24 nov Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 47
Foto: Joshua Idehen // Frida Salomonsson (pressebillede)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Denne gang har vi fundet fem forskellige albums/EP’er, som byder på alt fra hjertebankende elektro-pop til hårdslående spoken-words. Læs med og fang noget nyt blandt vores favoritter!
Yör – intet så rigtigt
Yör har netop udgivet deres debutalbum intet så rigtigt, som omfavner en sonisk skandinavisk indie-popoplevelse med dybdegående, poetiske tekstuniverser. Efter otte år i støbeskeen er bandet klar til at præsentere deres udgivelse, der udforsker temaerne om livet i 20’erne, identitetssøgning og kompleksiteten af personlige udfordringer. Albummet er inspireret af fænomenet Kintsugi, der er en japansk filosofi om, at skønheden i objekter ikke forringes, når de går i stykker, men at skønheden er i det ødelagte, som bliver sat sammen på ny. Yör er mestre i at forene det fine med det storeladent og eksplosive, hvor poetiske tekstrømme flettes sammen med sanselige synth-underlag i en følsom pærevælling.
Lyt til albummet her!
Joshua Idehen – Strectch for the Stars
Den britisk-nigerianske spoken word-kunstner og musiker, Joshua Idehen, der er baseret i Stockholm, er kendt for sin eksplosive kreativitet og sjælfulde stemme, som har gjort ham bemærket på den britiske jazzscene. Med EP’en Stretch for the Star smelter Idehenpoesi sammen med en moderne klublyd på en naturlig og frit strømmende måde. EP’en består af numrene “Learn to Swim Pt. 1” og “Stretch for the Stars”, og er et resultat af det frugtbare samarbejde mellem Idehen og Ludvig Parment, som tilsammen har skabt en fintfølende og poetisk lydkulisse, hvor det velorkestrerede lydbillede komplimenterer Idehens raffinerede poesi. Kunstneren er kendt for at skabe energiske liveoptrædener samt oplyse klubber og festivaler over hele verden, hvor han har udbasuneret sin unikke lyd.
Lyt til EP’en her!
Isabel Neib – I Already Know
Isabel Neib er klar med sit debutalbum I Already Know, der handler om i at være tro mod en selv og gå sine egne veje, uanset hvad det må koste. Albummet vidner om kunstnerens stor passion og dedikation for projektet, som altsammen er optaget i et hjemmelavet studie uden for Sundsvall. Isabel Neib har sammen med medproducenten Michelle Amkoff, skabt et album gennem en kreativ og legende proces, hvor alt fra analoge synthesizere til små detaljer har fået lov til at udfolde sig. Resultatet er en række sange, hvor Isabel Neibs evne til at kreere sjælfulde sange med velafbalancerede synthlandskaber stråler. Her finder man blandt andet åbningsnummeret “Twenty One”, som har sin rod i en ubehagelig oplevelse for sangerinden, der efter en koncert fik at vide af en person fra musikbranchen: “Hvis du bare tabte et par kilo og begyndte at synge på svensk, ville du have en musikkarriere.” Kunstneren har reageret konstruktivt ved at skabe et nummer med mantraet “Nogen vil finde dig”, der er en påmindelse om hendes egen værdi og styrke.
Lyt til albummet her!
Elsked – Piratradio
Elsked har landet deres EP, Piratradio, som gennem udgivelsens fem sange, udforsker en pulserende elektropop-lyd, hvor en let forvrænget, autotunet vokal sammensmeltes med rungende klublyde. Bandets tre medlemmer, bestående af Malthe, Felix og Jonas, har sammen skabt et sonisk lydlandskab, hvor spidende synths og højintense beats rammer en moderne steril overflade og indhyller lytteren i en futuristisk klang af moderniseret hyper-pop.
Lyt til EP’en her!
Ryder, Skepta – 48 hours
Producer Ryder har netop udgivet sin officielle EP 48 hours, der består af en række remixes af den legendariske grime rapper Skeptas velkendte numre. EP’en består af 5 sange, hvor tre af dem er navngivet: “#skeptacore pt. 1”, “”#skeptacore pt. 2” og “#skeptacore pt. 3”. Her har Ryder lagt en følsom hinde over Skeptas højintense sange, hvor produceren har tilført dem en følsom og melankolsk kvalitet, der har ført ham til en officiel udgivelse med rapperen. Ud over de tre redigeringer, der gjorde ham bemærket til at begynde med, indeholder EP’en ligeledes to features fra vokalisten Dré Six, som man finder på numrene “All Alone” og “For You”
Lyt til EP’en her!