giver albummet en nostalgisk aura, samtidig med at det føles hypermoderne.”

Jungle – Volcano

Jungle gav i 2023 tidsløse dansenumre, der blander elektronisk og akustisk instrumentation til deres helt eget fængende disco/pop-univers med tropiske undertoner! Umuligt at du er kommet gennem 2023 uden at have hørt den virale sang “Back On 74”, samt sange som “I’ve Been In Love” og “Candle Flame”. Disse musikalske perler danner rammen omkring det forrygende album, som mestrer et organisk poppet udtryk, krydret med en nostalgisk aura af disco, suppleret af fremtrædende harmoniserede korstemmer.

Gorillaz – Cracker Island

Selvom det efterhånden er ved at være lang tid siden Cracker Island udkom, så er det altså forbudt at overse noget som helst hjernen bag Gorillaz, Damon Albarn, har haft en finger på. Og med Cracker Island er det heldigvis på grund af albummets positive kvaliteter. Endnu en gang formår Albarn at hive os længere ned i sit grumsede tegneserieunivers, hvor lige store dele af mørke og legesyghed konstituerer lyden. Denne balancegang går vidunderligt på sangsmedens ottende album, hvor tracks som Cracker Island (med Thundercat) og New Gold (med Tame Impala (vilde features btw) blandt andet udgør det snavsede, mens den hyperaktive banger “Skinny Ape” lyder som det mest fjollede tegneserie-agtige, de nogensinde har lavet! Selvom eksistensen som Gorillaz-fan konstant er i flux med geniale og middelmådige projekter, må man sige at det seneste skud på stammen er et af de bedre af slagsen.

Fieh – III

Ved årets begyndelse kunne vi ikke have forudset, at norsk pop-funk skulle fylde så meget i redaktionens musikår – but here we are! Det dansevenlige soul-orkester, Fieh, snoede sig ind i redaktionens faste rotation efter en aldeles vellykket koncert på RUST, samt deres legesyge tredje albumudgivelse III. Energiske grooves på tracks som “Supergud”, “Inbox” og “Munni in the Microwave” fungerer som en indsprøjtning af livsbekræftende vidundermiddel, der både demonstrerer komponisternes evner som briliante hook-skrivere og musikalske virtuositet. Med Fieh i højtalerne er det simpelthen umuligt at bevare en passiv ro, da de trækker alle lyttere ind i en kollektiv, funk-infuseret galskab!

Guldimund – Jeg venter i lyset

Det kan vel næppe undre nogen, at Guldimunds andet studiealbum stormer ind på hitlisterne. Her i slutningen af 2023 lyder det nærmest som en selvfølgelighed, men hvis man skruer tiden tilbage med bare et år, så var Asger Nordtorp slet ikke det folkeeje, han efterhånden er blevet løftet til i dag. Debutalbummet, Dem vi plejede at værem var selvfølgelig modtaget godt blandt hipstere og musiknørder, men de færreste havde nok forventet, at Guldimunds Benny Andersen’ske dagligdagslyrik og orkestrale havde vundet P3’s lytterhit! Vi har tidligere udtrykt vores tårnhøje begejstring for det moderne mesterværk og synes helt klart, at Nordtorps nye rolle fortjener al den opmærksomhed, han har tilegnet sig, som det 

Ukendt Kunstner – Dansktop

2023 var året, hvor Ukendt Kunstner vendte tilbage! Med pladen Dansktop, overraskede Ukendt alt og alle, og leverede et comeback, de færreste nok havde turde drømme om. Med numre som “Uden Dig” og “Hele Dagen”, byder albummet på moderne fortolkninger af karakteristiske Ukendt-tracks, hvor Jens Ole McCoys produktioner tillægges Hans Philips personlige og eftertænksomme lyrik, hvilket udgør et lydunivers, der i storslået og overlegen form giver alle os fans alt det, vi havde drømt om. Dansktop er ikke blot et gennemført og formfuldendt album, men også en cementering af Ukendt Kunstners tilbagevenden til hiphop-scenen, hvilket fortjener en plads på listen over årets bedste albumudgivelser.

