24 nov Ida Laurberg udforsker voksenlivets svære kår
Foto: Ida Laurberg // Jeppe Klausen (pressebillede)
Ida Laurberg er klar med sin nyeste single som reflekterer over, hvordan barndommens frygt følger med ind i voksenlivet
Den talentfulde sangerinde Ida Laurberg følger op på succesen fra 2023 med sin nyeste single “Mellem Mor Og Far”. Efter hits som “Terrier” og “Jeg Ka’ Rigtig Godt Li’ Dig” fortsætter Ida med at imponere lytterne og udforske forskellige sider af sit kunstneriske udtryk. Med sangerindens nyeste single åbner hun døren til en mere sårbar og ærlig side. Nummeret inviterer lytterne med ind i en intim sfære, hvor Ida Laurberg følsomt deklarerer, hvordan de ting man er bange for som barn, ikke helt forsvinder, men blot indfinder sig i et nyt format i voksenlivet. Det tematiske grundlag for “Mellem Mor Og Far” blev lagt, da hun i samarbejde med de to andre sangskrivere, Pitchshifters og Daniel Thorup, landede på en samtale omkring Alfons Åberg:
– Jeg kan specielt huske historien ”hvad er det, der spøger, Alfons Åberg”, som jeg syntes var vildt uhyggelig. Jeg havde gået med lysten om at skrive om det her med at blive voksen og hvor skræmmende det er, så referencen var helt perfekt. Det var et af de der magiske øjeblikke i studiet, hvor det bare føles som om man bor i hinandens hjerner.
Ida Laurberg, der for nylig vandt to priser ved Danish Music Awards, herunder Årets Nye Danske Navn og Årets Danske Hit, fortsætter med at udfordre sig selv og skabe musik med en reflekterende dybde.
Ida Laurberg indleder 2024 med en mini-turné, hvor hun kommer til at optræde i Aarhus, Aalborg og København hhv. den 18., 19. og 20. januar. Med hendes unikke stemme og ærlige tekster er Ida på vej til at etablere sig som en fremtrædende skikkelse inden for den danske musikscene.
Lyt til singlen her!