SYD FOR SOLEN flytter længere sydpå!

Foto: SYD FOR SOLEN // PR

I sigte mod bedre musikoplevelser, rykker den populære festival både lokation og datoer

Når den københavnske tre dages festival ruller forbi i 2024, bliver det ikke i Søndermarkens vante omgivelse. SYD FOR SOLEN flytter for første gang til Valbyparken, med sit miks af store internationale artister, lokale danske acts, og intime stemninger. Med denne ændring lover festivalen også et kvalitativt løft. CEO Nikolaj Thorenfeldt uddyber:

Vores ambition har fra dag ét været at skabe en drøm af en festival, der bringer musikmed internationalt format til København og som er vores hovedstad værdig. Det har været helt fantastisk at begynde det eventyr i Søndermarken, men for at øge den samlede kvalitetsoplevelse for publikum skal der nu en anden smuk og grøn ramme til – en ramme, med mulighed for alt det, vi gerne vil give publikum oven i de fantastiske musikoplevelser. Det får vi optimale betingelser for i Valbyparken. Vi går ikke på kompromis med den intime stemning og den hygge og nærhed, som både publikum og vi selv forbinder med SYD FOR SOLEN. Vi giver den bare bedre mulighed for at udfolde sig med langt bedre logistiske forhold.”

Yderligere oplyser Thorenfeldt at festivalen også rykker datoer fra start-juni til august:

Vi vil gerne være et fyrtårn og noget at se frem til, når københavnerne vender hjem fra ferie og tilbage til deres venner og det gode byliv igen. Når vi siger ”Musik til København” er det en hyldest til vores by, til alle der bor her og til den musik, som samler os

Andreas Madsen
andreasmadsen@bandsoftomorrow.com