13 nov Yves Tumor leverede en middelmådig præsentation søndag aften i Store VEGA
Foto: Yves Tumor // Jordan Hemingway (Pressebillede)
Venue: Store VEGA
Dato: Søndag den 12. november, 2023
2,5/5 Stjerner
Yves Tumor skabte en koncertoplevelse, der rummede alt fra ekstatiske øjeblikke til komplet forvirring, som delte vandende – på godt og ondt
En skare af arketypen af den smarte Nørrebro-hipster i midt 20’erne, stimlede søndag aften sammen foran en tætpakket scene på Store VEGA for at opleve den eksperimenterende og karakteristiske musiker Yves Tumor. Mine forventninger til koncerten var skruet helt i vejret, efter at jeg fra flere forskellige kilder havde hørt, hvordan Yves Tumors live-performances var noget af det mest vanvittige folk havde oplevet. Så forventningsfuld og naiv drog jeg imod VEGAs koncertsal, kun for at blive efterladt med en følelse af stor forvirring efter sidste toner var blevet spillet. Mange var forvirret efter denne optræden og havde svært ved at placere, om det var på den gode- eller dårlige måde. Som én af koncertgængerne sagde: “Det var som om, der manglede noget”.
Efter en 25 minutters forsinkelse fra aftenens hovednavn tonede skikkelsen endelig frem af Yves Tumor til lyden af “God Is a Circle” fra hans nyeste album, Praise A Lord Who Chews But Which Does Not Consume; (Or Simply, Hot Between Worlds). Sangeren bevægede sig laissez-faire rundt på scenen, mens nummerets særpræget tunge åndedrag markerede musikkens puls. Som blot en skikkelse badet i rødt lys, gik Yves Tumor rundt med en selvsikker fremtoning, mens publikummet på mange måder gav ham en lunken velkomst.
Det var tydeligt at mærke, som det ofte er tilfældet, at de lidt ældre numre, modtog bedst respons fra publikummet. Her stod numrene “Romanticist”, “Gospel For A New Century” og “Super Stars”, der alle optræder på albummet Heaven To A Tortured Mind (2020), særligt skarpt på aftenens optræden. Yves Tumor skinnede klarest igennem, når han vrængende sig mod loftet, hvor en lidenskabelig og kraftfuld vokal udfoldede sig, mens musikken grænsede sig mellem en rocket stadion følelse og et punked ucensureret udtryk. Med et fast greb omkring mikrofonstativet, slæbte han den hengivende med sig rundt på scenen, mens sangerens gestikulerende armbevægelser cementerede hans tilstedeværelse, der sommetider i lidenskab trak sangeren ned på knæ på scenegulvet. Ofte befandt Yves Tumor sig nærmest svingende ud over begge scenekanter, hvor han lænede sig ned mod et betaget publikum – som nok primært befandt sig på de første fem rækker, og dem der var så heldige at være placeret i midten foran scenen, hvor energien var på sit højeste. Det var som om, jo længere du kom ud til siderne og bagud, jo mere aftog energien. Kiggede du helt tilbage på salens balkon var alt luften sivet ud. Her befandt sig et siddende, uinspireret publikum, hvor jeg endda spottede en ung fyr med hagen hvilende tungt på hænderne.
Yves Tumor var på mange måder en kombination af en meget ekstrovert- og introvert performer, som trods sin høj energiske tilstedeværelse, formåede nærmest ikke at sige et eneste ord til publikummet mellem sangene, som dog også kørte i en lid strøm efter hinanden. I visse numre formåede Yves Tumor at vise sit talentfulde potentiale til det yderste, mens han andre gange tog pusten på sine egne numre. Derudover virkede det, som om der ikke var nogen synlig kommunikation mellem forsangeren og de øvrige bandmedlemmer med undtagelse af en meget fremtrædende guitarist, der fik nydt godt af koncertens korte spilletid på cirka 1 time og 7 minutter. Normalt kan jeg godt sætte pris på en solid, lang guitarsolo, men når hvert nummer bygges af samme force mod en kulmination i en guitarsolo – der virkede som om, den aldrig havde en ende – så kunne man måske godt have skåret halvdelen af dem væk.
Man tvivler dog ikke på, at Yves Tumor er en unik musiker, der med sit genrelegende musikkartotek har et kæmpe potentiale for at skabe et fængende live-show. Dog blev kunstnerens eksperimenterende, artistiske side på mange måder undertrykt af musikerens fremtoning og musikalske levering, hvor han sommetider fremstod som en afdanket rockstjerne. Dette indkapslede han nærmest visuelt med sin sorte korte læderjakke med nitter, kæder omkring bukserne, et særegnet svedbånd omkring hovedet med en form for paryk indenunder. Som prikken over i’et kastede musikeren vand udover publikummet på ægte rockstjerne manér, samtidig med at han i koncertens sidste minutter ikke forlod scenen, som man nok ville forvente, men blev ved med danse rundt til 80’er sangen “Angelfire”, der antiklimatisk kom på til allersidst, da bandet burde have forladt scenen.
Sommetider formåede Yves Tumor at forene sceneshowet, publikummet og musikken med hinanden, hvor bølger af eufori gik gennem Store VEGAs sal. På andre tidspunkter tabte han dog publikummet og sig selv. Men alt taget i betragtning synes koncertgæsterne generelt at have en bred vifte af reaktioner på sangerens optræden. Nogle mente, at det var en gennemført koncert gennemsyret med sangerens karakteristiske væremåde, der måske rammer en bestemt nerve som en udefrakommende kulturkritikere ikke har samme føling for. Men det var dog tydeligt at mærke at selv de største fans, havde deres forbehold for sangerens koncert denne søndag aften.