Coco O. – Sharing is Caring

Coco O.‘s seneste album, Sharing is Caring, har cementeret hendes position som en unik og karismatisk artist inden for den danske musikscene. Albummet, der blev fremvist i en udsolgt koncert i Store VEGA, demonstrerer en perfekt fusion af enkelt minimalisme og international appel, hvilket berettiger dets plads blandt årets 25 bedste albumudgivelser. Sharing is Caring bevæger sig gennem en særlig lydverden, hvor Coco O.’s stemme, en blanding af tilbagelænet kraft og blød elegance, er i centrum. Albummets tekster fokuserer på moderskab og fertilitet, og Coco O.’s evne til at formidle disse temaer uden overforklaring demonstrerer hendes kunstneriske dygtighed og ærlighed. Hendes unikke kombination af sjælfuld R&B, jazzpræg og ærlige tekster placerer Sharing is Caring som en perle i årets albumflora. Albummet har formået at transcendere forventningerne og demonstrerer, at Coco O. ikke kun er en dansk superstjerne, men en international musikalsk kraft, der fortjener at blive anerkendt på globalt plan.

FRAADS – Mosquito

Da jeg mod slutningen af sidste år stod på spillestedet Hotel Cecil og bevidnede opførelsen af det kommende album fra hiphop-pop-hybriden FRAADS, var jeg mildt sagt i vildrede over, hvorvidt duoen havde gang i noget helt galt eller særdeles genialt. Med den endelige udgivelse af Mosquito knap et år senere er jeg dog – gudskelov – helt og aldeles solgt. Makkerparret Papa E og David Engelbrecht afviger på sit andet album fra debutens konceptuelle fantasyfortælling og kvitterer i stedet med gruppens mest alsidige værk til dato. Om end der er tale om lyden af hjerteskærende længsel på den gåsehudsfremmende ”In your dreams” eller de kække stikpiller på den hyperpoppede ”Ikk dig”, formår FRAADS at jonglere ubesværet mellem modpolerne på følelsesregisteret – og brillerer i samme ombæring overlegent på pladens mest vovede øjeblikke. Mosquito udgør af den grund ikke kun et lyspunkt i duoens imponerende diskografi, men står soleklart som et af årets største øjeblikke inden for alternativ pop.

Beharie – Are you there Boy?

Siden Beharies koncert på årets SPOT Festival, har redaktionen ventet i spænding på den norske artists debutalbum. Beharies debutalbum Are You There, Boy? er en dybt personlig rejse gennem sårbarhed og selvopdagelse. Albummet, med 12 betagende numre, udforsker kompleksiteten af Beharies identitet gennem karakterer som “Washed-out jeans boy” og “float in space boy.” Musikalsk bevæger han sig mellem indie og soul, og singler som “Deadly” og “Heaven” viser albummets følelsesmæssige dybde. Med dedikerede fans og positive anmeldelser inviterer “Are You There, Boy?” lyttere til at udforske deres eget indre univers og følelsesmæssige kompleksitet gennem musikken.

Squid – O Monolith

Squid bød i 2023 på deres andet album, O Monolith, der udkom to år efter deres anmelderroste album, Bright Green Field. Med det nye album udviser bandet en reformeret lyd med flere modne nuancer, der dog stadig formår at holde den kant, som bandet gjorde sig kendt på. Selv udtalte forsanger/trommeslager, Ollie Judge, i et interview til magasinet, at: “Squid vil ikke være et “snotty” punkband resten af deres liv”. O Monolith er lyden af rocket melodiøse beats, der forener sig med forsanger/trommeslager Ollie Judges særprægede vokal, som på kalkuleret tidspunkter vrider sig i vrængende growl-lignende vokal præsentationer.

