Ugens Upcoming // CILVR

Foto: CILVR // Peter Irgens (pressebillede)

Den EP-aktuelle svenske popstjerne har med den nylige udgivelse, Complicated, udvist et kæmpe kæmpe potentiale inden for mørk, alternativ popmusik. Derfor virker det passende, at hun nu indtager hovedrollen i denne Ugens Upcoming!

Bag de internationalt lydende sange under navnet CILVR, står den svenske sanger/sangskriver Cecilia Nykvist, som siden 2018 har delt sin stemningsfyldte, storladne popmusik med lyttere verden over. Siden da har tingene så sandeligt ikke stået stille; flere af hendes singles har opnået høje placeringer på nogle af landets største playlister, mens sangen “Moon and Back” (en nyfortolket udgave af Savage Roses “To the Moon and Back”) netop har rundet 10 millioner streams på Spotify! CILVR-projektet har så sent som sidste oktober nået en kulmination ved udgivelsen af debut-EP’en Complicated, der for alvor fastslår sangskriverens talent og artistiske vision.

Gennem EP’ens seks tracks udstiller CILVRs et dragende musikalsk lydunivers, bestående af dunkle, atmosfæriske produktioner, energiske, fremadstormende beats og en emotionel, ekspressiv nerve i lyrik og vokallevering. Denne samlede udgivelse er, efter vores bedømmelse, en funklende kronjuvel på hendes endnu korte karriere. Med al den kommercielle og kunstneriske succes er det på tide at lære mennesket bag mikrofonen bedre at kende.

Hvem er CILVR?

– Jeg er en sangskriver og kunstner fra Stockholm, der er opvokset i et hjem fyldt med klassisk musik, men tidligt udviklede en interesse for at skrive popmusik. Jeg elsker kombinationen af dramatiske melodier og klassiske pophooks, finder inspiration i kunstnere som Lana Del Rey og Billie Eilish. Jeg har aldrig rigtig set mig selv som en dramatisk person, men på en eller anden måde føler jeg mig fristet af dramaet i musikken. Som om jeg kan udleve dramaet gennem musikken.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

– Dramatisk, nogle gange melankolsk, pop. Jeg har altid elsket klassiske pop-sange, men jeg bliver også meget inspireret af filmmusik og dramatiske strygere. Måske stammer det fra min barndom, hvor jeg voksede op med forældre, der var klassiske musikere, og hørte dem spille værker af komponister som Vivaldi og Mozart.

Hvordan startede du?

– Som jeg nævnte tidligere, kommer jeg fra et hjem, hvor begge mine forældre var musikere. Min far spiller på valdhorn, og min mor spiller cello. Jeg fulgte dem på tournéer som barn, og så længe jeg kan huske, har jeg drømt om at arbejde med musik også. Fra begyndelsen vidste jeg bare, at jeg ville synge, men det var først da jeg lærte at spille guitar, at jeg også begyndte at skrive mine egne sange. Jeg vil sige, at det for alvor startede, da jeg tog til musikskolen “Musikmakarna” i det nordlige Sverige for at studere sangskrivning og musikproduktion. Det gav mig virkelig de rette redskaber til at udvikle mine musikalske færdigheder.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

– Nogle gange hører jeg en melodi i mine drømme, og hvis jeg er heldig, husker jeg den, når jeg vågner op, og optager den på voice memo. Jeg vågner også nogle gange op midt om natten og skal hviske melodierne ind telefonen for ikke at vække min kæreste. Nogle gange finder jeg på melodier i brusebadet, hvor jeg går, drivende våd, for at optage dem. Det lille hemmelige trick er at optage alt, og så kan du altid vælge, hvad du vil arbejde med senere i studiet. Jeg begynder næsten altid med en melodi!

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

– Jeg vil sige Lana Del Rey og BANKS. Det har noget at gøre med deres melankoli og ikoniske popsounds.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

”Greedy” af Tate McRae og hvad som helst fra den norske kunstner Moyka.

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

Jeg har lige holdt et releaseparty, hvor jeg spillede live for første gang i et stykke tid. Lige nu er planen at arbejde på min liveopsætning og booke flere koncerter! Derefter skal jeg selvfølgelig skrive nyt materiale, og har også et par musikalske samarbejder på vej.

Hvad er drømmen?

– Det føles sindssygt at tænke på, at folk synger med på min musik. Det er en drøm for mig at kunne røre folk med min musik og få dem til at føle noget, når de lytter til min musik. At rejse rundt, møde mennesker og synge fra hjertet.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Jeg tror, jeg ville sige ”Complicated”. Det er en af mine personlige favoritter, og jeg tror, den kan være en introduktion til min melankolske verden, hvor man kan finde mere mystik og drama.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være? 

– Espresso martini.

Lyt til CILVRs debut-EP Complicated lige her!

Tags:
Andreas Madsen
andreasmadsen@bandsoftomorrow.com