Mitski – The Land is Inhospitable and So Are We

I år havde fans af Mitski også noget at se frem til, da den eklektiske indie singer/songwriter dryppende begyndte at udgive sange fra sit kommende album The Land Is Inhospitable and So Are We. Og selvom projektet ikke er det skelsættende, fremvisende “se mig”-agtige album som Be The Cowboy var, kan Mitskis nyeste udlæg langt hen ad vejen betragtes som hendes mest kohærente, velkomponerede værk. Til forskel fra tidligere potente, men sporadiske udgivelser, holder hun standhaftigt fast i en tematisk og musikalsk rød tråd, der sætter hendes fantastisk smukke sangskrivning i spotlyset. Med The Land Is Inhospitable inviterer Mitski på omfavnende lejrbålsstemning, hvor poetisk behandling af det indre følelsesliv afspejler musikkens afbildning af skønne naturlandskaber.

Alsace – Concorde
Her på redaktionen kan vi ikke få armene ned over den aarhusianske duo, Alsace, der i august udkom med deres debutalbum, CONCORDE. Albummet er ikke kun en fortsættelse af duoens tidligere succeser, men også en udforskning af nye klanglandskaber og en hyldest til 80’ernes synth-pop æra. Albummet, der blev præsenteret live i Lille Vega, formår at tage lytterne med på en rejse til den franske riviera fra 80’erne og skabe en unik atmosfære af nostalgi og modernitet. Albummet kombinerer smidige, gennemtrængende melodier med en storslået energi, der formår at sætte den perfekte kulisse til ungdommens essens, eventyr og jagten på nye oplevelser. CONCORDE er en sprudlende hymne, der fejrer ungdommens livsglæde. Albummet fanger lyden af Alsace, der trækker tråde til 70’ernes og 80’ernes popscene. Med numre som “U Don’t Understand It”, “Air France” og “Honey” viser Alsace deres alsidighed, hvilket er derfor, at albummet har fortjent sin plads på listen over årets 25 bedste albumudgivelse!

LEISURE – Leisirevision

LEISURE’s nyeste album, Leisurevision, præsenterer en ny moden lyd på deres seneste album, der blander nostalgiske elementer fra deres forgængere med friske, innovative harmonier. Albummet åbner med “Always”, der er en inkarnation af LEISURE’s karakteristiske musikalske harmoni og fungerer som en indbydende invitation, med dets subtile dansegulvenergi. På albummet finder man også nummeret “Rescue Me”, der udforsker soniske territorier for kvintetten, og viser bandets evne til at blande forskellige lyde og temaer. De efterfølgende numre “Above Me”, Too Much” og “Level”, væver smukt temaerne om håb, overvældende ansvar og tilfredshed ind i albummets komplekse symfoniske tekstur, hvor hvert nummer tilføjer en unik tråd til albummets intrikate struktur. Overordnet er albummet en refleksion af LEISURE’s dedikation til at prøve nye ting, der rummer en øjeblikkelig, fængende appel! Albummet tilbyder solrige, livlige vibes, der kontrasterer smukt med albummets efterårsudgivelse. Denne sæsonmæssige modsigelse harmonerer dog sømløst med albummets overordnede tema: Fred. LEISURE har endnu ikke optrådt i Danmark, men man kunne håbe på at se dem på en af sommerens festivalsplakater!

Yör – intet så rigtigt
I forhold til generel eksponering må Yör nok betragtes som et af de mindste navne på vores årsliste. På trods af dette har de formået at levere en af årets største oplevelser! På debutalbummet intet så rigtig har de blæst os tilbage med deres blanding af pirrende synthelementer og nærværende indierock. Selvom Yör blot er én stemme blandt mange unge grupper, der forsøger at formidle de rå følelsesliv forbundet med ungdommens komplekse tilværelse, formår dette band også at reflektere over disse potente og melankolske tilstande i et ekstremt appellerende lydunivers. Værket afsluttes på smukkeste vis med en liveperformance af den musikalske ballade “Januar”, hvor gruppen får bundet en sentimental sløjfe på den fortryllende lydoplevelse.

Papa E. – Sweet Dog 

I juli måned udkom Papa E, den ene halvdel af FRAADS, med sit første soloprojekt i fuld længde, efter den indledende single “20K”. Sweet Dog fungerer som en selvdestruktiv vandring gennem et tumultagtigt liv, beriget med stoffer og sex. Albummet udforsker en uskyldig drengs drastiske sindsstemninger, der svinger mellem vrede, afmagt og leg. Historier om terrorisering af det københavnske natteliv og festmønstre med psykoselignende træk udfolder sig i et lydunivers, der nærmest bliver et mantra for Papa E, især i nummeret “Murder Weekend”, der symboliserer total overgivelse til rusens kontroltab. Gennemgående er den overvældende og ødelæggende kærlighed et nøgletema. Det, der gør dette album så særligt er, hvordan Papa E med humor og legesyghed kaster en let skygge over de intense tekster, idet Papa E udforsker forskellige stilarter og veksler mellem hurtige rapflows og engelsk skønsang. 

Jessie Ware – That! Feels Good!

2023 har også været et godt år for alverdens danse-entusiaster! Denne bevægelse har primært været ledt af engelske diskodronning Jessie Ware, der er aktuel med pladen “That! Feels Good!”. Med uforlignende vibes trækker hun for alvor tråde mellem den moderne mainstream popmusik og 70’er inspireret disko diva energi á la Diana Ross eller Donna Summer. Og modsat den mere tilpassede 70’er stil, der for eksempel mestres af acts som Blæst og Andreas Odbjerg, går Jessie all in på en maksimalistisk, glossy diskolyd, hvor festglæde og overdådighed går hånd i hånd! Med dette udlæg er vi ikke tvivl om Jessie Wares nyfundne ikonstatus.

Lana Del Rey – Did you know that there’s a tunnel under Ocean Blvd

Lana Del Rey byder med sit 2023 album på sin særpræget karakteristika af melankolsk sad-pop, hvor hun skaber poetiske lydbilleder, som formidles gennem sangerindens lette, svævende vokal, hvor der ligeså er plads til tungere elektroniske udforskninger. Albummet er nomineret til adskillige priser, der bl.a. hylder albummets autentiske værdi, som en udgivelse der omfavner de umiddelbare “fejl”, og gør dem til en integreret del af lytteroplevelsen, hvor intertekstualitet, eksperimentation og store musikalske udtryk gør sig gældende.

Søn – Solstorm 

Med Solstorm skabte Søn en følsom, underfundig pop-lyd, der indfanger en form for moderne, futuristisk kvalitet. Med udgivelsens 12 numre, har bandet skabt en mindeværdig lydoplevelse, der kombinerer elektroniske lydfundamenter med forunderlige dansksprogede tekster, som leviterer universelle oplevelser og smerter i et nytænkende format

Sampha – Lahai

Den britiske singer/songwriter Sampha udgav i 2023 sit længeventede album Lahai, der sammensmelter jazz, soul, rap, dance og vestafrikansk musik i et eksperimenterende genreformat. Sangeren gjorde sig bemærket med sine velkomponerede samarbejder med diverse prominente artister som Kendrick Lamar, Frank Ocean, Stormzy og Solange, som skruede forventningerne op for denne udgivelse, der falder seks år efter debutalbummet Process. På sit seneste album behandler musikeren temaer som ånder, flyvning, menneskets søgen efter noget større end dem selv og naturens skiftende rolle i en teknologisk verden. Dette album tager lytteren med på en musikalsk genreekspedition, der ledsages af finurlige harmoniseringer, svævende klaverprogressioner samt gennemtænkte elektroniske lydelementer.

Kalaset – grib mig hvis jeg falder 

grib mig hvis jeg falder er den danske kvintets, Kalasets, imponerende debutalbum der udviser, hvordan bandet allerede har etableret en særpræget lydkulisse. Albummet tager afsæt i en organisk, poppet lyd, der mikser fængende 80’er-synths med elektroniske klangflader og akustisk instrumentering. Bandet rammer en bestemt nerve med deres musik, der skaber storladne nostalgiske pop-toner med hjerteskærende dybde 

Anna Sofie Christiansen
annasofiechristiansen@bandsoftomorrow.com